Privacy could only be had in public
– George Chauncey [1]

Jeg så en række værker på et tidspunkt i Berlin på en udstilling af nordiske kunstnere, der alle var flyttet til Berlin. Going South hed udstillingen. Den danske kunstner Lasse Lau udstillede dér sine kufferter og nogle møbler, der var samlet sammen i et flyttelæs. Han skulle flytte til New York og var således ved at forlade Berlin, eller også havde han forladt byen og ventede nu kun på at flyttelæsset ville følge efter. På en kuffert lå et eksemplar af det lille lækre Butt Magazine i falmet lyserød og mit homo-identifikationsapparat lavede et udslag og jeg ville flytte med alle kufferterne og møblerne til New York.

Lasse Lau er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi med afgang i året 2004, og har endvidere studeret ved Whitney Museum of American Art Independent Study Program, USA i 2004-2005. Laus kunstneriske praksis er informeret af kunsten som social plastik[2] og han arbejder bl.a. workshopbaseret, hvor det er selve workshoppen, i kombination med workshoppens “produkt”, der udgør værket.[3] Dette har han for nylig gjort med workshops som Queer Geography Copenhagen (2006) og Queer Geography Tijuana (2007), der udspiller sig som konkrete undersøgelser af byens “andre rum”. Det projekt af Lau som jeg vil diskutere i denne artikel[4] handler om Ørstedsparken – en park i midten af København, hvor mænd har sex med mænd – og mere overordnet om kontrollen af det offentlige rum, om retten til at genindtræde i dette rum og at tage rummet på sig eller at folde sig omkring det.

Der er pænt i Ørstedsparken. Rigtig pænt med bakker, staudebede og statuer. Søen er smuk, når den ikke er helt mudret til af alger, efter at sensommeren har bragt vandet i kog. Hen over søen går en bro, der forbinder den sydøstlige del af parken og den nordvestlige del. Parken er frodig med vældige træer og tætte buske, og der er græsplæner, hvor man kan ligge og ryge smøger og slikke solskin med sine venner, og fra sin plads i græsset kan man se på børnene, der leger og på mænd og damer, der helse-insisterende jogger på grusstierne. Og så er der hunde, der luftes, og hjemløse, der samler ølflasker.

Om natten omdannes parken – der, modsat andre parker som f.eks. Kongens Have, ikke låses af efter solnedgang – til et mørkt og hemmeligt sted i byen. Langs stierne og over broen er der lamper, der pletvist lyser op for den, der vover sig ind i mørket. Statuernes konturer bliver bløde og søens vand er olie-tungt. I mørket trænger lydene sig anderledes på, og stiernes grus og broens tunge planker høres tydeligt under egne og andre fødders fremfærd. Ørstedsparken affolkes ikke om aftenen og natten, men overtages for en tid af lystne mænd, der for en tid redefinerer parkens logik – en crusing-koreografisk rumlighed fremkommer i mørket.

Ørstedsparken blev anlagt i 1879 på de gamle københavnske volde, som en del af det parkanlæg, der skulle erstatte deres efterhånden væsentligste borgerlige funktion: Voldene var i 1800-tallet blevet den ideelle promenade og et socialt samlingspunkt for den gryende modernitets københavnere. De var stadig i funktion som befæstningsværk, men det var for det meste tiggere og skildvagter, militærets kanoner og brystværn samt et rygeforbud, der besværede de slentrende københavneres færden. Til den ene side, på siden ind ad mod byen, kunne man fra promenadens 3.-sals højde følge med i byens liv, og til den anden side, mod nord, var det landskabet med marker og møller samt søerne, der udgjorde udsigten. Forlystelsesparken Tivolis anlæggelse i 1843 var den første etape i omdannelsen af voldanlægget til et større sammenhængende park-bælte. Dette bælte består ud over Ørstedsparken af Botanisk Have og Østre Anlæg.[5]

I 1864 overgik kontrollen og patruljeringen af Københavns fæstningsværker fra at være et militært anliggende til at blive varetaget af Københavns Politi. Dette skete på baggrund af, at området var blevet et eldorado for hjemløse, vagabonder og tiggere. Således intensiveredes opsynet med voldene, og således dokumenteres det i en række politirapporter fra årene efter 1864, at Hahns Bastion ved Nørrevold var “pæderasternes” paradis.[6]

Ifølge historikeren Wilhelm von Rosen har Ørstedsparken allerede før sin etablering været et velkendt cruising-område for bøsser og biseksuelle mænd: “Det er antageligt en ubrudt tradition fra midten af det 19. århundrede, at Hahns Bastion, nu i Ørstedsparken, også i vore dage (eller rettere nætter) er et kontaktsted for bøsser”.[7] Cruisingbegrebet indbefatter den handling det er, at bevæge sig i et givent område med henblik på at finde en sex-partner. Det lægger sig i forlængelse af flaneur-begrebet i og med flaneurens umiddelbart formålsløse og langsomme måde at bevæge sig på, blot i cruisingen med et udtalt ønske om sex. Nørrevold, der altså udgør Ørstedsparkens fundament, var det sted i byen, hvor de lystne mænd mødtes i mørket.

Historisk set er stedet for Ørstedsparken altså Københavns mest anvendte udendørs score-platform. På baggrund af sin beliggenhed, sin tilgængelighed og sin topologi er Ørstedsparken det ideelle rum for den alternative seksualpraksis, som den offentlige cruising repræsenterer. Cruisingstedet kræver netop disse ovenfor nævnte forhold – lad os kalde dem parametre[8] – for at kunne eksistere: Parkens beliggenhed centralt i byen, mellem barernes åbenlyse offentlighed og hjemmets privathed. Ørstedsparkens tilgængelighed via syv indgange, der ikke aflåses og som sikrer adgang og udgang hele vejen rundt. Parkens struktur og topologi, der, i og med sit design med mange ruter og sine anlagte stisystemer, gør det muligt at vælge flere veje og at være i fred, mens parken samtidig også har klart definerede hovedfærdselsårer, der muliggør en fælles bevægelse og får mennesker til at mødes på deres gang rundt i parken. Og så er der de mange buske, der i store grupper skaber huleformationer og hemmelige rum med uplanlagte “organisk” opståede sti-formationer.

I 2001 udførte Vej og Park i Københavns Kommune med Trafik og teknik-borgmester Søren Pind i spidsen en studsning af Ørstedsparken. Buske blev gravet op og nye græsarealer blev anlagt. Denne øjensynligt simple handling blev begrundet med, at man fra kommunens side ønskede en mere børne- og familievenlig park med mere græs og færre buske. Forældre til parkens legende børn havde klaget over de natlige efterladenskaber, som børnene fandt i buskene. Sådan lød motivationen for buskrydningkampagnen.

Det er her Lasse Lau tager fat – i denne situation, i denne kommunale intervention – i dette afrettende indgreb og botaniske overgreb. Laus projekter peger på de aspekter og perspektiver som forvaltningen af de offentlige rum har på i dette tilfælde seksuelle minoriteters anvendelse af netop det offentlige rum. Bearbejdningen af den konkrete politiske sag, hvor ønsket er at sterilisere parken og at amputere stedets anvendelsesforhold, bliver med Laus værk til en italesættelse af de alternative kønsmæssige praksisformer, der finder sted, har plads og skaber rum.

Jeg vælger her at kalde Laus projekt en værkkreds, idet Laus arbejde med Ørstedsparken og cruising-problematikken består af flere elementer. Disse elementer er skabt og har fundet sted på forskellige tidspunkter og i forskellige former og kan udmærket anskues som enkeltstående projekter og værker, såvel som de kan anskues samlet som en kreds af værker eller projekter. Projekterne er produceret, eller har fundet sted, over seks år og er adskilt især af tiden, men også af geografien. Værkerne er som sådan forskellige i karakter, men kædes sammen af den fælles diskurs og kontekst, og anskuet samlet som værkkreds opnår jeg en densitet i forståelsen af den måde, Lasse Lau arbejder kunstnerisk med sit materiale; en understregning af det processuelle, en problematisering af værket som objekt og en etablering af det sociale som begivenhed i den kunstneriske praksis.

I år 2001, året hvor trafik- og teknik-borgmester Søren Pind initierede buskrydningen i Ørstedsparken, fylder Lasse Lau en gammel bunker fra Anden Verdenskrig med grønne grene. Bunkeren ligger i Ørstedsparkens nordøstlige hjørne, delvist under parkens café, Café Hacienda. Titlen på værket var Park – privacy could only be had in public.

Lau opbygger i denne bunker et indendørs univers i et afgrænset rum. Universet mimer den “natur”, der ligger udenfor, og over, bunkeren og bliver et fortættet destillat af et buskads, der ikke længere eksisterer, og som er blevet erstattet af ny-sået græs. Grenene har Lau hentet rundt omkring i de københavnske randområder, f.eks. ved Kløvermarken på Amager. Lau skaber en form for kunstigt buskrum. Et tillæg til den nyligt amputerede Ørstedsparken – en ny mulighed for at cruise – nu blot i en kopierende og kunstnerisk fortolkning og bearbejdning af parkens sex spaces. På bunkerens rå betonmur bliver grønne spejlbilleder af parken kastet rundt af en discokugle, hvorpå lysbilleder bliver projiceret. Lysbillederne har Lau taget i parken og de grønne lysbilled-fragmenter er bunkerens eneste lyskilder.

Discokuglens lysbilled-fragmenter forstyrrer etableringen af en naturtro kopi af parkens udendørs rum og i stedet opstår der, med discokuglens referencer til natklubber og barer, en hybridtilstand mellem flere typer rum. Det mørke og tætte rum kan på en gang minde om et darkroom,[9] et diskotek og om parken. Disse tre typer rum er yderst forskellige og har hver deres indre logik og hver sine systemer, men fælles for dem er den platform for cruising, og for muligheden for sex, som netop disse steder indeholder. I bogen Queer Space: Architecture and Same-Sex Desire skriver Aaron Betsky hvorledes der historisk og sociologisk set eksisterer en række rum og steder, der kan karakteriseres som værende særligt queer. Betsky nævner netop darkroomet, diskoteket og cruising-området som queer spaces per se, eftersom disse rum skaber mulighed og plads for homoseksuel udfoldelse.[10]

Park – privacy could only be had in public var udelukkende åben for publikum om natten. På den baggrund bliver mime-handlingen også et tidsmæssigt ærinde idet parkens cruising-rum er tæt knyttet til den tidslige faktor og til den affolkning parken oplever efter mørkets frembrud. Der opstår en række problemer i forhold til netop dette element, da det er forventeligt, at bunkeren, i og med sin karakter af kunstværk, blev besøgt af andre grupper end de cruisende mænd og måske slet ikke blev besøgt af parkens brugere.

Lasse Laus Park – privacy could only be had in public er at betragte som en installation. Værket består ikke af nogle direkte performance-orienterede eller handlende elementer, forstået på den måde, at Lau med sit værk blot skaber de fysiske rammer i kunstværket og lader dette spille aktivt sammen med det sted værket tager sit konceptuelle, rumlige og installatoriske udspring fra.
 

Værk-elementet Secret Bush Planting #1 er en kollektiv performance – et poetisk og rituelt greb, der udførtes af Lasse Lau og deltagerne ved hans workshop omkring queer identitet i Ørstedsparken 2005 med alternativ-trash-trans-foreningen Dunst. Det er umuligt at afgøre hvornår workshoppen slutter og performancen tager start, og denne udflydende struktur gør denne performative situation til en kollektiv gestus, mere end til en enkelt mands værk. Jeg var selv tilstede dér i parken. Jeg havde sorte Helmut Lang-jeans på og min fars aflagte marineblå blazer.

Cercidiphyllum japonicum er, som der står på internet-leksikonet botany.com, en stor løv-busk, der kan udvikle sig til et mangestammet træ. De fine blade, der i løbet af månederne fra april til det sene efterår skifter farve fra rødbrun ved løvspring til grøn hele sommeren, for til slut at ende med smukke gule, røde og violette nuancer, er formet som små hjerter, og rodnettet er, hvis iltforholdene i jorden tillader det, ligeså hjerteformet. Det er derfor at denne plante i daglig tale hedder hjertetræ.

Det er denne hjertetræs-busk Lasse Lau og workshopdeltagerne plantede på plænen i Ørstedsparken. Busken er valgt ud fra sit vækstpotentiale og på baggrund af navnets poetiske kvaliteter og konnotationer. Hjertetræet, der var omkring en meter højt ved plantningen, blev sat ned i Ørstedsparkens nyanlagte græsplæne og kom således til at stå som en tydelig manifestation af forundringen over buskrydningen og Københavns Kommunes holdning til cruising og sex i Ørstedsparken. Placeringen af planten, midt på plænen, understreger de symbolske og rituelle aspekter i performance-aktionen. Fem dage efter plantningen blev hjertetræet fjernet.

Performance-aktionen, der som værket i bunkeren er en direkte reaktion mod buskrydningen i Ørstedsparken, kan læses på flere måder. Som allerede nævnt har værket en kollektiv og rituel pointe. Busk-plantningen var en form for afsluttende handling efter en stedspecifik workshop og fik med sin sociale fælleskabskarakter på poetisk vis ritualiseret den kollektive stemning af forundring både over den kommunale buskrydning konkret, og over manglen på lydhørhed over for alternative offentlige rum generelt. Denne handling er en poetisk gestus med sin egen indre logik (eksemplificeret ved buskens navn) omkring håbet på større forståelse og tolerance. Samtidig er værket aktionistisk og politisk oppositionelt. Selve aktionen – at plante en busk i det offentlige rum – er en ulovlighed, og performance-aktionen bliver dermed poetisk aktivistisk i sin karakter og ændrer i og med denne optik sensibilitet.

Lasse Lau har skabt ét objekt i forbindelse med Ørstedsparkværkkredsen. Objektet er en frøpose, der er fremstillet i papir. Frøposen er let at reproducere, samle og fylde op med hjertetræs-frø. Dette projekt har været vist i de uafhængige institutioner Participant i New York, Kabine i København og El Particular i Mexico City. At frøposen har været udstillet på traditionelle udstillingssteder og dermed ikke direkte fysisk knytter sig til det offentlige rum som sådan og til Ørstedsparken specifikt, er en pointe i netop dette værk-element. Frøposerne er, på trods af deres anderledes materialitet, tæt forbundet med de øvrige værker og er på sin vis et dokument over værk-kredsens pointer.

På frøposerne er der tegninger i en piktogramlignende streg af fremgangsmåden for plantningen af nye og kommende buske. Således ligger der i dette værkelement både en pegen tilbage til problematikken omkring Ørstedsparken som offentligt rum, og de praksisformer dette specifikke sted er forbundet, med samt en generel kritik af de politiske muligheder for det offentlige rum. Værket – frøposen – er en invitation til at handle. Værket er et redskab. Med frøposen bliver det muligt som handlende subjekt at lave sin egen busk-plantnings-aktion og værkdelen bliver en instrumentalisering af Laus performance-aktion, på samme tid som den bliver en dokumentation af denne.

Ørstedsparken-problematikken omkring retten til, og muligheden for, at anvende og tilegne sig det offentlige rum på måder, der går imod den gældende norm, bliver altså med frøposerne gjort til et generelt ærinde, der angår det offentlige rum som sådan.

Reproducerbarheden og posernes enkelhed understreger dette element i værket, der potentielt kan kopieres i det uendelige og er nemme at samle og distribuere. Dermed er der skabt en sammenhæng mellem værkets udformning og værkets poetiske og aktionistiske intentioner om tilegnelsen af de offentlige rum – om buske til alle.

Laus anden busk-plantningsperformance-aktion tog sit afsæt i Workshoppen Queer Geography Copenhagen som Lau afholdt under Queer Festivalen 2006 i København. En forskel fra første aktion var, at Lau delte frø ud fra en af sine frøposer, som deltagerne i aktionen så gravede ned i Ørstedsparken på personligt udvalgte steder. Aktionen foregik sent på aftenen efter mørkets frembrud og på trods af, at deltagerne i aktionen ankom i samlet flok og sammen fik uddelt frøene, blev selve aktionen – at grave hullet, at lægge frøene i jorden, at hælde vand på frøene og at stampe jorden til – en personlig handling for den enkelte. Jeg plantede halvfuld mine frø i den bløde jord tæt på søens bred. Forsigtigt klappede jeg jorden over frøene og vandede rigeligt med søens vand.
 

Hverken rum eller køn er statiske enheder, men produceres i, og er medproducerende af, komplekse magtstrukturer. Således forstået er rum medproducerende af køn, og køn medproducerende af rum. Feministiske tilgange til kønnets relation til rum har sit udgangspunkt i analyser af kønnede metaforer og repræsentationer af rum. Der eksisterer i høj grad kulturelt konstruerede diskurser om denne relation mellem køn og rum, og påpegningen af disse samt nedbrydningen af dem, er en del af den feministiske rumteoris agenda, som Jane Randell har påpeget:

Spatial metaphors are epistemological statements which can highlight the importance of space in the construction of identity [...] Space itself has always been seen as feminine and devalued in relation to the masculine active element of time.[11]

De her omtalte rumlige metaforer for køn, rum og tid, kan, som det generelt er tilfældet med dikotomiske begrebspar, underinddeles i lignende dikotomier. Således kan ordet rum underinddeles i privat og offentligt, der igen forbindes med dikotomien kvindeligt og mandligt. Og videre bliver det “feminine” koblet til det ustrukturerede rum og et følelsernes rum hvor det logocentriske, velstrukturerede rum vedbliver at være “maskulint”.

Aaron Betsky undersøger i Queer Space det, han betegner som de “andre” rum, der specifikt omkredser en ikke mand/kvindebaseret seksualpraksis. Betsky benævner disse rum queer spaces. I bogen laver Betsky dels en kulturhistorisk beskrivelse af homoseksualiteten og af, i hvilke rum homoseksualiteten har udfoldet sig, dels en stilorienteret analyse af “særligt” queer-arkitektoniske elementer.

Betsky tager i undersøgelsen turen tilbage til det nittende århundrede, hvor han sporer fremkomsten af decideret homoseksuelle netværk. Denne fremkomst sker samtidig med fremkomsten af idéer om personlig frihed og mobile sociale relationer, i hvilke hver enkel person kunne skabe et rum for sig selv.[12] Disse rum antager to former. Enten er det det private rum i den hjemlige sfære, hvor der bliver afholdt saloner og soiréer, eller i det offentlige rum. Betsky forklarer, at selvom der var tale om rum for homoseksuel udfoldelse i både den private og den offentlige sfære, så havde begge typer rum karakter af privathed. De rum, der på netværksvis af hemmelige koder etableres i det offentlige rum, er gemte og udelukkende tilgængelige gennem en dialektisk aflæsning af koderne. De, der aflæser koderne skaber dem. Konkret kunne denne type rum være en afsides liggende bar, en park eller et andet cruising-rum. Offentlighedsgraden og tilgængeligheden af disse homoseksuelle rum er altså relativ i og med rummenes netværksbaserede konstituering, og dermed antager rummene karakter af private rum i det offentlige rum.[13]

De her omtalte rum er historisk set, mener Betsky, de homoseksuelles rum og er medskabende af den homoseksuelle identitet. Med den seksuelle frigørelse i 1960erne og med den eksploderende urbanisering kommer nye rum til, der har en mere offentlig karakter og som er lettere aflæselige. Disse steder er caféer og diskoteker og har så deres indre logik og teatralskhed. Ikke desto mindre vedbliver de private rum i det offentlige rum at eksistere. Betsky beskriver hvordan cruising-stedet er et processuelt genereret rum af kodede handlinger, der temporært omdanner det sted, som cruisingen foregår i, og laver dette sted til et andet sted, et modsted:

[...] it is a space that appears for a moment, then is gone, only to reappear when the circumstances are right ... It acts as a “counterspace” to the emerging transactional space of the middle-class city.[14]

Betsky ser altså de homoseksuelle rum som værende producerede i kodede processer og pointerer hvorledes den rumlighed er konstituerende for homoseksualiteten. Det er de praksisformer og udfoldelser, der udspiller sig i rummet, og som danner rummet i momentet. Betsky spejler sig her i en Lefebvresk opfattelse af, at rum ikke kan anskues som en statisk størrelse, hvis magt mennesket blot er underlagt, men at mennesket selv er en rumligt producerende faktor. Den anden pointe hos Betsky er, at homoseksuelle rum historisk set har haft privatheden som det overvejende parameter, og at de homoseksuelle rum nedbryder det dikotomiske forhold mellem privat og offentligt rum.

Den amerikanske queer-teoretiker Judith Halberstam radikaliserer og nuancerer denne rum/køn-diskussion i inddragelsen af et blik på tid i bogen In a Queer Time and Place (2005)[15]. Tiden er hos Halberstam normativt struktureret og skal som sådan ikke udelades i diskussionen omkring rum. Den normative tid er: Ugens opdeling i arbejdsdage og weekend, i perioder med arbejde og perioder med ferie. Den normative tid er når døgnet er delt i hhv. arbejde fra morgen til eftermiddag og familieliv med begreber som ulvetime og aftensmad på faste tidspunkter om aftenen. Den normative tid indeholder endvidere etablerede kulturelle forestillinger om f.eks. effektivitet og om ventetid: “Åh hvor jeg hader at stå i kø!”. Eller: “Jeg har sovet over mig”. Halberstam påpeger hvordan en queer tilværelse skaber andre temporaliteter, der bryder med den normative tids struktur. Den natlige cruising i Ørstedsparken er således ikke blot en queering af parkens rum, men ligeledes en praksis, der destabiliserer den normative tid og vender døgnet væk fra dets opdeling i aktiviteter struktureret af og for den arbejdende kernefamilie.

Okay! Kommunen havde fået klager over de mænd, der om aftenen og natten har sex med hinanden i parken, og derfor valgte kommunen at rydde ud i beplantningen, for derigennem at luge ud i de seksuelle aktiviteter. Dette kan ses i relation til den historiske institutionalisering af sodomien og andre “afvigende” seksualitetsformer, som Michel Foucault omtaler i Viljen til viden – Seksualitetens Historie. Denne institutionalisering var en måde hvorigennem den udøvende magt kunne kontrollere disse afvigende borgere. Når mændene i 1800-tallet mødtes på Hahns Bastion, risikerede de at blive anholdt og slæbt i retten for forbrydelser mod naturens orden. Det var den måde man kontrollerede det offentlige rum, og den måde man kontrollerede den unormale og ikke-heteroseksuelle adfærd.

Lau påpeger med sin værkkreds, at kontrol og regulering stadig foregår. I tilfældet med de cruisende mænd i Ørstedsparken er det ikke igennem anholdelse og retsforfølgelse, men igennem kommunalt initierede rumlige interventioner i det offentligt rum, at reguleringen sker: rumlige (over)greb. Etableringen af et socialt indendørs buskrum i bunkeren i Ørstedsparken i værket Park – Privacy could only be had in public bliver for mig at se en understregning af paradokset omkring privatheden i det offentlige rum. Når buskenes cruising rum bliver sløjfet, må cruisingen finde nye rum. Cruisingen bliver presset under jorden hvor den, i Laus iscenesættelse og genopførsel af parken, så kan udfolde sig. Men som Betsky pointerede må cruising-stederne være åbne og fleksible for at kunne opstå. Laus cruising pavillon bliver således blot et billede på magtens udøvelser og skal ikke ses som etableringen af et alternativ. Discokuglen og de afklippede buske danner et rum hvor man højest kan lege, at man cruiser – hvor man i det kopierede og iscenesatte parkunivers kan kopiere og iscenesætte et spil om cruising.

De poetisk aktionistiske kunstneriske handlinger i Laus buskplantnings-performances bliver en påpegning af, at det offentlige rum ikke er for alle. Men samtidig er værket mere end denne påpegning: Det er, i og med sin kollektive, selvrefleksive og oppositionelle karakter, en queering af rummet – et poetisk og personligt opgør mod det heteronormative og mod det magtapparat, der igennem rumlig kontrol sygeliggør alternativer til den “naturlige” mand-kvinde konstruktion. Endvidere er det et opgør mod en homo-normativitet, hvis erklærede mål er at blive accepteret som stolte og korrekte borgere i samfundet, og som ikke kunne finde på at have sex med andre end sin partner – og da slet ikke ville spille sin sæd i en park. Med Laus buskplantnings-performances samt med frøposeprojektet opfordres den enkelte til, gennem en symbolsk handling, at gøre det offentlige rum til et offentlig rum for alle – til at sprede budskabet gennem kollektive eller individuelle performative og oppositionelt intervenerende handlinger.