I 2001 udførte Vej og Park i Københavns Kommune med Trafik og teknik-borgmester Søren Pind i spidsen en studsning af Ørstedsparken. Buske blev gravet op og nye græsarealer blev anlagt. Denne øjensynligt simple handling blev begrundet med, at man fra kommunens side ønskede en mere børne- og familievenlig park med mere græs og færre buske. Forældre til parkens legende børn havde klaget over de natlige efterladenskaber, som børnene fandt i buskene. Sådan lød motivationen for buskrydningkampagnen.

Det er her Lasse Lau tager fat – i denne situation, i denne kommunale intervention – i dette afrettende indgreb og botaniske overgreb. Laus projekter peger på de aspekter og perspektiver som forvaltningen af de offentlige rum har på i dette tilfælde seksuelle minoriteters anvendelse af netop det offentlige rum. Bearbejdningen af den konkrete politiske sag, hvor ønsket er at sterilisere parken og at amputere stedets anvendelsesforhold, bliver med Laus værk til en italesættelse af de alternative kønsmæssige praksisformer, der finder sted, har plads og skaber rum.

Jeg vælger her at kalde Laus projekt en værkkreds, idet Laus arbejde med Ørstedsparken og cruising-problematikken består af flere elementer. Disse elementer er skabt og har fundet sted på forskellige tidspunkter og i forskellige former og kan udmærket anskues som enkeltstående projekter og værker, såvel som de kan anskues samlet som en kreds af værker eller projekter. Projekterne er produceret, eller har fundet sted, over seks år og er adskilt især af tiden, men også af geografien. Værkerne er som sådan forskellige i karakter, men kædes sammen af den fælles diskurs og kontekst, og anskuet samlet som værkkreds opnår jeg en densitet i forståelsen af den måde, Lasse Lau arbejder kunstnerisk med sit materiale; en understregning af det processuelle, en problematisering af værket som objekt og en etablering af det sociale som begivenhed i den kunstneriske praksis.

I år 2001, året hvor trafik- og teknik-borgmester Søren Pind initierede buskrydningen i Ørstedsparken, fylder Lasse Lau en gammel bunker fra Anden Verdenskrig med grønne grene. Bunkeren ligger i Ørstedsparkens nordøstlige hjørne, delvist under parkens café, Café Hacienda. Titlen på værket var Park – privacy could only be had in public.

Lau opbygger i denne bunker et indendørs univers i et afgrænset rum. Universet mimer den “natur”, der ligger udenfor, og over, bunkeren og bliver et fortættet destillat af et buskads, der ikke længere eksisterer, og som er blevet erstattet af ny-sået græs. Grenene har Lau hentet rundt omkring i de københavnske randområder, f.eks. ved Kløvermarken på Amager. Lau skaber en form for kunstigt buskrum. Et tillæg til den nyligt amputerede Ørstedsparken – en ny mulighed for at cruise – nu blot i en kopierende og kunstnerisk fortolkning og bearbejdning af parkens sex spaces. På bunkerens rå betonmur bliver grønne spejlbilleder af parken kastet rundt af en discokugle, hvorpå lysbilleder bliver projiceret. Lysbillederne har Lau taget i parken og de grønne lysbilled-fragmenter er bunkerens eneste lyskilder.

Discokuglens lysbilled-fragmenter forstyrrer etableringen af en naturtro kopi af parkens udendørs rum og i stedet opstår der, med discokuglens referencer til natklubber og barer, en hybridtilstand mellem flere typer rum. Det mørke og tætte rum kan på en gang minde om et darkroom,[9] et diskotek og om parken. Disse tre typer rum er yderst forskellige og har hver deres indre logik og hver sine systemer, men fælles for dem er den platform for cruising, og for muligheden for sex, som netop disse steder indeholder. I bogen Queer Space: Architecture and Same-Sex Desire skriver Aaron Betsky hvorledes der historisk og sociologisk set eksisterer en række rum og steder, der kan karakteriseres som værende særligt queer. Betsky nævner netop darkroomet, diskoteket og cruising-området som queer spaces per se, eftersom disse rum skaber mulighed og plads for homoseksuel udfoldelse.[10]

Park – privacy could only be had in public var udelukkende åben for publikum om natten. På den baggrund bliver mime-handlingen også et tidsmæssigt ærinde idet parkens cruising-rum er tæt knyttet til den tidslige faktor og til den affolkning parken oplever efter mørkets frembrud. Der opstår en række problemer i forhold til netop dette element, da det er forventeligt, at bunkeren, i og med sin karakter af kunstværk, blev besøgt af andre grupper end de cruisende mænd og måske slet ikke blev besøgt af parkens brugere.

Lasse Laus Park – privacy could only be had in public er at betragte som en installation. Værket består ikke af nogle direkte performance-orienterede eller handlende elementer, forstået på den måde, at Lau med sit værk blot skaber de fysiske rammer i kunstværket og lader dette spille aktivt sammen med det sted værket tager sit konceptuelle, rumlige og installatoriske udspring fra.
 

Værk-elementet Secret Bush Planting #1 er en kollektiv performance – et poetisk og rituelt greb, der udførtes af Lasse Lau og deltagerne ved hans workshop omkring queer identitet i Ørstedsparken 2005 med alternativ-trash-trans-foreningen Dunst. Det er umuligt at afgøre hvornår workshoppen slutter og performancen tager start, og denne udflydende struktur gør denne performative situation til en kollektiv gestus, mere end til en enkelt mands værk. Jeg var selv tilstede dér i parken. Jeg havde sorte Helmut Lang-jeans på og min fars aflagte marineblå blazer.

Cercidiphyllum japonicum er, som der står på internet-leksikonet botany.com, en stor løv-busk, der kan udvikle sig til et mangestammet træ. De fine blade, der i løbet af månederne fra april til det sene efterår skifter farve fra rødbrun ved løvspring til grøn hele sommeren, for til slut at ende med smukke gule, røde og violette nuancer, er formet som små hjerter, og rodnettet er, hvis iltforholdene i jorden tillader det, ligeså hjerteformet. Det er derfor at denne plante i daglig tale hedder hjertetræ.

Det er denne hjertetræs-busk Lasse Lau og workshopdeltagerne plantede på plænen i Ørstedsparken. Busken er valgt ud fra sit vækstpotentiale og på baggrund af navnets poetiske kvaliteter og konnotationer. Hjertetræet, der var omkring en meter højt ved plantningen, blev sat ned i Ørstedsparkens nyanlagte græsplæne og kom således til at stå som en tydelig manifestation af forundringen over buskrydningen og Københavns Kommunes holdning til cruising og sex i Ørstedsparken. Placeringen af planten, midt på plænen, understreger de symbolske og rituelle aspekter i performance-aktionen. Fem dage efter plantningen blev hjertetræet fjernet.

Performance-aktionen, der som værket i bunkeren er en direkte reaktion mod buskrydningen i Ørstedsparken, kan læses på flere måder. Som allerede nævnt har værket en kollektiv og rituel pointe. Busk-plantningen var en form for afsluttende handling efter en stedspecifik workshop og fik med sin sociale fælleskabskarakter på poetisk vis ritualiseret den kollektive stemning af forundring både over den kommunale buskrydning konkret, og over manglen på lydhørhed over for alternative offentlige rum generelt. Denne handling er en poetisk gestus med sin egen indre logik (eksemplificeret ved buskens navn) omkring håbet på større forståelse og tolerance. Samtidig er værket aktionistisk og politisk oppositionelt. Selve aktionen – at plante en busk i det offentlige rum – er en ulovlighed, og performance-aktionen bliver dermed poetisk aktivistisk i sin karakter og ændrer i og med denne optik sensibilitet.