Okay! Kommunen havde fået klager over de mænd, der om aftenen og natten har sex med hinanden i parken, og derfor valgte kommunen at rydde ud i beplantningen, for derigennem at luge ud i de seksuelle aktiviteter. Dette kan ses i relation til den historiske institutionalisering af sodomien og andre “afvigende” seksualitetsformer, som Michel Foucault omtaler i Viljen til viden – Seksualitetens Historie. Denne institutionalisering var en måde hvorigennem den udøvende magt kunne kontrollere disse afvigende borgere. Når mændene i 1800-tallet mødtes på Hahns Bastion, risikerede de at blive anholdt og slæbt i retten for forbrydelser mod naturens orden. Det var den måde man kontrollerede det offentlige rum, og den måde man kontrollerede den unormale og ikke-heteroseksuelle adfærd. Lau påpeger med sin værkkreds, at kontrol og regulering stadig foregår. I tilfældet med de cruisende mænd i Ørstedsparken er det ikke igennem anholdelse og retsforfølgelse, men igennem kommunalt initierede rumlige interventioner i det offentligt rum, at reguleringen sker: rumlige (over)greb. Etableringen af et socialt indendørs buskrum i bunkeren i Ørstedsparken i værket Park – Privacy could only be had in public bliver for mig at se en understregning af paradokset omkring privatheden i det offentlige rum. Når buskenes cruising rum bliver sløjfet, må cruisingen finde nye rum. Cruisingen bliver presset under jorden hvor den, i Laus iscenesættelse og genopførsel af parken, så kan udfolde sig. Men som Betsky pointerede må cruising-stederne være åbne og fleksible for at kunne opstå. Laus cruising pavillon bliver således blot et billede på magtens udøvelser og skal ikke ses som etableringen af et alternativ. Discokuglen og de afklippede buske danner et rum hvor man højest kan lege, at man cruiser – hvor man i det kopierede og iscenesatte parkunivers kan kopiere og iscenesætte et spil om cruising. De poetisk aktionistiske kunstneriske handlinger i Laus buskplantnings-performances bliver en påpegning af, at det offentlige rum ikke er for alle. Men samtidig er værket mere end denne påpegning: Det er, i og med sin kollektive, selvrefleksive og oppositionelle karakter, en queering af rummet – et poetisk og personligt opgør mod det heteronormative og mod det magtapparat, der igennem rumlig kontrol sygeliggør alternativer til den “naturlige” mand-kvinde konstruktion. Endvidere er det et opgør mod en homo-normativitet, hvis erklærede mål er at blive accepteret som stolte og korrekte borgere i samfundet, og som ikke kunne finde på at have sex med andre end sin partner – og da slet ikke ville spille sin sæd i en park. Med Laus buskplantnings-performances samt med frøposeprojektet opfordres den enkelte til, gennem en symbolsk handling, at gøre det offentlige rum til et offentlig rum for alle – til at sprede budskabet gennem kollektive eller individuelle performative og oppositionelt intervenerende handlinger. | | |