item4
#2
INFOBLOGARCHIVESEARCHLINKS

Objekt som redskab og opfordring til spredning

Lasse Lau har skabt ét objekt i forbindelse med Ørstedsparkværkkredsen. Objektet er en frøpose, der er fremstillet i papir. Frøposen er let at reproducere, samle og fylde op med hjertetræs-frø. Dette projekt har været vist i de uafhængige institutioner Participant i New York, Kabine i København og El Particular i Mexico City. At frøposen har været udstillet på traditionelle udstillingssteder og dermed ikke direkte fysisk knytter sig til det offentlige rum som sådan og til Ørstedsparken specifikt, er en pointe i netop dette værk-element. Frøposerne er, på trods af deres anderledes materialitet, tæt forbundet med de øvrige værker og er på sin vis et dokument over værk-kredsens pointer.

Illustrasjon8LasseLaufrpose

 

På frøposerne er der tegninger i en piktogramlignende streg af fremgangsmåden for plantningen af nye og kommende buske. Således ligger der i dette værkelement både en pegen tilbage til problematikken omkring Ørstedsparken som offentligt rum, og de praksisformer dette specifikke sted er forbundet, med samt en generel kritik af de politiske muligheder for det offentlige rum. Værket – frøposen – er en invitation til at handle. Værket er et redskab. Med frøposen bliver det muligt som handlende subjekt at lave sin egen busk-plantnings-aktion og værkdelen bliver en instrumentalisering af Laus performance-aktion, på samme tid som den bliver en dokumentation af denne.

Ørstedsparken-problematikken omkring retten til, og muligheden for, at anvende og tilegne sig det offentlige rum på måder, der går imod den gældende norm, bliver altså med frøposerne gjort til et generelt ærinde, der angår det offentlige rum som sådan.

Reproducerbarheden og posernes enkelhed understreger dette element i værket, der potentielt kan kopieres i det uendelige og er nemme at samle og distribuere. Dermed er der skabt en sammenhæng mellem værkets udformning og værkets poetiske og aktionistiske intentioner om tilegnelsen af de offentlige rum – om buske til alle.

 

queerflyerenglish

 

Laus anden busk-plantningsperformance-aktion tog sit afsæt i Workshoppen Queer Geography Copenhagen som Lau afholdt under Queer Festivalen 2006 i København. En forskel fra første aktion var, at Lau delte frø ud fra en af sine frøposer, som deltagerne i aktionen så gravede ned i Ørstedsparken på personligt udvalgte steder. Aktionen foregik sent på aftenen efter mørkets frembrud og på trods af, at deltagerne i aktionen ankom i samlet flok og sammen fik uddelt frøene, blev selve aktionen – at grave hullet, at lægge frøene i jorden, at hælde vand på frøene og at stampe jorden til – en personlig handling for den enkelte. Jeg plantede halvfuld mine frø i den bløde jord tæt på søens bred. Forsigtigt klappede jeg jorden over frøene og vandede rigeligt med søens vand.
 

En forståelseshorisont

Hverken rum eller køn er statiske enheder, men produceres i, og er medproducerende af, komplekse magtstrukturer. Således forstået er rum medproducerende af køn, og køn medproducerende af rum. Feministiske tilgange til kønnets relation til rum har sit udgangspunkt i analyser af kønnede metaforer og repræsentationer af rum. Der eksisterer i høj grad kulturelt konstruerede diskurser om denne relation mellem køn og rum, og påpegningen af disse samt nedbrydningen af dem, er en del af den feministiske rumteoris agenda, som Jane Randell har påpeget:

 

Spatial metaphors are epistemological statements which can highlight the importance of space in the construction of identity [...] Space itself has always been seen as feminine and devalued in relation to the masculine active element of time.[11]

De her omtalte rumlige metaforer for køn, rum og tid, kan, som det generelt er tilfældet med dikotomiske begrebspar, underinddeles i lignende dikotomier. Således kan ordet rum underinddeles i privat og offentligt, der igen forbindes med dikotomien kvindeligt og mandligt. Og videre bliver det “feminine” koblet til det ustrukturerede rum og et følelsernes rum hvor det logocentriske, velstrukturerede rum vedbliver at være “maskulint”.

Aaron Betsky undersøger i Queer Space det, han betegner som de “andre” rum, der specifikt omkredser en ikke mand/kvindebaseret seksualpraksis. Betsky benævner disse rum queer spaces. I bogen laver Betsky dels en kulturhistorisk beskrivelse af homoseksualiteten og af, i hvilke rum homoseksualiteten har udfoldet sig, dels en stilorienteret analyse af “særligt” queer-arkitektoniske elementer.

Betsky tager i undersøgelsen turen tilbage til det nittende århundrede, hvor han sporer fremkomsten af decideret homoseksuelle netværk. Denne fremkomst sker samtidig med fremkomsten af idéer om personlig frihed og mobile sociale relationer, i hvilke hver enkel person kunne skabe et rum for sig selv.[12] Disse rum antager to former. Enten er det det private rum i den hjemlige sfære, hvor der bliver afholdt saloner og soiréer, eller i det offentlige rum. Betsky forklarer, at selvom der var tale om rum for homoseksuel udfoldelse i både den private og den offentlige sfære, så havde begge typer rum karakter af privathed. De rum, der på netværksvis af hemmelige koder etableres i det offentlige rum, er gemte og udelukkende tilgængelige gennem en dialektisk aflæsning af koderne. De, der aflæser koderne skaber dem. Konkret kunne denne type rum være en afsides liggende bar, en park eller et andet cruising-rum. Offentlighedsgraden og tilgængeligheden af disse homoseksuelle rum er altså relativ i og med rummenes netværksbaserede konstituering, og dermed antager rummene karakter af private rum i det offentlige rum.[13]

De her omtalte rum er historisk set, mener Betsky, de homoseksuelles rum og er medskabende af den homoseksuelle identitet. Med den seksuelle frigørelse i 1960erne og med den eksploderende urbanisering kommer nye rum til, der har en mere offentlig karakter og som er lettere aflæselige. Disse steder er caféer og diskoteker og har så deres indre logik og teatralskhed. Ikke desto mindre vedbliver de private rum i det offentlige rum at eksistere. Betsky beskriver hvordan cruising-stedet er et processuelt genereret rum af kodede handlinger, der temporært omdanner det sted, som cruisingen foregår i, og laver dette sted til et andet sted, et modsted:

 

[...] it is a space that appears for a moment, then is gone, only to reappear when the circumstances are right ... It acts as a “counterspace” to the emerging transactional space of the middle-class city.[14]

Betsky ser altså de homoseksuelle rum som værende producerede i kodede processer og pointerer hvorledes den rumlighed er konstituerende for homoseksualiteten. Det er de praksisformer og udfoldelser, der udspiller sig i rummet, og som danner rummet i momentet. Betsky spejler sig her i en Lefebvresk opfattelse af, at rum ikke kan anskues som en statisk størrelse, hvis magt mennesket blot er underlagt, men at mennesket selv er en rumligt producerende faktor. Den anden pointe hos Betsky er, at homoseksuelle rum historisk set har haft privatheden som det overvejende parameter, og at de homoseksuelle rum nedbryder det dikotomiske forhold mellem privat og offentligt rum.

Den amerikanske queer-teoretiker Judith Halberstam radikaliserer og nuancerer denne rum/køn-diskussion i inddragelsen af et blik på tid i bogen In a Queer Time and Place (2005)[15]. Tiden er hos Halberstam normativt struktureret og skal som sådan ikke udelades i diskussionen omkring rum. Den normative tid er: Ugens opdeling i arbejdsdage og weekend, i perioder med arbejde og perioder med ferie. Den normative tid er når døgnet er delt i hhv. arbejde fra morgen til eftermiddag og familieliv med begreber som ulvetime og aftensmad på faste tidspunkter om aftenen. Den normative tid indeholder endvidere etablerede kulturelle forestillinger om f.eks. effektivitet og om ventetid: “Åh hvor jeg hader at stå i kø!”. Eller: “Jeg har sovet over mig”. Halberstam påpeger hvordan en queer tilværelse skaber andre temporaliteter, der bryder med den normative tids struktur. Den natlige cruising i Ørstedsparken er således ikke blot en queering af parkens rum, men ligeledes en praksis, der destabiliserer den normative tid og vender døgnet væk fra dets opdeling i aktiviteter struktureret af og for den arbejdende kernefamilie.