Privacy could only be had in public
– George Chauncey [1]

Jeg så en række værker på et tidspunkt i Berlin på en udstilling af nordiske kunstnere, der alle var flyttet til Berlin. Going South hed udstillingen. Den danske kunstner Lasse Lau udstillede dér sine kufferter og nogle møbler, der var samlet sammen i et flyttelæs. Han skulle flytte til New York og var således ved at forlade Berlin, eller også havde han forladt byen og ventede nu kun på at flyttelæsset ville følge efter. På en kuffert lå et eksemplar af det lille lækre Butt Magazine i falmet lyserød og mit homo-identifikationsapparat lavede et udslag og jeg ville flytte med alle kufferterne og møblerne til New York.

Lasse Lau er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi med afgang i året 2004, og har endvidere studeret ved Whitney Museum of American Art Independent Study Program, USA i 2004-2005. Laus kunstneriske praksis er informeret af kunsten som social plastik[2] og han arbejder bl.a. workshopbaseret, hvor det er selve workshoppen, i kombination med workshoppens “produkt”, der udgør værket.[3] Dette har han for nylig gjort med workshops som Queer Geography Copenhagen (2006) og Queer Geography Tijuana (2007), der udspiller sig som konkrete undersøgelser af byens “andre rum”. Det projekt af Lau som jeg vil diskutere i denne artikel[4] handler om Ørstedsparken – en park i midten af København, hvor mænd har sex med mænd – og mere overordnet om kontrollen af det offentlige rum, om retten til at genindtræde i dette rum og at tage rummet på sig eller at folde sig omkring det.

Der er pænt i Ørstedsparken. Rigtig pænt med bakker, staudebede og statuer. Søen er smuk, når den ikke er helt mudret til af alger, efter at sensommeren har bragt vandet i kog. Hen over søen går en bro, der forbinder den sydøstlige del af parken og den nordvestlige del. Parken er frodig med vældige træer og tætte buske, og der er græsplæner, hvor man kan ligge og ryge smøger og slikke solskin med sine venner, og fra sin plads i græsset kan man se på børnene, der leger og på mænd og damer, der helse-insisterende jogger på grusstierne. Og så er der hunde, der luftes, og hjemløse, der samler ølflasker.

Om natten omdannes parken – der, modsat andre parker som f.eks. Kongens Have, ikke låses af efter solnedgang – til et mørkt og hemmeligt sted i byen. Langs stierne og over broen er der lamper, der pletvist lyser op for den, der vover sig ind i mørket. Statuernes konturer bliver bløde og søens vand er olie-tungt. I mørket trænger lydene sig anderledes på, og stiernes grus og broens tunge planker høres tydeligt under egne og andre fødders fremfærd. Ørstedsparken affolkes ikke om aftenen og natten, men overtages for en tid af lystne mænd, der for en tid redefinerer parkens logik – en crusing-koreografisk rumlighed fremkommer i mørket.

Ørstedsparken blev anlagt i 1879 på de gamle københavnske volde, som en del af det parkanlæg, der skulle erstatte deres efterhånden væsentligste borgerlige funktion: Voldene var i 1800-tallet blevet den ideelle promenade og et socialt samlingspunkt for den gryende modernitets københavnere. De var stadig i funktion som befæstningsværk, men det var for det meste tiggere og skildvagter, militærets kanoner og brystværn samt et rygeforbud, der besværede de slentrende københavneres færden. Til den ene side, på siden ind ad mod byen, kunne man fra promenadens 3.-sals højde følge med i byens liv, og til den anden side, mod nord, var det landskabet med marker og møller samt søerne, der udgjorde udsigten. Forlystelsesparken Tivolis anlæggelse i 1843 var den første etape i omdannelsen af voldanlægget til et større sammenhængende park-bælte. Dette bælte består ud over Ørstedsparken af Botanisk Have og Østre Anlæg.[5]

I 1864 overgik kontrollen og patruljeringen af Københavns fæstningsværker fra at være et militært anliggende til at blive varetaget af Københavns Politi. Dette skete på baggrund af, at området var blevet et eldorado for hjemløse, vagabonder og tiggere. Således intensiveredes opsynet med voldene, og således dokumenteres det i en række politirapporter fra årene efter 1864, at Hahns Bastion ved Nørrevold var “pæderasternes” paradis.[6]

Ifølge historikeren Wilhelm von Rosen har Ørstedsparken allerede før sin etablering været et velkendt cruising-område for bøsser og biseksuelle mænd: “Det er antageligt en ubrudt tradition fra midten af det 19. århundrede, at Hahns Bastion, nu i Ørstedsparken, også i vore dage (eller rettere nætter) er et kontaktsted for bøsser”.[7] Cruisingbegrebet indbefatter den handling det er, at bevæge sig i et givent område med henblik på at finde en sex-partner. Det lægger sig i forlængelse af flaneur-begrebet i og med flaneurens umiddelbart formålsløse og langsomme måde at bevæge sig på, blot i cruisingen med et udtalt ønske om sex. Nørrevold, der altså udgør Ørstedsparkens fundament, var det sted i byen, hvor de lystne mænd mødtes i mørket.

Historisk set er stedet for Ørstedsparken altså Københavns mest anvendte udendørs score-platform. På baggrund af sin beliggenhed, sin tilgængelighed og sin topologi er Ørstedsparken det ideelle rum for den alternative seksualpraksis, som den offentlige cruising repræsenterer. Cruisingstedet kræver netop disse ovenfor nævnte forhold – lad os kalde dem parametre[8] – for at kunne eksistere: Parkens beliggenhed centralt i byen, mellem barernes åbenlyse offentlighed og hjemmets privathed. Ørstedsparkens tilgængelighed via syv indgange, der ikke aflåses og som sikrer adgang og udgang hele vejen rundt. Parkens struktur og topologi, der, i og med sit design med mange ruter og sine anlagte stisystemer, gør det muligt at vælge flere veje og at være i fred, mens parken samtidig også har klart definerede hovedfærdselsårer, der muliggør en fælles bevægelse og får mennesker til at mødes på deres gang rundt i parken. Og så er der de mange buske, der i store grupper skaber huleformationer og hemmelige rum med uplanlagte “organisk” opståede sti-formationer.