item1
startbillede

Er dét at organisere sig politisk med udgangspunkt i køn og seksualitet en måde at tage rum på, eller er det snarere at reproducere de sociale strukturer man ønsker at bekæmpe? Venstrefløjens traditionelle orientering mod klassekamp har siden 1970’erne fået “konkurrence” fra de “nye” sociale bevægelser, der har sat køns-, seksualitets- og racialiseringsspørgsmål på venstrefløjens politiske dagsorden. Også i dag hvor venstrefløjskampen ser ud til at have problemer med at finde fokus, at prioritere kampfelter og relatere dem til hinanden, afføder køns- og seksualpolitisk kamp og politisk organisering hede diskussioner. Spørgsmålet om hvorvidt det giver mening at organisere sig køns- og seksualseparatistisk hænger sammen med, hvordan politisk organisering kan og bør forbindes med sociale interesser. Og hvordan sociale interesser tager sig ud og kan italesættes i dag.

Splitter separatisme “den fælles kamp”? Opretholder separatisme falske forestillinger om fællesskaber eller er separatisme en måde at anfægte konsensus om fællesskaber på? Bidrager separatisme til at opretholde sociale kategorier og dermed hierarkier eller åbner separatisme tværtimod disse for angreb og kritik? Er separatisme et mål i sig selv eller en pragmatisk strategi? Denne artikel giver ikke svarene, men vil lave nedslag i landskabet af separatistiske køns- og seksualpolitiske grupper i København vs. de netop ikke-separatistiske. Formålet er at skitsere en ramme til en diskussion om køn og seksualitet som udgangspunkt for politisering og organisering ud fra 15 års københavnsk venstrefløjshistorie.[1]

Kønsseparatisme og anti-separatisme på nutidskøbenhavnsk

På hvad man kan kalde den københavnske radikale køns- og seksualpolitiske scene har der gennem 1990’erne og frem til i dag været store diskussioner for og imod separatisme. Dette både “internt” og i relation til det venstrefløjsmiljø, ikke mindst det radikale venstrefløjsmiljø, som denne scene på godt og ondt er tæt forbundet med.

En af de traditionelle venstrefløjsindvendinger mod organisering med udgangspunkt i køn og/eller seksualitet er at sådanne organiseringer splitter den fælles kamp. Af nyere dato er det imidlertid at politisk organisering med udgangspunkt i køn og seksualitet mødes med indvendinger fra organiseringer, der i høj grad netop samles om køns- og seksualpolitik. Et eksempel på dette er Enhedslistens Queerudvalg (ØQ) i det parlamentarisk repræsenterede socialistiske parti Enhedslisten – De rød-grønne, der i deres hjemmesidepræsentation understreger at man “ikke skal VÆRE noget bestemt” for at være med i udvalget.[2] Queer er ikke en “identitet” og er ikke det samme som de klassiske LGBT-kategorier: lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede. “Perspektivpolitik”, dvs. queer som analyse- og bevidsthedskategori i forhold til “køns- og seksualitetspolitik”, bliver her alternativ og modspil til organiseringsformer, der, underforstået, ses som knyttede til kategorier, der handler om “at være”, altså som knyttede til “identitet”.

EnhedslistensQueerudvalgflyer2005

 

Flyer for debataften om Priden

I det køns- og seksualpolitisk orienterede venstrefløjslandskab er der imidlertid andre tilgange til separatisme på spil. Kønsforrædernes Altomfattende KampAlliance (KAKA), en i Kvindehuset baseret venstreradikal gruppe af biseksuelle og heteroseksuelle kvinder og lesbiske, taler f.eks. godt nok offensivt om lesbisk og biseksuel identitet i deres hjemmesidepræsentation.[3] Men samtidig italesættes identitet som et forhold, der bliver politisk i forbindelse med sociale koder knyttet til “heterosexisme og patriarkat”. Derved ses “lesbisk og biseksuel identitet” ikke som noget i sig selv godt og positivt, der i kraft heraf kan danne udgangspunkt for organisering. Snarere er det som sociale vilkår at kønnede og seksuelle kategorier bruges – i form af det “forræderi” som de sociale praktikker, der knytter sig til sådanne “identiteter”, skaber i det sociale. Identitetsorienteringen opbrydes desuden yderligere i gruppens argumentation for at bruge ordet “alliance” om deres organiseringsform.[4] Her betones netop de store interne sociale positionsforskelle mellem den kønsseparatistiske gruppes medlemmer i forhold til seksualitet og klasse såvel som til kategorien køn. Det er desuden fraværet af “mænd” og ikke tilstedeværelsen af “kvinder”, der gør det muligt for gruppens medlemmer at agere politisk – og at gøre det netop som andet end “kvinder”. Kønsseparatisme bliver her et værn mod at blive politisk fastholdt i en almengørende feminisme alene.

KRAN1

KRAN i front for den

Andre grupper understreger på lignende vis det strategiske og magtanalytiske element i separatistisk organisering. KRAN, der bl.a. definerer sig som en feministisk, socialistisk og queerpolitisk gruppe (foruden “idealistisk” og “optimistisk”) definerer dét at være organiseret “separatistisk hvad angår køn, dvs. at mænd er udelukkede fra at være med”, som et politisk og strategisk valg. Dette valg ses som nødvendigt til trods for at det af gruppen selv beskrives som et paradoks, når gruppen samtidig kalder sig queer-feministisk. Men når gruppen vælger at organisere sig ud fra en kategori de samtidig søger at nedbryde, hænger det sammen med at dét at ville anfægte hvad “normalitet” er og at ville opløse kønskategorierne, anses for at have de bedste betingelser, når det ene køn udelukkes. Traditionelle arbejdsdelinger mellem kønnene, der kendes fra traditionelle kønsblandede organiseringer, er nemlig dermed ikke er givne i organiseringen af gruppens arbejde.[5] Gruppen peger på rødstrømpebevægelsen som en central inspirationskilde,[6] foruden “den queer-politiske bevægelse” og “den globale anti-kapitalistiske bevægelse”, men anfører samtidig at have mistet troen på “ét stort kvindeligt fællesskab”.

Seksualseparatisme som normalitets-kritik og angreb

Med KAKA og KRAN er der altså i gruppernes egen selvfremstilling tale om to kønsseparatistiske grupper, der begge samtidig opbryder og sætter spørgsmålstegn ved kategorien “kvinde”. KAKA dels ved at konkret at fremdrage lesbiskhed og kvindelig biseksualitet, dels ved at fremdrage sociale kategorier som seksualitet, klasse og køn som noget man er positioneret forskelligt i forhold til, også inden for gruppen. KRAN ved at tale om forestillingen om ét samlet kvindeligt fællesskab som udgrænsende og hierarkiserende (uden nærmere at definere hvordan), og ved at henvise til kategorien “kvinde” som indsnævrende. I begge tilfælde argumenteres der for kønsseparatisme som en konsekvens af eksisterende magtforhold, som inden for gruppernes eget arbejde er nemmere ikke at blive fanget af, når mænd strategisk udgrænses. Og at denne udgrænsning samtidig bliver en strategi til at undgå at blive presset ud i en kvindelig fællesfront uden mulighed for at tematisere og angribe andre forskelsstrukturer end køn. Der er med andre ord tale om en kønsseparatisme, der problematiserer tidligere feminismers begreb “kvinder” og “kvinders” særlige sociale interesser. Dette i lige så høj grad som at grupperne stiller spørgsmålstegn ved kønsblandede venstrefløjs-organiseringers evne til at arbejde anti-patriarkalsk og “kvinders” mulighed for at lave andet end at arbejde anti-patriarkalsk i sådanne sammenhænge. Men kønsseparatisme er ikke den eneste form for separatisme, der praktiseres i det københavnske venstrefløjslandskab.

c3KLAMifolketspark2007

 

Flyer for det ikke-separatistiske KLAM-arrangement

Siden 2003 har et såkaldt “sammenrend af venstreradikale, utilpassede og uappetitlige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transer” organiseret separatistiske alternativer til hvad man kalder den officielle Prides “knæfald for kapitalisme og andet lort”.[7] Først under navnet SKAM som en kritik af Pridens nationalistiske farvning og islamofobiske manifestationer. Senere under navnene TAM og KLAM med en anti-kommerciel og anti-kapitalistisk drejning, hvor Pridens brug af sponsorer og promovering af kommercielt drevne barer og klubber har været i fokus.[8] Sammenrendet, der i daglig tale kaldes KLAM har i forbindelse med Priden arrangeret såvel seksualseparatiske såvel som ikke-separatistiske events og angiver at have et rent strategisk og pragmatisk forhold til separatisme.[9] I sommeren 2007 stod KLAM således for et ikke-separatistisk arrangement i relation til rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. En manifestation, der satte fokus på begrænsningen af ikke-kommercielle alternative rum i byen i det hele taget. Samtidig arrangerede de en fest for alle andre end “bio-heteroseksuelle”, i betydningen folk, der både forstår sig selv som heteroseksuelle og ikke-transer. Altså for bøsser, bi’er, lesbiske og transer af alle slags.

Nogle træk går igen hvis man kigger på KLAM’s manifestationer. For det første er der tale om en alliance mellem seksuelle og kønslige afvigere, og det er med udgangspunkt heri at de separatistiske grænser trækkes, når de trækkes. For det andet at det er muligheden (dvs. de manglende muligheder) for at udøve sin begærsretning under de sociale og politiske begrænsninger, der sættes for alt andet end heterobegær i byrummet, der er i fokus. Herunder det der ses som et homomiljø, der fungerer på kapitalismens præmisser. For det tredje at tilgangen til separatisme er pragmatisk og lejlighedsvis: KLAM er ikke en fast organisering, men angiver selv at aktivistkredsen består af alt fra radikale lesbiske separatister med forkærlighed for det udenomsparlamentariske til medlemmer af det parlamentariske venstrefløjsparti Enhedslisten, foruden medlemmer af trash-drag-performancegruppen Dunst osv. For det fjerde at det klamme, det uspiselige og det utilpassede trækkes i fokus i sammenrendets manifestationer.

Hvad angår ikke mindst det sidste kan man dermed sige at KLAM-manifestationerne præges af en strategi, hvor offensiv afvigelse netop er et strategisk modspil til normalisering. Dette trækker på forskellige former for radikal queer-aktivisme fra 1980’erne og 1990’erne. På såvel den konfrontative æstetik i queer-manifestet (se nedenfor) som på radikalt lesbisk arbejde i København gennem 1990’erne, hvor eksplicit dyrkelse af afvigelsen som et angreb på normalitetskonstruktioner var i fokus, f.eks. direkte aktioner, som vendte “normaliteten” på hovedet. Og på f.eks. den bøsseseparatistiske 1970’er bevægelse Bøssernes Befrielsesfront, hvor kampen for plads til begær som et politisk tema spillede en fremtrædende rolle.

c1KLAM2004

c2KLAM2004CrusingspotfordamerLARGE

Til det separatistiske KLAM-arrangement ”Fuck

Centralt i KLAMs aktiviteter er netop at skabe alternative rum for udfoldelsen af ikke-heteroseksuelle begærspraktikker (f.eks. sex...). I den forbindelse argumenterer sammenrendet for at tage rum ved at holde seksualseparatistiske fester og at aktionere for H. C. Ørstedsparken som en park for seksuelle afvigere uden adgang for “far, mor og heterobarn”, som det hedder i en af KLAM’s erklæringer.[10] Samtidig med at man allierer sig med og stiller sig solidarisk med fristedsbevægelsen og med andre marginaliserede gruppers kamp for rum i byen, og her opererer ikke-separatistisk.

Separatismen og sociale kategorier og interesser

Ovenstående skal ikke tjene som en fuldgyldig oversigt over et nutidigt køns- og seksualpolitisk venstrefløjslandskab i og omkring København. For det første er der andre grupper og organiseringer, for det andet er ovenstående gennemgang i vid udstrækning baseret på nedslag i de pågældende gruppers selvitalesættelse på hjemmesider, i oplægsmanuskripter med videre. Italesættelser af denne art udgør naturligvis kun en begrænset del af disse gruppers politiske praktikker. Desuden besværliggøres en tegning af landskabet og dets aktiviteter af at en god del af de grupper, der er placeret på den radikale del af venstrefløjslandsskabet, benytter sig af eller stiller sig positivt over for udenomsparlamentariske og ikke-legalistiske metoder. Så nogle grupper skyder f.eks. op i forbindelse med konkrete aktioner, for aldrig siden at lade høre fra sig. Som de feminister, der ved en direkte aktion fik en pornofilm-kanal til at gå ned. Og som de feminister, der smed brosten gennem Enhedslistens ruder, da partiet stemte for en samlet lovpakke, der forbød lesbiske og enlige kvinder at blive insemineret i offentligt regi. Ikke desto mindre fremtræder de her udvalgte fire politiske organiseringers italesættelse af deres relation til separatisme som eksemplariske for forskellige måder at bruge eller distancere sig fra strategien på.[11] Ligesom der implicit er tale om forskellige måder at forholde sig til social kategorisering på som et udgangspunkt for politik. Endelig er der tale om forskellige forbindelse og inspirationskilder i forhold til tidligere separatistiske organiseringspraktikker.

For at sætte dette i perspektiv er det nødvendigt at træde et par skridt tilbage tidsmæssigt og stille spørgsmålet: hvad er det egentlig der opgøres og opgør sig selv som separatisme?

Når jeg og mine københavnske kammerater i 1990’erne diskuterede med radikale lesbiske kammerater på den internationale scene, f.eks. kammerater fra den frankofone tradition for radikalt lesbisk arbejde i Paris og Montreal, førte det til tider til misforståelser, når vi brugte ordet separatisme. Vi brugte ordet som betegnelse for politisk organisering med udgangspunkt i en social position som lesbisk. For dem og mange andre var separatisme snarere betegnelsen for at være på “jordtrip”: at tage ud på landet og starte sit eget samfund, hvor man mente at have sat sig ud over samfundets undertrykkelsesstrukturer, søgte at være selvforsynende osv. Altså en radikal udgave af frirumstænkning. En isolationisme, meget langt fra de venstreorienterede grupper og bevægelser organiseret med udgangspunkt i seksualitet og køn som vi alle havde som praksis, og hvor man netop til bitterlighed vedkendte sig at være en del af de samfundsmæssige strukturer, herunder den venstrefløj, man samtidig angreb. Det være sig i Hamborg, København eller Quebec. Skal man nærme sig en definition af separatisme, som det siden 1990’erne er blevet brug i København, er det centrale træk netop ikke isolationisme, men organisering på baggrund af afvigelsen fra bestemte sociale forventninger og praktikker, der i forvejen er magtfulde og strukturerende samfundsmæssigt. Den separatistiske organiseringsform ses som en måde at adressere disse vilkår på og gøre dem til politiske temaer. Hvordan og i hvilken grad man allierer sig med andre, og hvilke former for kategorisering der tages udgangspunkt i, varierer til gengæld.

Sådanne former for separatisme trækker indlysende nok på 1960’erne og særligt 1970’ernes nye sociale bevægelser: Black Liberation, Women’s Liberation og Lesbian og Gay Liberation,[12] hvor et af hovedargumenterne for organiseringsformen var at den undertrykte ikke har rum til at befri sig selv og til at adressere og bekæmpe undertrykkelsen, så længe man organiserer sig sammen med undertrykkerne. Set i et mere overordnet perspektiv kan man sige, at de nye sociale bevægelser bragte andre sociale klassifikationer end klasse ind på venstrefløjens politiske dagsorden. Det nye var altså et brud med den dominerende orientering mod arbejderbevægelsen og de dertil relaterede partier og organisationer. Det være sig af socialistisk, anarkistisk og kommunistisk art. Noget som havde præget venstrefløjen siden oprettelsen af Første Internationale (1864), en international arbejdersammenslutning (senere defineret som revolutionær), hvor arbejderklassens økonomiske frigørelse, jf. Marx’ stiftelsestale, sås som det mål, enhver politisk bevægelse må underordnes. I arbejderbevægelsen var særlige kvindelige fagforeninger blandt andet opstået i konsekvens af fagforeningers modstand mod at organisere kvindelige arbejdere,[13] mens kvindekamp i sig selv ikke ansås for at være en social basis, og da slet ikke en primær basis, for revolutionær virksomhed. Man kan altså sige, at venstrefløjen siden slutningen af 1800-tallet havde lænet sig op ad en separatistisk organiseret social bevægelsesform, nemlig arbejderbevægelsen, og at denne måde at opgøre sociale interesser på nu fik modspil fra nye bevægelser, der stadig benyttede sig af en klasseanalyse- og kampstrategi, men hvor denne analyse samtidig blev opbrudt af organisering ud fra og tematisering af andre strukturbestemte sociale kategoriseringer.

Fælles for de tre nye befrielsesstrømninger var, at der var tale om bevægelser, der ville mere end at kræve lige rettigheder.[14] Bevægelser, som foruden at kræve rum til det udgrænsede og at fejre skønheden i det foragtede, søgte at kritisere og angribe samfundsmæssig struktur som andet og fra andre perspektiver end klasse og klassesamfundet. Men dette, som nævnt, uden at opgive et klassekampsperspektiv. Med slogans som “Ingen klassekamp uden kvindekamp” og “Det private er politisk” var det snarere et spørgsmål om at tilføje social anti-kapitalistisk kamp perspektiver, der ikke fik plads i traditionelt venstrefløjsarbejde og at vise at f.eks. patriarkalske strukturer også gennemsyrede venstrefløjen. At konsensus om en enkel og sammenhængende venstrefløjsinteresse, primært opbygget omkring en analyse koncentreret om forholdet mellem arbejde og kapital, ikke var nok til at beskrive et kapitalistisk og patriarkalsk samfunds funktionsmåder. Ej heller ikke nok til at bekæmpe og forandre dette samfund. Ligeledes kan de lesbiske bevægelser, der så dagens lys i 1970’erne ikke opfattes som anti- eller u-feministiske. Snarere søgte de lesbiske bevægelser at sætte fokus på, at heller ikke de feministiske bevægelser formåede dels at indtænke heteroseksualitet som en undertrykkende ideologisk og praktisk konstruktion i den anti-patriarkalske analyse, dels at tematisere lesbiskes livsvilkår og gøre disse til genstand for politisk kamp. Men fokus for kampen var netop langt bredere end f.eks. kvinders og lesbiskes sociale vilkår alene: angrebet rettede sig mod alt fra stat og kapital til familien og dobbeltsengen. Samlet set var 1970’ernes sociale bevægelser en udfordring til den traditionelle venstrefløjs opdeling af kampen i hovedkampen (klassekampen med udgangspunkt i arbejderklassen), hvor under alle andre kampe (sortes, kvinders, lesbiskes, bøssers) i bedste fald underordnedes delpunktskampe. I værste fald reduceredes de til at være noget, der ville løse sig efter revolutionen eller som affejedes som splittelsesforsøg eller borgerlig dekadence.

Samtidig må bevægelserne netop forstås i forlængelse af arbejderbevægelsens strategi: Det var ud fra levede sociale vilkår at organisering og bevægelse søgtes skabt og ikke primært ud fra idémæssige fællesskaber. Den såkaldte Triple Oppression teori og strategi,[15] genereret af sorte kvinder bl.a. i og omkring Black Panther Party sætter ord på dette. Mennesket som politisk og socialt væsen må ikke alene forstås som positioneret i forhold til en social struktur som racisme, men også i forhold til patriarkat og kapitalisme. Triple Oppression kan med andre ord forstås som en bevægelsesgenereret forløber for det, der i den akademiske verden i dag går under betegnelser som intersektionalitet: Der sættes fokus på både sociale strukturer som plurale/multiple og på den enkelte aktør, som et sted hvor disse strukturer mødes og brydes, og dette vilkår ses som udgangspunktet for politik og må indtænkes i politisk organisering.

Et fællestræk ved 1970’ernes sociale bevægelser er desuden fejringen af det oversete og foragtede og konstruktionen af alternative praksisser og positive modbilleder. Mod-identiteter, om man vil. Slogans som “Black is beautiful”, genskrivninger af historien ud fra f.eks. matriarkalske og afrikanistiske perspektiver og ideen om såkaldte “kvindeidentificerede kvinders” blide seksualitet med hinanden som en særligt anti-patriarkalsk seksualitetsform, kan nævnes i denne sammenhæng. Sådanne elementer i bevægelserne er siden blevet kritiseret for at modarbejde det kritiske perspektiv ved selv at bidrage til at opbygge sociale kategorier som positive essenser. Derved, lyder kritikken, har bevægelserne snarere bidraget til undertrykkelsesstrukturernes opretholdelse og cementering end til at nedbryde dem. 1970’ernes sociale separatistiske bevægelser er i sammenhæng hermed som samlede størrelser blevet beskyldt for at reducere sig selv til identitetspolitiske projekter. Hvor rigtig denne kritik helt eller delvist måtte være, er der imidlertid ikke i sig selv tale om en ny mekanisme sammenlignet med bevægelsernes forløber: arbejderbevægelsen. Også arbejderbevægelsen opbyggede positive modbilleder omkring kategorien “arbejder”: proletarisk kultur i form af litteratur, musik, særlige ritualer, som 1. Maj, og huse for bevægelsen som den skandinaviske tradition for ”Folkets hus”-e. For alle nævnte bevægelsestyper, arbejderbevægelsen inklusive, kan man altså sige at de bygger på en kombination af organisering ud fra bestemte sociale og dermed både symbolske og materielle vilkår, der strategisk gøres til udgangspunkt for bredere social kamp. Og at her er angreb og hvad man i dag kan kalde dekonstruktion gået hånd i hånd med opbyggelsen af en positiv og fejrende produktion af mod-identiteter.

Et forsøg på en typologisering

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne så en ny form for separatistisk bevægelse dagens lys i form af den radikale queer-aktivisme. Bedst kendt er i denne sammenhæng det såkaldte queer-manifest, uddelt som løbeseddel til Priden i New York i 1990. Med erklæringer som “I hate straights” var retorikken mildt sagt uhøflig over for både heteroseksualitet og heteroseksuelle, ikke helt ulig den plakat, der under Priden i København for et par år siden prydede Københavns mure med teksten “Stop hate crimes – bank en hetero”.

 

JacobBtter2005fraFlickr

 

Foto: Jacob Bøtter

Forargelsen var stor, og er det for så vidt stadig, for det var jo “omvendt racisme”. Eller et perspektivløst angreb på heteroer i stedet for på heteroseksualitet som samfundsmæssigt strukturerende, eller i nyere queer-teoretisk vokabular: normativt.[16] Går man bag om den konkrete ordlyd, kan manifestationerne dog forstås som aktioner, snarere end som bogstavelig ideologi. Aktioner, hvor “tingene” vendes på hovedet for at afsløre det “vi” anser for selvfølgeligt. Et angreb på normer og på de normsættende, i stedet for appel om forståelse. Den tidlige radikale queeraktivisme satte fokus på det der sjældent nævntes, heller ikke i de rettighedsorienterede homobevægelser, men som på nogle måder er arvegods fra 1970’ernes lesbiske bevægelser og bøssebevægelser. På dét, der tages for givet; nemlig heteroseksualitet. Forskellen mellem den radikale queeraktivisme i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne - og 1970’ernes bøsse- og lesbiske bevægelser er imidlertid queer-aktivismens forstærkede fokus på, for ikke at sige dyrkelse af, det grimme, det uappetitlige, det afvigende og det perverse i stedet for et positivt fokus på mod-identiteter. Dette træk går igen i den i Kvindehuset i København baserede gruppe Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet (PUT), der var virksom fra midten af 1990’erne og nogle år ind i det nye årtusind.

Demo-plaktater fra Feministisk Aktion. På

PUT var i det københavnske landskab af kønsseparatistiske grupper en enlig svale, i og med at gruppen som den eneste var organiseret med udgangspunkt i en social position i forhold til seksualitet og ikke i forhold til køn alene. Hvor Feministisk Aktion, der så lyset i 1994, nok satte temaer som tvangsheteroseksualitet på dagsordenen, var de grupper, der var med til at starte aktionsforummet eller opstod i kølvandet heraf, f.eks. Revolutionære Feminister, Autonome Feminister, Kvindebanden Phoolan Devi, og senere kvindegruppen Medusa, organiseret med udgangspunkt i (kvinde-)køn. Noget lignende gjorde sig gældende for den ligeledes kvindehus-baserede gruppe Vagina Dentata, der i midten af 1990’erne blev landskendte for at opfordre kvinder til at banke voldtægtsmænd og mænd til kun at gå ud om aftenen, hvis de kunne skaffe sig kvindelig ledsagelse. Dette som et modspil til politiets udmeldinger i forbindelse med en voldtægtsbølge, hvor kvinder opfordredes til kun at gå ud efter mørkets frembrud, hvis de var ledsaget af en mand. Vagina Dentata gjorde som den eneste radikale feministiske gruppe i 1990’erne meget ud af at eksplicitere at de var en gruppe af både lesbiske og heteroseksuelle feminister, men markeringen havde det med at drukne i gruppens kvindeorienterede dagorden. For alle de nævnte grupper gælder det at relationen til og forankringen i det københavnske autonome miljø var klar. Ingen af de nævnte grupper så feministisk kamp som isoleret fra spørgsmål om stat, kapital og imperialisme, men søgte at bruge den feministisk-separatistiske organisering som afsæt for revolutionær kamp. Eller rettere: feminismen som et omfattende radikalt politisk projekt søgtes genintroduceret efter at den igennem 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var gledet over i rettigheds- og ligestillingsarbejde og i talen om at (ligestillings)kampen var vundet og forbi.

 

 

Plakat til træf afholdt af

En af de store diskussioner som disse grupper tog op var fænomenet dobbeltorganisering. Hvad gjorde det ved det politiske arbejde når aktivister samtidig var organiseret feministisk separatistisk og i kønsblandede organiseringer? Problemet var her risikoen for at reducere feministisk organisering til at være et “emnearbejde” som man lavede “ved siden af den egentlige kamp sammen med drengene”. Altså at feministisk organisering risikerede at reducere sig selv til “kvinde-emne om torsdagen”, hvis ikke den feministiske organisering var udgangspunkt for hele det politiske arbejde. Altså som basisorganisering. Flere organiseringer var i konsekvens heraf skeptiske over for eller deciderede modstandere af dobbeltorganisering. Separatisme ansås her for at være en strategi til at angribe multiple undertrykkelses-strukturer med en basis i et udvalgt socialt fælles vilkår.

PUT lå både i krig med og var samtidig en del af både venstrefløjen og homomiljøet, forstået som såvel den homoseksuelle subkultur som det rettighedsorienterede Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL). LBL blev angrebet for racisme og for knæfald for systemet i form af lobbyarbejde, mens det autonome miljø, det autonome og ikke-autonome feministiske miljø og den øvrige venstrefløj blev angrebet for heterosexisme. Samtidig lagde gruppen afstand til betegnelser som “lesbisk feminisme” og “lesbianisme”. I gruppens navn fremhæves netop angreb på strukturer (”...udrensning af tvangsheteroseksualitet”) og ingen positiv identitet eller en sådan identitet som basis for ideologisering i sig selv. At være lesbisk opfattedes som en “ikke-identitet” og en “ikke-mulighed” i et tvangsheteroseksuelt samfund, som det hedder i flere af gruppens tekster, med andre ord noget, der kun bliver muligt gennem angreb og dekonstruktion. Gruppen betegnede sig selv som revolutionære lesbiske, som “en blanding af anarkister, kommunister mm.”[17] og som “en gruppe af lesbiske, der kæmper mod kapitalisme, heterosexisme, racisme og patriarkat og altid ud fra et lesbisk udgangspunkt”.[18] Symptomatisk for gruppens markeringer af hvad der kunne ligne identitet og synlighedsarbejde var f.eks. løbeseddelteksten uddelt til Priden i 1998, hvoraf det fremgik at gruppen ville “synliggøre ... at lesbiske er grimme fordi vi ligner mænd”.

Skal man ud fra ud fra de nævnte 1990’er grupper og på baggrund af de seneste tre-fire årtiers køns- og seksualseparatistiske bevægelser forsøge sig med en typologisering af separatismer, kan man sige at man i den ene ende af spekteret kan tale om en primært ældre separatistisk isolationisme, hvor strategien er at kæmpe for en bedre verden ved at trække sig tilbage fra den. Altså en frirumstækning, der kendes fra projekter som Christiania, og som i Danmark kan findes i jordbrugskollektiver som Kvindelandet og kursussteder og kollektiver som Skrækkenborg og Kvindehøjskolen i 1970’erne og 1980’erne. Denne form finder vi ikke repræsenteret blandt de seneste årtiers køns- og seksualpolitisk organiserede separatismer.

Derimod finder vi en form repræsenteret, hvor separatisme bliver en strategi til at arbejde på den radikale venstrefløj uden at behøve at kæmpe organiseringsinternt for feministiske perspektiver. Til denne type hører Feministisk Aktion, Medusa, Phoolan Devi og Vagina Dentata.[19] I nogle af disse gruppers form bliver dette til i en direkte modstand mod dobbeltorganisering. Også KRAN og KAKA indskriver sig i denne argumentation.

En gruppe som PUT adskiller sig som nævnt ved at sætte seksualitet som social position som udgangspunkt for organisering. Ligeledes taler gruppen eksplicit om alliancer, men alliancer hvori man indgår som gruppe. Noget lignende er tilfældet med en nutidig gruppe som KRAN. Vi kan kalde denne form for separatisme for alliance-separatisme. Den kendetegner grupper, der eksplicit involverer sig i alliancer, men med deres egen separatistiske organisering som udgangspunkt.

En anden form for alliance-separatisme gør sig gældende for grupper som KAKA. Ligeledes f.eks. Det Anti-Imperialistiske Initiativ,[20] et netværk af grupper og enkeltpersoner, opstartet i forbindelse med EU-topmødet i København 2002, og som i nogle år organiserede antiimperialistisk arbejde i og omkring Kvindehuset ud fra alliancer mellem transkønnede, lesbiske og bi- og heteroseksuelle kvinder. Her er således tale om en separatisme hvor både køns- og seksualitetskategorier af mange slags eksplicit på spil. For f.eks. KRAN og KLAM opretholdes en orientering mod hhv. køn eller seksualitet. KLAM forholder sig kun til køn i forhold til transkønnethed og som en måde at italesætte seksualkategoriers kønnede differentiering på. KRAN differentierer ikke kategorien “kvinde” konkret, men alene principielt. Denne form for alliance-separatisme kan måske snarere kaldes allieret separatisme og udgør den anden ende af spekteret.

Separatisme vs. ikke-separatisme vs. anti-separatisme.

Over for disse typer organisering af køns- og seksualpolitiske sociale interesser står de ikke-separatistiske tiltag til køns- og seksualpolitisk tematisering, dvs. inden for køns- og seksualitetsblandede venstrefløjsorganiseringer. Den nu hedengangne primært udenomparlamentariske revolutionære ungdomsorganisation Rebel havde i slutningen af 1990’erne en særlig homo- og bigruppe. Desuden har Fjerde Internationale, mere i international sammenhæng end i partiets danske afdeling Socialistisk Arbejderparti, og modsat stort set alle andre venstrefløjspartier, tidligt sat LGBT-spørgsmål på sin politiske dagsorden.[21] F.eks. har det internationalt organiserede parti siden 1985 haft både kvinde- og LGBT politik som faste prioriteringer på de årlige internationale ungdomslejr, også med deltagelse fra Danmark. Hvad angår Enhedslisten har partiet, foruden et Queer-udvalg, længe har haft et kvindeudvalg.

 

Væsentligt er det her at nævne at det var tiltag som særlige udvalg, koncentration om f.eks. kønspolitiske dagsordener på særlige mærkedage etc., der netop udsattes for kritik fra separatistisk side. Nemlig fordi dette medvirkede til at reducere køn og seksualitet til delpunktskampe. Ligeledes er det påpeget fra separatistisk side at temaudvalg af den nævnte slags, trods åbenheden for og ønsket om det modsatte, alligevel primært består af hhv. kvinder og kønslige og seksuelle afvigere, og med andre ord kan ses som en slags skabsseparatisme.

 

Væsentligt er det imidlertid også at nævne de kritikker for racisme og manglende evne til at sætte sig ud over “danskhed” og “hvidhed” som uitalesatte selvfølgeligheder som f.eks. PUT og den indvandrerseparatiske gruppe Sammenslutningen af Integrationsmodstandere (SIM) rettede mod det autonome feministiske miljø omkring årtusindskiftet.[22] Tankevækkende er det i den sammenhæng at kun en enkelt separatistisk gruppe, nemlig den kønsseparatistiske kvindehusbaserede gruppe Projekt: Anti-imperalistisk Kamp (P:AK) benævner sig selv som en gruppe bestående af såvel migrante som ikke-migrante.[23] I det hele taget ser separatisme i det københavnske, ud over fagbevægelsen, ud til at centrere sig om netop køn og seksualitet og med meget lille grad af opmærksomhed knyttet til raciale og nationale sociale kategoriseringer som social basis for organisering.

Sådanne kritikker, herunder også f.eks. PUTs kritik af feminismens heterosexisme, udgør en indvending mod den separatistiske organiseringsform: for hvilke strukturer er det der tilsløres i separatistisk sammenhæng? En sådan kritik er noget af det, der også ligger i de indvendinger mod separatisme der rejses fra f.eks. Enhedslistens Queerudvalg (ØQ). Omvendt kan ØQs arbejde netop siges at blive ramt af de indvendinger mod ikke-separatisme, som rejstes fra de køns- og seksualseparatistiske grupper i 1990’erne. At udvalgsarbejde inden for f.eks. de store kønsblandede partier netop risikerer at ende i alt andet end analyse- og kamp-perspektivpolitik – eller rettere: at politisk tematisering af køn og seksualitet reduceres til køns- og seksualitets-emnearbejde underordnet “den store fællessag”, det være sig klassekampen eller nu om dage på den parlamentariske venstrefløj, måske snarere “velfærdskampen”. Ser man på artikler og aktiviteter som de fremstår på ØQ’s hjemmeside er der desuden primært tale om tematisering af køn- og seksualitet – og ikke så meget om bredere politisk kamp med udgangspunkt heri. Og hvor ØQ her i nogen grad rækker ind i spørgsmålet om racisme og nationalisme isoleret set, ser queerperspektivet her ikke ud til at række ind i spørgsmål knyttet til kapitalisme og produktion af klasse. Herunder hvordan racialisering er knyttet hertil. Det samme kan imidlertid siges om også de nutidige og tidligere venstreradikale grupper af køns- og seksualseparatistisk karakter.

I forlængelse heraf vil jeg foreslå en række spørgsmål til diskussionen om separatistiske organiseringer vs. ikke-separatistiske og anti-separatistiske på det køns- og seksualpolitiske felt. De kan formuleres som i det følgende:

Hvad er det der gør at social og politisk organisering ud fra arbejdsdeling og kapitalistisk produktionsmåde, f.eks. arbejderbevægelsen og studenter-bevægelserne, ikke opgøres som identitetspolitik, mens organisering ud fra køn, seksualitet og racialisering ofte kritiseres for at være identitets- og synlighedspolitik?

Kan det snarere betale sig at se på disse sociale kategorier som sociale vilkår og positioner, hvor de dertil knyttede identiteter netop har politisk beskaffenhed og derfor bliver interessante at organisere politisk kamp ud fra?

Kan dét at kæmpe for rum til livsudfoldelse for det udgrænsede (som f.eks. synliggørelse af det usynliggjorte) overhovedet undgå at være med til at konstituere og reproducere social kategorisering? Og bør kampe for rum derfor opgives?

Og omvendt: Hvordan angribe social kategorisering og dermed social klassifikation uden at gøre de sociale kategoriseringer synlige? Og hvis den politiske strategi alene prioriterer angreb og dekonstruktion: hvordan så undgå at gøre det usynligjorte og de usynliggjorte endnu mere usynlige?

Overordnet hænger disse spørgsmål således sammen med forhold, der ikke alene er strategiske, men forbundet til den sociale kritiks form og analysekategorier. Hvordan anskues og fremanalyseres social kategorisering? Anses sociale kategorier for primært at være sprogligt, diskursiv, bevidstheds- og betydningsmæssigt genererede? Til denne side, vil jeg sige, hælder dele af den queer-teori-brug som praktiseres på den københavnske venstrefløj. Eller anses sociale klassifikationer for alene at være i klassisk forstand materielt forankrede, hvorfor deres oprindelse skal søges i kapitalistiske produktionsforhold? Til den side svinger den klasse- og velfærds-kampsorienterede venstrefløj – med teoretisk legitimering i bestemte fortolkninger af marxisme. Spørgsmålet om organisering ud fra enten sociale vilkår og kategorier (og i så fald ud fra hvilke sociale kategorier) eller ud fra perspektiver og bevidsthedskategorier – og spændingsfeltet her imellem – hænger således sammen med hvilke forståelser af hvad der er drivkræfterne i det sociale. Herunder hvad der ses som forandrende kræfter i de forskellige politiske organiseringsformer og traditioner. Og med hvorledes det sociale forstås i spændingsfeltet mellem materialitet – og symbolik og betydning.

På denne måde rækker spørgsmålet om separatisme vs. ikke-separatisme vs. anti-separatisme ud i spørgsmålet om hvordan et revolutionært projekt kan forstås i dag: Hvilke kampe udgøres “kampen” af? Hvordan mobilisere til social forandring i et samfund, hvor klasser fremstår som stærkt uddifferentierede og hvor arbejdsdelingen netop må forstås som kønnet, racialiseret og seksualiseret?

Hverken separatisme, ikke-separatisme eller anti-separatisme besidder i sig selv de strategiske og analytiske løsninger på disse spørgsmål. Men at tage diskussionen om hvad social klassifikation kan forstås som og hvordan revolutionær social mobilisering kan praktiseres i dag i spændingsfeltet mellem disse, er til gengæld en oplagt mulighed.

I en sådan diskussion må indgå at de sociale struktureringer, som sætter sig igennem i sociale kategoriseringer, netop ikke virker på samme vis. Hvor f.eks. den ikke-heteroseksuelle usynliggøres, fungerer repression i forhold til f.eks. den migrante med relation til “de muslimske lande” gennem overeksponering. Desuden må det diskuteres om seksualiteter og racialiseringer ikke snarere kan forstås som iboende i klassesamfundet og som noget der har klassespecifikke effekter, snarere end som noget der krydser (eller inter-sektionerer) med klassestrukturer.

I denne sammenhæng besidder de køns- og seksualpolitiske venstrefløjsmiljøer vigtige ressourcer for at gentænke hvad klassesamfundet i dag kan forstås som. Men denne diskussion kan ikke reduceres til en alene socialanalytisk og teoretisk diskussion, men må netop også tages i sammenhæng med politiske kamperfaringer og med henblik på udviklingen af strategier, hvis den skal gøres frugtbar i et radikalt og venstreorienteret projekt, som gen- og omtænker social kamp, og som stiler mod radikal forandring af det bestående.

item2a