I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne så en ny form for separatistisk bevægelse dagens lys i form af den radikale queer-aktivisme. Bedst kendt er i denne sammenhæng det såkaldte queer-manifest, uddelt som løbeseddel til Priden i New York i 1990. Med erklæringer som “I hate straights” var retorikken mildt sagt uhøflig over for både heteroseksualitet og heteroseksuelle, ikke helt ulig den plakat, der under Priden i København for et par år siden prydede Københavns mure med teksten “Stop hate crimes – bank en hetero”.

Forargelsen var stor, og er det for så vidt stadig, for det var jo “omvendt racisme”. Eller et perspektivløst angreb på heteroer i stedet for på heteroseksualitet som samfundsmæssigt strukturerende, eller i nyere queer-teoretisk vokabular: normativt.[16] Går man bag om den konkrete ordlyd, kan manifestationerne dog forstås som aktioner, snarere end som bogstavelig ideologi. Aktioner, hvor “tingene” vendes på hovedet for at afsløre det “vi” anser for selvfølgeligt. Et angreb på normer og på de normsættende, i stedet for appel om forståelse. Den tidlige radikale queeraktivisme satte fokus på det der sjældent nævntes, heller ikke i de rettighedsorienterede homobevægelser, men som på nogle måder er arvegods fra 1970’ernes lesbiske bevægelser og bøssebevægelser. På dét, der tages for givet; nemlig heteroseksualitet. Forskellen mellem den radikale queeraktivisme i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne - og 1970’ernes bøsse- og lesbiske bevægelser er imidlertid queer-aktivismens forstærkede fokus på, for ikke at sige dyrkelse af, det grimme, det uappetitlige, det afvigende og det perverse i stedet for et positivt fokus på mod-identiteter. Dette træk går igen i den i Kvindehuset i København baserede gruppe Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet (PUT), der var virksom fra midten af 1990’erne og nogle år ind i det nye årtusind.

PUT var i det københavnske landskab af kønsseparatistiske grupper en enlig svale, i og med at gruppen som den eneste var organiseret med udgangspunkt i en social position i forhold til seksualitet og ikke i forhold til køn alene. Hvor Feministisk Aktion, der så lyset i 1994, nok satte temaer som tvangsheteroseksualitet på dagsordenen, var de grupper, der var med til at starte aktionsforummet eller opstod i kølvandet heraf, f.eks. Revolutionære Feminister, Autonome Feminister, Kvindebanden Phoolan Devi, og senere kvindegruppen Medusa, organiseret med udgangspunkt i (kvinde-)køn. Noget lignende gjorde sig gældende for den ligeledes kvindehus-baserede gruppe Vagina Dentata, der i midten af 1990’erne blev landskendte for at opfordre kvinder til at banke voldtægtsmænd og mænd til kun at gå ud om aftenen, hvis de kunne skaffe sig kvindelig ledsagelse. Dette som et modspil til politiets udmeldinger i forbindelse med en voldtægtsbølge, hvor kvinder opfordredes til kun at gå ud efter mørkets frembrud, hvis de var ledsaget af en mand. Vagina Dentata gjorde som den eneste radikale feministiske gruppe i 1990’erne meget ud af at eksplicitere at de var en gruppe af både lesbiske og heteroseksuelle feminister, men markeringen havde det med at drukne i gruppens kvindeorienterede dagorden. For alle de nævnte grupper gælder det at relationen til og forankringen i det københavnske autonome miljø var klar. Ingen af de nævnte grupper så feministisk kamp som isoleret fra spørgsmål om stat, kapital og imperialisme, men søgte at bruge den feministisk-separatistiske organisering som afsæt for revolutionær kamp. Eller rettere: feminismen som et omfattende radikalt politisk projekt søgtes genintroduceret efter at den igennem 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var gledet over i rettigheds- og ligestillingsarbejde og i talen om at (ligestillings)kampen var vundet og forbi.

En af de store diskussioner som disse grupper tog op var fænomenet dobbeltorganisering. Hvad gjorde det ved det politiske arbejde når aktivister samtidig var organiseret feministisk separatistisk og i kønsblandede organiseringer? Problemet var her risikoen for at reducere feministisk organisering til at være et “emnearbejde” som man lavede “ved siden af den egentlige kamp sammen med drengene”. Altså at feministisk organisering risikerede at reducere sig selv til “kvinde-emne om torsdagen”, hvis ikke den feministiske organisering var udgangspunkt for hele det politiske arbejde. Altså som basisorganisering. Flere organiseringer var i konsekvens heraf skeptiske over for eller deciderede modstandere af dobbeltorganisering. Separatisme ansås her for at være en strategi til at angribe multiple undertrykkelses-strukturer med en basis i et udvalgt socialt fælles vilkår.

PUT lå både i krig med og var samtidig en del af både venstrefløjen og homomiljøet, forstået som såvel den homoseksuelle subkultur som det rettighedsorienterede Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL). LBL blev angrebet for racisme og for knæfald for systemet i form af lobbyarbejde, mens det autonome miljø, det autonome og ikke-autonome feministiske miljø og den øvrige venstrefløj blev angrebet for heterosexisme. Samtidig lagde gruppen afstand til betegnelser som “lesbisk feminisme” og “lesbianisme”. I gruppens navn fremhæves netop angreb på strukturer (”...udrensning af tvangsheteroseksualitet”) og ingen positiv identitet eller en sådan identitet som basis for ideologisering i sig selv. At være lesbisk opfattedes som en “ikke-identitet” og en “ikke-mulighed” i et tvangsheteroseksuelt samfund, som det hedder i flere af gruppens tekster, med andre ord noget, der kun bliver muligt gennem angreb og dekonstruktion. Gruppen betegnede sig selv som revolutionære lesbiske, som “en blanding af anarkister, kommunister mm.”[17] og som “en gruppe af lesbiske, der kæmper mod kapitalisme, heterosexisme, racisme og patriarkat og altid ud fra et lesbisk udgangspunkt”.[18] Symptomatisk for gruppens markeringer af hvad der kunne ligne identitet og synlighedsarbejde var f.eks. løbeseddelteksten uddelt til Priden i 1998, hvoraf det fremgik at gruppen ville “synliggøre ... at lesbiske er grimme fordi vi ligner mænd”.

Skal man ud fra ud fra de nævnte 1990’er grupper og på baggrund af de seneste tre-fire årtiers køns- og seksualseparatistiske bevægelser forsøge sig med en typologisering af separatismer, kan man sige at man i den ene ende af spekteret kan tale om en primært ældre separatistisk isolationisme, hvor strategien er at kæmpe for en bedre verden ved at trække sig tilbage fra den. Altså en frirumstækning, der kendes fra projekter som Christiania, og som i Danmark kan findes i jordbrugskollektiver som Kvindelandet og kursussteder og kollektiver som Skrækkenborg og Kvindehøjskolen i 1970’erne og 1980’erne. Denne form finder vi ikke repræsenteret blandt de seneste årtiers køns- og seksualpolitisk organiserede separatismer.

Derimod finder vi en form repræsenteret, hvor separatisme bliver en strategi til at arbejde på den radikale venstrefløj uden at behøve at kæmpe organiseringsinternt for feministiske perspektiver. Til denne type hører Feministisk Aktion, Medusa, Phoolan Devi og Vagina Dentata.[19] I nogle af disse gruppers form bliver dette til i en direkte modstand mod dobbeltorganisering. Også KRAN og KAKA indskriver sig i denne argumentation.

En gruppe som PUT adskiller sig som nævnt ved at sætte seksualitet som social position som udgangspunkt for organisering. Ligeledes taler gruppen eksplicit om alliancer, men alliancer hvori man indgår som gruppe. Noget lignende er tilfældet med en nutidig gruppe som KRAN. Vi kan kalde denne form for separatisme for alliance-separatisme. Den kendetegner grupper, der eksplicit involverer sig i alliancer, men med deres egen separatistiske organisering som udgangspunkt.

En anden form for alliance-separatisme gør sig gældende for grupper som KAKA. Ligeledes f.eks. Det Anti-Imperialistiske Initiativ,[20] et netværk af grupper og enkeltpersoner, opstartet i forbindelse med EU-topmødet i København 2002, og som i nogle år organiserede antiimperialistisk arbejde i og omkring Kvindehuset ud fra alliancer mellem transkønnede, lesbiske og bi- og heteroseksuelle kvinder. Her er således tale om en separatisme hvor både køns- og seksualitetskategorier af mange slags eksplicit på spil. For f.eks. KRAN og KLAM opretholdes en orientering mod hhv. køn eller seksualitet. KLAM forholder sig kun til køn i forhold til transkønnethed og som en måde at italesætte seksualkategoriers kønnede differentiering på. KRAN differentierer ikke kategorien “kvinde” konkret, men alene principielt. Denne form for alliance-separatisme kan måske snarere kaldes allieret separatisme og udgør den anden ende af spekteret.