Er dét at organisere sig politisk med udgangspunkt i køn og seksualitet en måde at tage rum på, eller er det snarere at reproducere de sociale strukturer man ønsker at bekæmpe? Venstrefløjens traditionelle orientering mod klassekamp har siden 1970’erne fået “konkurrence” fra de “nye” sociale bevægelser, der har sat køns-, seksualitets- og racialiseringsspørgsmål på venstrefløjens politiske dagsorden. Også i dag hvor venstrefløjskampen ser ud til at have problemer med at finde fokus, at prioritere kampfelter og relatere dem til hinanden, afføder køns- og seksualpolitisk kamp og politisk organisering hede diskussioner. Spørgsmålet om hvorvidt det giver mening at organisere sig køns- og seksualseparatistisk hænger sammen med, hvordan politisk organisering kan og bør forbindes med sociale interesser. Og hvordan sociale interesser tager sig ud og kan italesættes i dag.

Splitter separatisme “den fælles kamp”? Opretholder separatisme falske forestillinger om fællesskaber eller er separatisme en måde at anfægte konsensus om fællesskaber på? Bidrager separatisme til at opretholde sociale kategorier og dermed hierarkier eller åbner separatisme tværtimod disse for angreb og kritik? Er separatisme et mål i sig selv eller en pragmatisk strategi? Denne artikel giver ikke svarene, men vil lave nedslag i landskabet af separatistiske køns- og seksualpolitiske grupper i København vs. de netop ikke-separatistiske. Formålet er at skitsere en ramme til en diskussion om køn og seksualitet som udgangspunkt for politisering og organisering ud fra 15 års københavnsk venstrefløjshistorie.[1]

På hvad man kan kalde den københavnske radikale køns- og seksualpolitiske scene har der gennem 1990’erne og frem til i dag været store diskussioner for og imod separatisme. Dette både “internt” og i relation til det venstrefløjsmiljø, ikke mindst det radikale venstrefløjsmiljø, som denne scene på godt og ondt er tæt forbundet med.

En af de traditionelle venstrefløjsindvendinger mod organisering med udgangspunkt i køn og/eller seksualitet er at sådanne organiseringer splitter den fælles kamp. Af nyere dato er det imidlertid at politisk organisering med udgangspunkt i køn og seksualitet mødes med indvendinger fra organiseringer, der i høj grad netop samles om køns- og seksualpolitik. Et eksempel på dette er Enhedslistens Queerudvalg (ØQ) i det parlamentarisk repræsenterede socialistiske parti Enhedslisten – De rød-grønne, der i deres hjemmesidepræsentation understreger at man “ikke skal VÆRE noget bestemt” for at være med i udvalget.[2] Queer er ikke en “identitet” og er ikke det samme som de klassiske LGBT-kategorier: lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede. “Perspektivpolitik”, dvs. queer som analyse- og bevidsthedskategori i forhold til “køns- og seksualitetspolitik”, bliver her alternativ og modspil til organiseringsformer, der, underforstået, ses som knyttede til kategorier, der handler om “at være”, altså som knyttede til “identitet”.

I det køns- og seksualpolitisk orienterede venstrefløjslandskab er der imidlertid andre tilgange til separatisme på spil. Kønsforrædernes Altomfattende KampAlliance (KAKA), en i Kvindehuset baseret venstreradikal gruppe af biseksuelle og heteroseksuelle kvinder og lesbiske, taler f.eks. godt nok offensivt om lesbisk og biseksuel identitet i deres hjemmesidepræsentation.[3] Men samtidig italesættes identitet som et forhold, der bliver politisk i forbindelse med sociale koder knyttet til “heterosexisme og patriarkat”. Derved ses “lesbisk og biseksuel identitet” ikke som noget i sig selv godt og positivt, der i kraft heraf kan danne udgangspunkt for organisering. Snarere er det som sociale vilkår at kønnede og seksuelle kategorier bruges – i form af det “forræderi” som de sociale praktikker, der knytter sig til sådanne “identiteter”, skaber i det sociale. Identitetsorienteringen opbrydes desuden yderligere i gruppens argumentation for at bruge ordet “alliance” om deres organiseringsform.[4] Her betones netop de store interne sociale positionsforskelle mellem den kønsseparatistiske gruppes medlemmer i forhold til seksualitet og klasse såvel som til kategorien køn. Det er desuden fraværet af “mænd” og ikke tilstedeværelsen af “kvinder”, der gør det muligt for gruppens medlemmer at agere politisk – og at gøre det netop som andet end “kvinder”. Kønsseparatisme bliver her et værn mod at blive politisk fastholdt i en almengørende feminisme alene.

Andre grupper understreger på lignende vis det strategiske og magtanalytiske element i separatistisk organisering. KRAN, der bl.a. definerer sig som en feministisk, socialistisk og queerpolitisk gruppe (foruden “idealistisk” og “optimistisk”) definerer dét at være organiseret “separatistisk hvad angår køn, dvs. at mænd er udelukkede fra at være med”, som et politisk og strategisk valg. Dette valg ses som nødvendigt til trods for at det af gruppen selv beskrives som et paradoks, når gruppen samtidig kalder sig queer-feministisk. Men når gruppen vælger at organisere sig ud fra en kategori de samtidig søger at nedbryde, hænger det sammen med at dét at ville anfægte hvad “normalitet” er og at ville opløse kønskategorierne, anses for at have de bedste betingelser, når det ene køn udelukkes. Traditionelle arbejdsdelinger mellem kønnene, der kendes fra traditionelle kønsblandede organiseringer, er nemlig dermed ikke er givne i organiseringen af gruppens arbejde.[5] Gruppen peger på rødstrømpebevægelsen som en central inspirationskilde,[6] foruden “den queer-politiske bevægelse” og “den globale anti-kapitalistiske bevægelse”, men anfører samtidig at have mistet troen på “ét stort kvindeligt fællesskab”.