For at sætte dette i perspektiv er det nødvendigt at træde et par skridt tilbage tidsmæssigt og stille spørgsmålet: hvad er det egentlig der opgøres og opgør sig selv som separatisme?

Når jeg og mine københavnske kammerater i 1990’erne diskuterede med radikale lesbiske kammerater på den internationale scene, f.eks. kammerater fra den frankofone tradition for radikalt lesbisk arbejde i Paris og Montreal, førte det til tider til misforståelser, når vi brugte ordet separatisme. Vi brugte ordet som betegnelse for politisk organisering med udgangspunkt i en social position som lesbisk. For dem og mange andre var separatisme snarere betegnelsen for at være på “jordtrip”: at tage ud på landet og starte sit eget samfund, hvor man mente at have sat sig ud over samfundets undertrykkelsesstrukturer, søgte at være selvforsynende osv. Altså en radikal udgave af frirumstænkning. En isolationisme, meget langt fra de venstreorienterede grupper og bevægelser organiseret med udgangspunkt i seksualitet og køn som vi alle havde som praksis, og hvor man netop til bitterlighed vedkendte sig at være en del af de samfundsmæssige strukturer, herunder den venstrefløj, man samtidig angreb. Det være sig i Hamborg, København eller Quebec. Skal man nærme sig en definition af separatisme, som det siden 1990’erne er blevet brug i København, er det centrale træk netop ikke isolationisme, men organisering på baggrund af afvigelsen fra bestemte sociale forventninger og praktikker, der i forvejen er magtfulde og strukturerende samfundsmæssigt. Den separatistiske organiseringsform ses som en måde at adressere disse vilkår på og gøre dem til politiske temaer. Hvordan og i hvilken grad man allierer sig med andre, og hvilke former for kategorisering der tages udgangspunkt i, varierer til gengæld.

Sådanne former for separatisme trækker indlysende nok på 1960’erne og særligt 1970’ernes nye sociale bevægelser: Black Liberation, Women’s Liberation og Lesbian og Gay Liberation,[12] hvor et af hovedargumenterne for organiseringsformen var at den undertrykte ikke har rum til at befri sig selv og til at adressere og bekæmpe undertrykkelsen, så længe man organiserer sig sammen med undertrykkerne. Set i et mere overordnet perspektiv kan man sige, at de nye sociale bevægelser bragte andre sociale klassifikationer end klasse ind på venstrefløjens politiske dagsorden. Det nye var altså et brud med den dominerende orientering mod arbejderbevægelsen og de dertil relaterede partier og organisationer. Det være sig af socialistisk, anarkistisk og kommunistisk art. Noget som havde præget venstrefløjen siden oprettelsen af Første Internationale (1864), en international arbejdersammenslutning (senere defineret som revolutionær), hvor arbejderklassens økonomiske frigørelse, jf. Marx’ stiftelsestale, sås som det mål, enhver politisk bevægelse må underordnes. I arbejderbevægelsen var særlige kvindelige fagforeninger blandt andet opstået i konsekvens af fagforeningers modstand mod at organisere kvindelige arbejdere,[13] mens kvindekamp i sig selv ikke ansås for at være en social basis, og da slet ikke en primær basis, for revolutionær virksomhed. Man kan altså sige, at venstrefløjen siden slutningen af 1800-tallet havde lænet sig op ad en separatistisk organiseret social bevægelsesform, nemlig arbejderbevægelsen, og at denne måde at opgøre sociale interesser på nu fik modspil fra nye bevægelser, der stadig benyttede sig af en klasseanalyse- og kampstrategi, men hvor denne analyse samtidig blev opbrudt af organisering ud fra og tematisering af andre strukturbestemte sociale kategoriseringer.

Fælles for de tre nye befrielsesstrømninger var, at der var tale om bevægelser, der ville mere end at kræve lige rettigheder.[14] Bevægelser, som foruden at kræve rum til det udgrænsede og at fejre skønheden i det foragtede, søgte at kritisere og angribe samfundsmæssig struktur som andet og fra andre perspektiver end klasse og klassesamfundet. Men dette, som nævnt, uden at opgive et klassekampsperspektiv. Med slogans som “Ingen klassekamp uden kvindekamp” og “Det private er politisk” var det snarere et spørgsmål om at tilføje social anti-kapitalistisk kamp perspektiver, der ikke fik plads i traditionelt venstrefløjsarbejde og at vise at f.eks. patriarkalske strukturer også gennemsyrede venstrefløjen. At konsensus om en enkel og sammenhængende venstrefløjsinteresse, primært opbygget omkring en analyse koncentreret om forholdet mellem arbejde og kapital, ikke var nok til at beskrive et kapitalistisk og patriarkalsk samfunds funktionsmåder. Ej heller ikke nok til at bekæmpe og forandre dette samfund. Ligeledes kan de lesbiske bevægelser, der så dagens lys i 1970’erne ikke opfattes som anti- eller u-feministiske. Snarere søgte de lesbiske bevægelser at sætte fokus på, at heller ikke de feministiske bevægelser formåede dels at indtænke heteroseksualitet som en undertrykkende ideologisk og praktisk konstruktion i den anti-patriarkalske analyse, dels at tematisere lesbiskes livsvilkår og gøre disse til genstand for politisk kamp. Men fokus for kampen var netop langt bredere end f.eks. kvinders og lesbiskes sociale vilkår alene: angrebet rettede sig mod alt fra stat og kapital til familien og dobbeltsengen. Samlet set var 1970’ernes sociale bevægelser en udfordring til den traditionelle venstrefløjs opdeling af kampen i hovedkampen (klassekampen med udgangspunkt i arbejderklassen), hvor under alle andre kampe (sortes, kvinders, lesbiskes, bøssers) i bedste fald underordnedes delpunktskampe. I værste fald reduceredes de til at være noget, der ville løse sig efter revolutionen eller som affejedes som splittelsesforsøg eller borgerlig dekadence.

Samtidig må bevægelserne netop forstås i forlængelse af arbejderbevægelsens strategi: Det var ud fra levede sociale vilkår at organisering og bevægelse søgtes skabt og ikke primært ud fra idémæssige fællesskaber. Den såkaldte Triple Oppression teori og strategi,[15] genereret af sorte kvinder bl.a. i og omkring Black Panther Party sætter ord på dette. Mennesket som politisk og socialt væsen må ikke alene forstås som positioneret i forhold til en social struktur som racisme, men også i forhold til patriarkat og kapitalisme. Triple Oppression kan med andre ord forstås som en bevægelsesgenereret forløber for det, der i den akademiske verden i dag går under betegnelser som intersektionalitet: Der sættes fokus på både sociale strukturer som plurale/multiple og på den enkelte aktør, som et sted hvor disse strukturer mødes og brydes, og dette vilkår ses som udgangspunktet for politik og må indtænkes i politisk organisering.

Et fællestræk ved 1970’ernes sociale bevægelser er desuden fejringen af det oversete og foragtede og konstruktionen af alternative praksisser og positive modbilleder. Mod-identiteter, om man vil. Slogans som “Black is beautiful”, genskrivninger af historien ud fra f.eks. matriarkalske og afrikanistiske perspektiver og ideen om såkaldte “kvindeidentificerede kvinders” blide seksualitet med hinanden som en særligt anti-patriarkalsk seksualitetsform, kan nævnes i denne sammenhæng. Sådanne elementer i bevægelserne er siden blevet kritiseret for at modarbejde det kritiske perspektiv ved selv at bidrage til at opbygge sociale kategorier som positive essenser. Derved, lyder kritikken, har bevægelserne snarere bidraget til undertrykkelsesstrukturernes opretholdelse og cementering end til at nedbryde dem. 1970’ernes sociale separatistiske bevægelser er i sammenhæng hermed som samlede størrelser blevet beskyldt for at reducere sig selv til identitetspolitiske projekter. Hvor rigtig denne kritik helt eller delvist måtte være, er der imidlertid ikke i sig selv tale om en ny mekanisme sammenlignet med bevægelsernes forløber: arbejderbevægelsen. Også arbejderbevægelsen opbyggede positive modbilleder omkring kategorien “arbejder”: proletarisk kultur i form af litteratur, musik, særlige ritualer, som 1. Maj, og huse for bevægelsen som den skandinaviske tradition for ”Folkets hus”-e. For alle nævnte bevægelsestyper, arbejderbevægelsen inklusive, kan man altså sige at de bygger på en kombination af organisering ud fra bestemte sociale og dermed både symbolske og materielle vilkår, der strategisk gøres til udgangspunkt for bredere social kamp. Og at her er angreb og hvad man i dag kan kalde dekonstruktion gået hånd i hånd med opbyggelsen af en positiv og fejrende produktion af mod-identiteter.