item1

Dorthe Staunæs

På tur med guiden - En slags review af Nina Lykkes Kønsforskning –  en guide til feministisk teori, metodologi og skrift

NinaLykkeKnsforskning

 

“Skolebørn bliver bedst, når lærere føler for dem”, lød overskriften på Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles intra-net forleden. Lærere, der kan grammatik til fingerspidserne eller er matematiske genier, er ikke altid de bedste. For skolebørnene kan kun blive dygtige læsere og lignings-knækkere, hvis læreren kan leve sig ind i, hvordan børnene har det. Det viser en gennemgang af 70 internationale undersøgelser om, hvad lærere skal kunne for, at børn klarer tests godt. “Vi skal uddanne lærerne til at kunne skabe tætte bånd, hvis børnene skal lære noget. Og i stedet for at skælde ud, når der er konflikter, skal lærerne få børnene til at forstå, hvorfor konflikten er der. Så vil børnene vise bedre resultater,” udtalte en af medforfatterne på undersøgelsen.

 

Foruden at blive glad for, at undersøgelsen passede som fod i hose med en forskningsrådsansøgning, jeg netop havde broderet på, hvor jeg tager afsæt i, at den affektive vending[1] i form af blikke for krop og emotionalitet ser ud til at være kommet til den pædagogiske forskning og praksis, ja så blev jeg straks lidt forbeholden – nogle (Eve Kosofsky Sedgwick og jeg selv f.eks.) vil nok kalde det mistænksom, men lad det nu være for nu.[2]

For det første, hvordan er det nu lige, lærere skal føle for at fremme elevers læreprocesser? Det rejser spørgsmål om etik, privathed og diversitet i feltet. For det andet, hvilke effekter vil den type af kundskab have på skoledagen? På hvad der er offentlig? Privat? Og politisk? På magtfordelinger og andetgørelsesprocesser? Det rejser spørgsmål om forskning og videnstilbuds performative effekter.[3] Umiddelbart er det vel godt, at vi har øje for mere end de formelle læreprocesser, men kunne man forestille sig, at nogle lærere/elever føler på “den forkerte måde”, og at “den forkerte måde” tegner sig i mønstre, hvor køn, etnicitet, race, klasse, seksualitet ser ud til at poppe op, som betydningsgivende eller betydningsramte, tænker jeg. Styring gennem indføling ser ud til at være lidt af et komplekst, hybridt fænomen. Hvilke forskningskritiske og -politiske opmærksomheder er det produktivt at bringe med sig videre ind i en fortsat udforskning af, hvordan læreres emotionalitet og styring/ledelse af samme kan have indflydelse på forskellige slags børns udvikling af faglige og sociale kompetencer?

For at søge guidning og inspiration til at håndtere sådanne spørgsmål halede jeg straks Nina Lykkes nye velskrevne og inspirerende bog Kønsforskning – en guide til feministisk teori, metodologi og skrift op af tasken. Med en ambition om at beskæftige sig med hybrid-fænomen-problemstillinger kunne man jo etablere en rhizomatisk og affirmativ søgen efter alternative figurationer, og man kunne lade feministiske figurationer og refleksioner over begæret efter dem være retningsgivende for forskningsproces og valg af metodologiske strategier.[4] Som en kender af Lykkes guidning, ved jeg, at jeg i denne bog ikke skal forvente programmatiske svar eller en overlevelsestur a la B.S. Christiansen, men snarere noget i retning af en guidet safari med kig til animalske grænselande eller en international tour de force efter Michelins gourmet-stjerner og smagen af sublime begrebs-tilberedninger.

Jeg hentede tropehjelmen: For jeg vidste jo ikke om, jeg skulle være antropolog. Mit stetoskop: Jeg vidste jo ikke, om neurologiske perspektiver ville sætte mig på sporet af kønnede pande-frontal-lapper. Mit mikroskop: Måske gik vejen til udforskningen af følelser igennem laboratorierne? Mine lykkepiller: Som psykolog ved man trods alt ikke om den røde divan er nok. Min pisk: Skulle der meget selvransagelse til? Mit pt. imaginære Balanced Scorecard[5]: Tænk nu, hvis der lå ideer til endnu et par forskningsrådsansøgninger på disse sider og dermed en lønbonus ventende forude! Med alle disse videnskabens teknologier i rygsækken tog jeg på guidet tur ud i et kultiveret kønsforskningslandskab for at blive klogere på, hvordan jeg kunne formulere teoretiske og metodologiske spørgsmål om sammenhænge imellem børn, lærerindføling og læring.

Mine øjne stod på stilke. Jeg skulle jo have det hele med. For som guiden fortæller, er kønsforskning ofte på forkant teoretisk og metodisk,[6] og den agerer ofte utraditionelt i forhold til det allerede etablerede videnskabelige. Det er et landskab, der som guiden siger, kan iagttages som en postdiscplinær disciplin, der både integrerer sig i fag og går på tværs af dem.

Så lad mig indlede med en – med guidens ord – transversal dialog: Hvis vi nu eksempelvis skal genteoretisere over emotioner som styringsredskab i børnehøjde, hvad kan vi så lære gennem kønsforskningsblikke? Hvilke begrebsfelter og forskningspolitiske/strategiske pointer kan guiden pejle mig ind på? Uendeligt mange, men der er i hvert fald tre steder, der popper op igen og igen: 1. Diversitet og forandring, 2. Pæne manerer og generøsitet, og 3. Det diskursive og materielle – herunder tværfaglighedens stresspotentialer.

“som guiden fortæller, er kønsforskning

 

Diversitet og forandring

I samtlige kapitler fremhæves kønsforskeres optagethed af forandringspotentialer og muligheden for at få øje på diversitet og transformation. I forhold til et projekt som “Følelser som styringsredskab i børnehøjde” kan guiden hjælpe med at stille spørgsmål af typen: Gælder det med føleriet mon alle børn? I både drenge- og pigekroppe? Alle lærere? I både racialt minoriserede og majoriserede kroppe? Alle slags følelser? Hvordan teoretiseres der over afvigerne forstået som dem der føler på den – i forhold til bestemte normative forståelser – forkerte eller uproduktive måde? Hvordan kan man fremskrive nye figurationer, der fremviser, at noget kan være anderledes? Nye figurationer der kan fremdrive “imagined elsewheres”?[7]

item2a1

Gennem guiden får vi adgang til filosoffen Rosi Braidottis ideer om “politically informed account of an alternative subjectivity”, hvor skel imellem fornuft og fantasi udfordres, og hvor netop forestillingsevnen på vitalistisk vis inviteres ind i videnskaben og i kraft af sådanne rhizomatiske bevægelser bringer virtuelle visioner frem.[8] Ligesom vi får kendskab til biologen Donna Haraways cyborg-figur (hybrid imellem menneske og teknologi) og hendes ide om snorespillet “Cats Cradle”, der kan få samme snore til at indgå i talrige, stadig skiftende formationer. Det kan være, tænker jeg, at sådanne tankesæt og figurationer måske kan lede mig/projektet til at udvikle sigende begreber om privat-professionelle tekno-lærere, der udøver emotionel management og på den måde krydser grænser imellem privathed og professionalitet, teknologi og menneskekroppe, følelser som noget der bare er og følelser som styres og fremprovokeres. Ret så inspirerende!

Generøsitet og pæne manerer

Men læs også lige kapitel 3! Hvis du er interesseret i social og sproglig dekonstruktion af køn, men også hvis du er interesseret i at få et kig ind i den generøsitet og anerkendende facon, en del feministisk tænkning har arbejdet med og som guiden her er mester i.

I netop kapitel 3 får man nemlig en fornemmelse af, at dette ikke blot er et referat af tekster, men at det er guidens blik, vi låner, og vi ser at dette blik er originalt komponeret og komponerende for, hvad vi kan få øje på. Jeg kan fremhæve alt muligt, men her skal særligt fremstillingen af den genealogiske analyse fremhæves. Her viser guiden os nemlig, hvordan man kan lave en anti-kanonisk kanon, dvs. et korpus af tekster, som ikke repræsenterer kernen i et felt, men som alligevel trækker udvalgte tråde frem, der danner mønstre i det aktuelle. Frem for som vi ofte forledes til, når vi skal fortælle teori-historie, at tegne en lineær, ja, næsten evolutionær tekstrækkefølge frem, viser guiden os, hvordan man kan begynde i nutidens store trend, nemlig forståelser af køn som diskursivitet og så rulle begreberne baglæns. Man tænker begreberne tilbage som en produktiv metode, og viser, hvordan bestemte tråde kontinuert og diskontinuert kunne tænkes at udpege netop det aktuelle begrebsbud. I dette tilfælde køn som diskursivitet eller køn som diskursivt-materielt.

Den genealogiske analyse er forbilledligt tænkt og formidlet, og den lærer os som bliklånere noget om ydmyghed og generøsitet i forhold til både, det er hot pt., men også det der allerede har været hot længe.

“det er guidens blik, vi

Det diskursive og det kropsmaterielle

Jeg ved godt, jeg tilskrives visse præferencer og aversioner, og at disse præferencer og aversioner som oftest væver sig ind i en skoling i en socialpsykologisk og diskurspsykologisk tradition, der forsager biologismen og alle dens gerninger i psykologien. Men for at give den en tand til, tager jeg min guide i hånden og beder hende diskutere med mig og udfordre mig, og hun er klar med det samme: “Tror du det er nok, Staunæs”, lyder det fra guiden, “at tænke diskurs og kropstegn, når du vil se på følelser? Tror du ikke, at du må tage det lidt mere alvorligt og snuse mere til, hvordan en mere kropsmaterialistisk tilgang ville gribe sagen an?” “Jo”, nøler jeg, men går for at sikre mig lige igennem et par kapitler om intersektionalitetsteori for at genopfriske feministiske, queerteoretiske og postkoloniale argumenter mod naive og simple biologiseringer af køn, race og for at huske alle advarsler om kønskonservative effekter og xenofobiske og adultocentriske glidebaner. Først derefter lader mig så føre ind guidens læsninger af en deleuziansk/Spinoza-inspireret Rosi Braidotti og videre ind i Donna Haraways og Karen Barads etik-onto-epistemologiske universer. Og den tur giver mig faktisk gods til at formulere spørgsmål af typen: Hvor begynder og ender hjerne og hjerte, krop og sjæl, fornuft og følelse? Hvilke typer af teknologier fremmer sådanne komplekser, og hvordan væver kroppe og socio-materielle teknologier sig ind i og bliver medproducerende for forskellige typer af menneskelige følelser (eksempelvis forfængelighed, afsky og latterliggørelse)?
 

Tværfagligt emergeret stress

Jeg må sige, jeg blev noget forpustet på vejen. Måske gemmer der sig et gammelt spøgelse, rester af et andet paradigme, inde i tværfagligheden, multi- og transdisciplinariteten, nåede jeg at tænke inden, jeg stakåndet hastede videre. På en eller anden måde er det som om den mere specialfaglige ballast er ladt lidt ude af de eksplicitte overvejelser over, hvordan guidens/forskersubjektets fravalg “enacter” kønsforskning, valg af empiriske materiale og analyseambitioner. Jeg lurer lidt på, om fagligheden, den litterære baggrund, der udfoldes i introduktionen er for nedtonet i refleksioner over, hvad kønsforskning så bliver i denne guidning.

 

Når jeg blot læser guiden og glemmer at koble til projektet om emotionel management i børnehøjde bliver der nemt en mærkelig løsrevethed, ja, måske en seen-bort-fra genstandsfeltet. Guiden nævner kort, hvordan f.eks. filosoffen Judith Butler har lidt andre interesser end de naturvidenskabelige feminister, men jeg bekymres over, om vi mon kan komme i gang med at lave teori-imperialisme. Om det mon er lige her på nippet til det, vi skal sætte foden ned og insistere på, at der ikke skal laves teori om køn, men teori om køn i bestemte teoretiske og empiriske kontekster. For er det ikke også sådan, at disse kontekster ikke nøjes med at give os partiel indsigt i et tema, men er med til at bestemme og “frame”, hvad der bliver relevant at teoretisere over? Hvad betyder det f.eks., at jeg iagttager følelser igennem det vi genkender som styrings- og ledelsesbriller og ikke gennem f.eks. ekstreme eksklusions-mønstre som f.eks. mobning? Bliver det andre typer af følelser, jeg får øje for, og bliver min forståelse af følelser nødt til at trække andre begrebsliggørelser i værk, når det handler om professionaliseret styring/ledelse af dem, end når det handler om kammeratskabskulturens “enactment” af samme. Det er her, vi må tilbage til guidens kapitel 1 og huske os selv på Haraways berømmede ideer om viden som situeret.[9] Ikke bare i forhold til forskeren personligt eller fagligt, men i forhold til det empiriske felts specificiteter. Vi må medreflektere “sitet i vores seeing”.  

“jeg bekymres over, om vi

Som psykolog føler man sig ofte kaldet til at pege på det sygdomsfremkaldende ved kønskonservativt informerede forskeres entydighedsfordringer og måske lidt anale fikseringer, men også på stress, den følelse af “at der bare er for meget” og “jeg bliver aldrig færdig”, som den postdisciplinæres forsker kan opleve udi jongleringen med det fleksible, emergente og mangetydige. Alle disse tråde, jeg kunne trække i, gå ad og koble på nye måder, alle disse uoversættelige “sites”. Hvorfor er det de konstante udvidelser og overskridelser, der er honnørordene? Og kan det lade sig gøre? Er det produktivt? Kan vi helt praktisk, tids- og kompetencemæssigt leve op til det? For mig må der vist lidt (faglig) ydmyghed i forhold til, hvor meget man som enkeltforsker eller forskerteam kan beskæftige sig med. Der må vist vælges, hvis ikke udmattethed eller megalomani skal overvælde mig, og – sat på spidsen – for at det ikke fører til en geninstallering af et gudeblik, et øje i det høje (se kapitel 1), der overvåger alle problemstillingens tråde – nu baseret på ideen om, at jeg kunne rumme og teoretisere over uanede mængder af fagligheder, af kræfter og indbyrdes interaktioner. Personligt må jeg vist forlade mig på prioriteringer og udvalgte fokus, hvis jeg skal håndtere min følelsesmæssige og kropsligt forankrede stress. Så det var en sand lise, da jeg slog op i guidens gør-det-selv-kapitel (kapitel 10, hvis nogen skulle få lyst!), og opdagede, at den lidt forkætrede enkeltfaglighed (og her i guidens egen uddannelsesmæssige træning, litteraturvidenskaben) alligevel fik et vægtigt ord at sige. For her så jeg, at empirien i kapitlet sjovt nok var videnskabelige tekster (og ikke interview eller observationer, som vi psykologer ofte hænger fast i), og at analyseredskaberne eller læsestrategierne var raffinerede tekstanalytiske greb med forskydelseslæsninger og hele pibetøjet – og ikke grafer eller tal, som nogle af min andre (mere sociologiske eller økonomisk orienterede) kolleger sværger til.

 

Puha, jeg var i havn igen! Ok med enkeltfaglighed, men nu i en reflekteret, udfordret og omvæltet udgave. Og måske er guidens postdisciplinære indgang til de konkrete analysestykker meget Spivaks i sin ånd. Gayatri Spivak siger i et interview, at hun kun bryder regler i de discipliner, hun ikke kender, og hvor hun ikke har fagdisciplinær-træning.[10] Her er hun faktisk nødsaget til at bryde regler. For hende handler det ikke om at nedbryde discipliner eller områder, men om at reparere og infiltrere dem. Den pointe følges af en anden: Det er ikke kun kønsforskning, der imploderer enkeltfagligheder/discipliner, men også enkeltfagligheder/discipliner (hvis de da findes mere), der som diskursiv-materielle kræfter virker tilbage på, hvad kønsforskere får øje på og redskaber til. Så når jeg eksempelvis får øje på hvordan læreres følelser bliver et styringsredskab, hænger det nok også sammen med en socialpsykologisk skoling udi netop indre sammenhænge imellem individ og kontekst på et subjektniveau.

Jeg fik sjovt nok ikke brug for tropehjelm, stetoskop, lykkepiller eller et laboratorium. Men jeg er sikker på, at det var godt, jeg tog mit Balanced Scorecard med. Der er stof til forskningsrådsansøgninger derude, og der må klart være en bonus i vente! Guiden Kønsforskning er en vejviser, en udlåning af kvalificerede blikke, i et komplekst og multifacetteret kønsforsknings-landskab, men det er også en guide, der i sin form viser og inspirer til gode manerer – en rettesnor for akademisk pli og generøsitet.

review
item2a