“Skolebørn bliver bedst, når lærere føler for dem”, lød overskriften på Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles intra-net forleden. Lærere, der kan grammatik til fingerspidserne eller er matematiske genier, er ikke altid de bedste. For skolebørnene kan kun blive dygtige læsere og lignings-knækkere, hvis læreren kan leve sig ind i, hvordan børnene har det. Det viser en gennemgang af 70 internationale undersøgelser om, hvad lærere skal kunne for, at børn klarer tests godt. “Vi skal uddanne lærerne til at kunne skabe tætte bånd, hvis børnene skal lære noget. Og i stedet for at skælde ud, når der er konflikter, skal lærerne få børnene til at forstå, hvorfor konflikten er der. Så vil børnene vise bedre resultater,” udtalte en af medforfatterne på undersøgelsen.

Foruden at blive glad for, at undersøgelsen passede som fod i hose med en forskningsrådsansøgning, jeg netop havde broderet på, hvor jeg tager afsæt i, at den affektive vending[1] i form af blikke for krop og emotionalitet ser ud til at være kommet til den pædagogiske forskning og praksis, ja så blev jeg straks lidt forbeholden – nogle (Eve Kosofsky Sedgwick og jeg selv f.eks.) vil nok kalde det mistænksom, men lad det nu være for nu.[2]

For det første, hvordan er det nu lige, lærere skal føle for at fremme elevers læreprocesser? Det rejser spørgsmål om etik, privathed og diversitet i feltet. For det andet, hvilke effekter vil den type af kundskab have på skoledagen? På hvad der er offentlig? Privat? Og politisk? På magtfordelinger og andetgørelsesprocesser? Det rejser spørgsmål om forskning og videnstilbuds performative effekter.[3] Umiddelbart er det vel godt, at vi har øje for mere end de formelle læreprocesser, men kunne man forestille sig, at nogle lærere/elever føler på “den forkerte måde”, og at “den forkerte måde” tegner sig i mønstre, hvor køn, etnicitet, race, klasse, seksualitet ser ud til at poppe op, som betydningsgivende eller betydningsramte, tænker jeg. Styring gennem indføling ser ud til at være lidt af et komplekst, hybridt fænomen. Hvilke forskningskritiske og -politiske opmærksomheder er det produktivt at bringe med sig videre ind i en fortsat udforskning af, hvordan læreres emotionalitet og styring/ledelse af samme kan have indflydelse på forskellige slags børns udvikling af faglige og sociale kompetencer?

For at søge guidning og inspiration til at håndtere sådanne spørgsmål halede jeg straks Nina Lykkes nye velskrevne og inspirerende bog Kønsforskning – en guide til feministisk teori, metodologi og skrift op af tasken. Med en ambition om at beskæftige sig med hybrid-fænomen-problemstillinger kunne man jo etablere en rhizomatisk og affirmativ søgen efter alternative figurationer, og man kunne lade feministiske figurationer og refleksioner over begæret efter dem være retningsgivende for forskningsproces og valg af metodologiske strategier.[4] Som en kender af Lykkes guidning, ved jeg, at jeg i denne bog ikke skal forvente programmatiske svar eller en overlevelsestur a la B.S. Christiansen, men snarere noget i retning af en guidet safari med kig til animalske grænselande eller en international tour de force efter Michelins gourmet-stjerner og smagen af sublime begrebs-tilberedninger.

Jeg hentede tropehjelmen: For jeg vidste jo ikke om, jeg skulle være antropolog. Mit stetoskop: Jeg vidste jo ikke, om neurologiske perspektiver ville sætte mig på sporet af kønnede pande-frontal-lapper. Mit mikroskop: Måske gik vejen til udforskningen af følelser igennem laboratorierne? Mine lykkepiller: Som psykolog ved man trods alt ikke om den røde divan er nok. Min pisk: Skulle der meget selvransagelse til? Mit pt. imaginære Balanced Scorecard[5]: Tænk nu, hvis der lå ideer til endnu et par forskningsrådsansøgninger på disse sider og dermed en lønbonus ventende forude! Med alle disse videnskabens teknologier i rygsækken tog jeg på guidet tur ud i et kultiveret kønsforskningslandskab for at blive klogere på, hvordan jeg kunne formulere teoretiske og metodologiske spørgsmål om sammenhænge imellem børn, lærerindføling og læring.

Mine øjne stod på stilke. Jeg skulle jo have det hele med. For som guiden fortæller, er kønsforskning ofte på forkant teoretisk og metodisk,[6] og den agerer ofte utraditionelt i forhold til det allerede etablerede videnskabelige. Det er et landskab, der som guiden siger, kan iagttages som en postdiscplinær disciplin, der både integrerer sig i fag og går på tværs af dem.

Så lad mig indlede med en – med guidens ord – transversal dialog: Hvis vi nu eksempelvis skal genteoretisere over emotioner som styringsredskab i børnehøjde, hvad kan vi så lære gennem kønsforskningsblikke? Hvilke begrebsfelter og forskningspolitiske/strategiske pointer kan guiden pejle mig ind på? Uendeligt mange, men der er i hvert fald tre steder, der popper op igen og igen: 1. Diversitet og forandring, 2. Pæne manerer og generøsitet, og 3. Det diskursive og materielle – herunder tværfaglighedens stresspotentialer.

I samtlige kapitler fremhæves kønsforskeres optagethed af forandringspotentialer og muligheden for at få øje på diversitet og transformation. I forhold til et projekt som “Følelser som styringsredskab i børnehøjde” kan guiden hjælpe med at stille spørgsmål af typen: Gælder det med føleriet mon alle børn? I både drenge- og pigekroppe? Alle lærere? I både racialt minoriserede og majoriserede kroppe? Alle slags følelser? Hvordan teoretiseres der over afvigerne forstået som dem der føler på den – i forhold til bestemte normative forståelser – forkerte eller uproduktive måde? Hvordan kan man fremskrive nye figurationer, der fremviser, at noget kan være anderledes? Nye figurationer der kan fremdrive “imagined elsewheres”?[7]

Gennem guiden får vi adgang til filosoffen Rosi Braidottis ideer om “politically informed account of an alternative subjectivity”, hvor skel imellem fornuft og fantasi udfordres, og hvor netop forestillingsevnen på vitalistisk vis inviteres ind i videnskaben og i kraft af sådanne rhizomatiske bevægelser bringer virtuelle visioner frem.[8] Ligesom vi får kendskab til biologen Donna Haraways cyborg-figur (hybrid imellem menneske og teknologi) og hendes ide om snorespillet “Cats Cradle”, der kan få samme snore til at indgå i talrige, stadig skiftende formationer. Det kan være, tænker jeg, at sådanne tankesæt og figurationer måske kan lede mig/projektet til at udvikle sigende begreber om privat-professionelle tekno-lærere, der udøver emotionel management og på den måde krydser grænser imellem privathed og professionalitet, teknologi og menneskekroppe, følelser som noget der bare er og følelser som styres og fremprovokeres. Ret så inspirerende!