Men læs også lige kapitel 3! Hvis du er interesseret i social og sproglig dekonstruktion af køn, men også hvis du er interesseret i at få et kig ind i den generøsitet og anerkendende facon, en del feministisk tænkning har arbejdet med og som guiden her er mester i.

I netop kapitel 3 får man nemlig en fornemmelse af, at dette ikke blot er et referat af tekster, men at det er guidens blik, vi låner, og vi ser at dette blik er originalt komponeret og komponerende for, hvad vi kan få øje på. Jeg kan fremhæve alt muligt, men her skal særligt fremstillingen af den genealogiske analyse fremhæves. Her viser guiden os nemlig, hvordan man kan lave en anti-kanonisk kanon, dvs. et korpus af tekster, som ikke repræsenterer kernen i et felt, men som alligevel trækker udvalgte tråde frem, der danner mønstre i det aktuelle. Frem for som vi ofte forledes til, når vi skal fortælle teori-historie, at tegne en lineær, ja, næsten evolutionær tekstrækkefølge frem, viser guiden os, hvordan man kan begynde i nutidens store trend, nemlig forståelser af køn som diskursivitet og så rulle begreberne baglæns. Man tænker begreberne tilbage som en produktiv metode, og viser, hvordan bestemte tråde kontinuert og diskontinuert kunne tænkes at udpege netop det aktuelle begrebsbud. I dette tilfælde køn som diskursivitet eller køn som diskursivt-materielt.

Den genealogiske analyse er forbilledligt tænkt og formidlet, og den lærer os som bliklånere noget om ydmyghed og generøsitet i forhold til både, det er hot pt., men også det der allerede har været hot længe.

Jeg ved godt, jeg tilskrives visse præferencer og aversioner, og at disse præferencer og aversioner som oftest væver sig ind i en skoling i en socialpsykologisk og diskurspsykologisk tradition, der forsager biologismen og alle dens gerninger i psykologien. Men for at give den en tand til, tager jeg min guide i hånden og beder hende diskutere med mig og udfordre mig, og hun er klar med det samme: “Tror du det er nok, Staunæs”, lyder det fra guiden, “at tænke diskurs og kropstegn, når du vil se på følelser? Tror du ikke, at du må tage det lidt mere alvorligt og snuse mere til, hvordan en mere kropsmaterialistisk tilgang ville gribe sagen an?” “Jo”, nøler jeg, men går for at sikre mig lige igennem et par kapitler om intersektionalitetsteori for at genopfriske feministiske, queerteoretiske og postkoloniale argumenter mod naive og simple biologiseringer af køn, race og for at huske alle advarsler om kønskonservative effekter og xenofobiske og adultocentriske glidebaner. Først derefter lader mig så føre ind guidens læsninger af en deleuziansk/Spinoza-inspireret Rosi Braidotti og videre ind i Donna Haraways og Karen Barads etik-onto-epistemologiske universer. Og den tur giver mig faktisk gods til at formulere spørgsmål af typen: Hvor begynder og ender hjerne og hjerte, krop og sjæl, fornuft og følelse? Hvilke typer af teknologier fremmer sådanne komplekser, og hvordan væver kroppe og socio-materielle teknologier sig ind i og bliver medproducerende for forskellige typer af menneskelige følelser (eksempelvis forfængelighed, afsky og latterliggørelse)?
 

Jeg må sige, jeg blev noget forpustet på vejen. Måske gemmer der sig et gammelt spøgelse, rester af et andet paradigme, inde i tværfagligheden, multi- og transdisciplinariteten, nåede jeg at tænke inden, jeg stakåndet hastede videre. På en eller anden måde er det som om den mere specialfaglige ballast er ladt lidt ude af de eksplicitte overvejelser over, hvordan guidens/forskersubjektets fravalg “enacter” kønsforskning, valg af empiriske materiale og analyseambitioner. Jeg lurer lidt på, om fagligheden, den litterære baggrund, der udfoldes i introduktionen er for nedtonet i refleksioner over, hvad kønsforskning så bliver i denne guidning.

Når jeg blot læser guiden og glemmer at koble til projektet om emotionel management i børnehøjde bliver der nemt en mærkelig løsrevethed, ja, måske en seen-bort-fra genstandsfeltet. Guiden nævner kort, hvordan f.eks. filosoffen Judith Butler har lidt andre interesser end de naturvidenskabelige feminister, men jeg bekymres over, om vi mon kan komme i gang med at lave teori-imperialisme. Om det mon er lige her på nippet til det, vi skal sætte foden ned og insistere på, at der ikke skal laves teori om køn, men teori om køn i bestemte teoretiske og empiriske kontekster. For er det ikke også sådan, at disse kontekster ikke nøjes med at give os partiel indsigt i et tema, men er med til at bestemme og “frame”, hvad der bliver relevant at teoretisere over? Hvad betyder det f.eks., at jeg iagttager følelser igennem det vi genkender som styrings- og ledelsesbriller og ikke gennem f.eks. ekstreme eksklusions-mønstre som f.eks. mobning? Bliver det andre typer af følelser, jeg får øje for, og bliver min forståelse af følelser nødt til at trække andre begrebsliggørelser i værk, når det handler om professionaliseret styring/ledelse af dem, end når det handler om kammeratskabskulturens “enactment” af samme. Det er her, vi må tilbage til guidens kapitel 1 og huske os selv på Haraways berømmede ideer om viden som situeret.[9] Ikke bare i forhold til forskeren personligt eller fagligt, men i forhold til det empiriske felts specificiteter. Vi må medreflektere “sitet i vores seeing”.  

Som psykolog føler man sig ofte kaldet til at pege på det sygdomsfremkaldende ved kønskonservativt informerede forskeres entydighedsfordringer og måske lidt anale fikseringer, men også på stress, den følelse af “at der bare er for meget” og “jeg bliver aldrig færdig”, som den postdisciplinæres forsker kan opleve udi jongleringen med det fleksible, emergente og mangetydige. Alle disse tråde, jeg kunne trække i, gå ad og koble på nye måder, alle disse uoversættelige “sites”. Hvorfor er det de konstante udvidelser og overskridelser, der er honnørordene? Og kan det lade sig gøre? Er det produktivt? Kan vi helt praktisk, tids- og kompetencemæssigt leve op til det? For mig må der vist lidt (faglig) ydmyghed i forhold til, hvor meget man som enkeltforsker eller forskerteam kan beskæftige sig med. Der må vist vælges, hvis ikke udmattethed eller megalomani skal overvælde mig, og – sat på spidsen – for at det ikke fører til en geninstallering af et gudeblik, et øje i det høje (se kapitel 1), der overvåger alle problemstillingens tråde – nu baseret på ideen om, at jeg kunne rumme og teoretisere over uanede mængder af fagligheder, af kræfter og indbyrdes interaktioner. Personligt må jeg vist forlade mig på prioriteringer og udvalgte fokus, hvis jeg skal håndtere min følelsesmæssige og kropsligt forankrede stress. Så det var en sand lise, da jeg slog op i guidens gør-det-selv-kapitel (kapitel 10, hvis nogen skulle få lyst!), og opdagede, at den lidt forkætrede enkeltfaglighed (og her i guidens egen uddannelsesmæssige træning, litteraturvidenskaben) alligevel fik et vægtigt ord at sige. For her så jeg, at empirien i kapitlet sjovt nok var videnskabelige tekster (og ikke interview eller observationer, som vi psykologer ofte hænger fast i), og at analyseredskaberne eller læsestrategierne var raffinerede tekstanalytiske greb med forskydelseslæsninger og hele pibetøjet – og ikke grafer eller tal, som nogle af min andre (mere sociologiske eller økonomisk orienterede) kolleger sværger til.

Puha, jeg var i havn igen! Ok med enkeltfaglighed, men nu i en reflekteret, udfordret og omvæltet udgave. Og måske er guidens postdisciplinære indgang til de konkrete analysestykker meget Spivaks i sin ånd. Gayatri Spivak siger i et interview, at hun kun bryder regler i de discipliner, hun ikke kender, og hvor hun ikke har fagdisciplinær-træning.[10] Her er hun faktisk nødsaget til at bryde regler. For hende handler det ikke om at nedbryde discipliner eller områder, men om at reparere og infiltrere dem. Den pointe følges af en anden: Det er ikke kun kønsforskning, der imploderer enkeltfagligheder/discipliner, men også enkeltfagligheder/discipliner (hvis de da findes mere), der som diskursiv-materielle kræfter virker tilbage på, hvad kønsforskere får øje på og redskaber til. Så når jeg eksempelvis får øje på hvordan læreres følelser bliver et styringsredskab, hænger det nok også sammen med en socialpsykologisk skoling udi netop indre sammenhænge imellem individ og kontekst på et subjektniveau.

Jeg fik sjovt nok ikke brug for tropehjelm, stetoskop, lykkepiller eller et laboratorium. Men jeg er sikker på, at det var godt, jeg tog mit Balanced Scorecard med. Der er stof til forskningsrådsansøgninger derude, og der må klart være en bonus i vente! Guiden Kønsforskning er en vejviser, en udlåning af kvalificerede blikke, i et komplekst og multifacetteret kønsforsknings-landskab, men det er også en guide, der i sin form viser og inspirer til gode manerer – en rettesnor for akademisk pli og generøsitet.