Midterstykket i den norsk-engelske litteraturforsker Stephen J. Waltons Skaff deg eit liv! Om biografi er en selvbiografi hvoraf det fremgår at Walton i et meget langt stræk af sit liv har kæmpet med en hårdnakket depression. Det fremgår også at han konstant er i tvivl om hvorvidt biografi som fænomen overhovedet er hans opmærksomhed værd. Alligevel er dette opsamlingsalbum for Waltons kritiske skriverier om biografi-genren sådan en glad tekst!

Skaff deg eit liv! er en samling af artikler skrevet i løbet af mere end 15 år. Veloplagt energisk og polemisk-ironisk, ikke helt ulig Terry Eagleton som han også henviser til, turer Walton rundt i sit emne. Han demonstrerer dermed i sin egen biografi om biografien flere af sine gennemgående pointer: vigtigheden af en tydelig fortællerstemme der klart markerer valg, fravalg og alternativer. Og i sammenhæng hermed: vigtigheden af en direkte markering af det selvbiografiske udgangspunkt og dermed mulige blinde vinkler for den biografiske skriven. Begge dele sigter imod en ideologikritisk de-naturalisering af den romanagtige biografi der styrer både på markedspladsen og i akademia.

Walton vil gøre op med det han kalder den moderne biografi. Herved forstår han den romanagtigt konstruerede og psykoanalytisk inspirerede biografi der klart dominerer biografiens moderne historie. Ifølge Walton er denne type biografi i virkeligheden en myte karakteriseret ved på den ene side en positivistisk epistemologi, på den anden side et eksistentielt ressentiment, og på den tredje side en reaktionær politisk holdning. Den positivistiske epistemologi er trods genrens historiske bevægelse fra tilknappede til privatudkrængende biografier synlig i en gennemgående og klippefast tro på at et kronologisk arrangement af hændelser i et liv blotlægger ikke bare nogle årsagssammenhænge, men selve sandheden om et liv. Ressentimentet går på at denne sandhed i sidste ende får formlen: Han (det er oftest mænd der biograferes) betalte, dvs. han kom til at undgælde for sin storhed. Alle vi kleinbürgere for Vorherre kan i den moderne biografi godte os over at storhed står for fald. Dermed – og her er Walton vel allermest ideologikritisk-påståelig sådan i 70er-agtig forstand – slipper vi så for at gøre noget ved vores egne røvkedelige liv og det samfund de udspiller sig i.

Ifølge Walton er den modernistiske biografi ikke den eneste mulige. Han siger altså, med en fordrejning af Milan Kunderas ord om romanen i Romankunsten: “ja, man kan også forestille sig en anden udgave af den europæiske romans [læs: biografis] historie”. Walton henter nu ikke sine argumenter fra den alternative romanhistorie som romaner af fx Cervantes, Sterne og Diderot lod ane; romaner som i lyset af dels dannelsesromanen, dels den realistiske roman kom til at se ud som spøjse undtagelser fra hovedstrømmen eller parodier på rigtige og normale romaner. Disse romaner med deres udstrakte brug af den selvreferentialitet og selvrefleksivitet som Walton efterlyser for biografiens vedkommende, kunne ellers have støttet hans forehavende.

Nu må man ikke tro Skaff deg eit liv! er et manifest for en postmoderne fejring af verdens ubodelige tekstualitet. Walton fastholder næsten positivistisk at der er knaldhårde fakta derude, og at biografen er en videnskabsmand (det er oftest mænd der biograferer) som bare har at stille op med dokumentation, fodnoter og pålidelighed – sådan at andre kan gå deres fortolkninger efter. Især er det vigtigt at udpege det vi ikke ved, hullerne. Hvad Walton vil, er da Den Modernistiske Biografi. Efter mange kritiske og frugtbare svinkeærinder i en omfattende bunke tekster om biografi når han da på s. 323 frem til at kunne opsummere sine ønsker til en sådan biografi i otte-ni punkter der betoner ønsket om teoretisk metabevidsthed, tilbundsgående kendskab til den biograferedes fag, genreeksperimenter, andre greb end kronologien og queer-teori for resten af pengene.

Jeg – men hov, lad mig i Waltons ånd lige præsentere mig inden jeg siger jeg. Min interesse for biografi er ret snævert knyttet til for det første den kunstneriske udnyttelse af hvad jeg kalder biografiske talehandlinger i alt fra reality-shows over performance til litteratur. Jeg mener her der er tale om en ganske udbredt -isme, performativ biografisme. Min anden biografiske interesse er forfatterens skæbne i litteraturteoriens historie, som man kan sammenfatte med formlen: Ind og ud med forfatteren. Først blev moderne litteraturteori grundlagt på viden om forfatteren (Sainte-Beuves biografiske metode fx). Kommet rundt om hjørnet og ind i det 20. århundrede, blev så en endnu mere moderne litteraturteori grundlagt på at uddrive selvsamme forfatter – og Sainte-Beuve og hans fladpandede metode, som man kan læse om hos Proust i Contre Sainte-Beuve. Til sidst smed man også subjektet ud når guillotinen nu var i gang (men det vender dog hele tiden tilbage med hovedet limet på igen, nu med falsk overskæg og et fancy navneskilt hvor der står fx implicit forfatter, modelforfatter eller agency). Jeg ved godt at i samme periode var det mange steder, og da ikke mindst i Danmark, fuldt ud muligt at køre en akademisk-litterær karriere på spørgsmål og svar vedrørende “Hvad mente egentlig Karen Blixen?” Og folk flest jo gik fra at læse litteratur til at læse om forfattere. Men ser vi på den særlige diskurs der på amerikansk kom til at hedde theory, passer ind-ud-formlen så nogenlunde. Og dermed kan vi vende tilbage til den sætning jeg var i gang med:

Jeg er enig med Walton i flere af hans centrale påstande (og det er ikke så sært som I kan se). Der er noget nærmest absurd i at tilkende vor tids fiktionsformel par excellence, den borgerlige roman, evnen til at fortælle Sandheden Om Mennesket Og Livet – hvis altså bare hovedpersonen har et navn man kan slå op i telefonbogen, og den forudsigelige handling kan hænges op på et sortiment af dokumenterbare sekvenser af hændelser. Jeg mener selvfølgelig – og det gør Walton også – at kronologien er vigtig. Som bekendt lever vi i tiden frem mod livets afslutning, og måske har den danske digter Søren Ulrik Thomsen ret i at der er en nær forbindelse mellem dette faktum og det digteriske arbejde frem mod værkets afslutning. Men derfra og så til påstanden, ja myten, om at man med en liste over et livs tildragelser i romanform nødvendigvis har sagt noget væsentligt om et menneske – der er dog et stykke. Lad os dog få nogle andre biografiske genrer end biografien frem! De er der jo, og deres historier er mindst ligeså ærværdige som romanbiografiens. I al beskedenhed har jeg selv i Portrættets moment. Forfatterportrættet hos Charles-Augustin Sainte-Beuve, P.L. Møller, Georg Brandes og Herman Bang (2003) skrevet lidt om en af dem. Det drejer sig om det litterære portræt, altså portrættet som kritisk genre, en genre der spillede en enorm rolle i 1800-tallets kritik – hvad vi har det med at glemme hvis romanbiografiens historie gøres til hovednummeret i de biografiske genrers historie.

Jeg er også enig i at biografi handler om magt. Det hedder på s. 270: “Det private, det vi ikkje har eller får innsyn i, fungerer alltid som arena for utøvning av makt”. Det gælder for biografien i al almindelighed, og da ikke mindst i vores freudianske modernitet, at biografen graver nogle detaljer op som hidtil ikke var offentligt kendte, for så med disse detaljer som præmis at komme med uafviselige påstande om den biograferede. I kunstneriske sammenhænge er dette magtspil endnu mere påfaldende. Faktisk mener jeg at det jeg kalder performativ biografisme, blandet andet er forsøg på med æstetiske midler at tilbageerobre det private. Ved at krænge hele tarmsystemet ud i værket, har kunstneren forhindret privatheden i at fungere som fortolkningsmæssig rekursbasis for tilskueren, ikke mindst den tilskuer der som anmelder eller forsker skal udlægge teksten og måske også livet for de andre. (I parentes bemærket: dette er særlig traumatiserende for de litterater mm. der en tid lang nidkært håndhævede deres fortolkningsmonopol ved at dømme den biografiske fortolkningssammenhæng ude på grund af apriorisk irrelevans). Den britiske dramatiker Alan Bennett er Waltons eksempel på en vellykket erobring af det private. Gennem en strategisk udnyttelse af oplysninger om sit eget, totalt mislykkede kærlighedsliv i sine selvbiografiske skriverier undgik Bennett at blive castet i det offentlige som en af biografiens yndlingstyper: Den grædende klovn, sjov på scenen, ynkelig derhjemme. Og han fandt så siden lykken som homoseksuel oven i hatten.

Men her ryger kæden af for Walton. Jeg er helt med på at udnyttelsen af det der førhen blev opfattet som privat eller indre, kan tjene strategiske formål, legitimt identitetsarbejde, imagepleje – eller simpelthen sikre ro og fred fordi man ingen hemmeligheder har længere. Faktisk er min egen påstand jo at dette er noget vi gør hele tiden selv, og at vi hele tiden iagttager sådanne identitetsarbejder i kulturen bredt, så vel som i smalle, kunstneriske former. Men på den baggrund at tilkende fx seksualiteten, kroppen, nøgenhed et autentisk subversivt potentiale, det er noget andet. Men sådan synes Walton at tænke. Han nævner således nøgenbadestranden i denne sammenhæng, som billede på brugen af seksualiteten i biografien og selvbiografien. Han mener den er et attraktivt sted, et fristed: “Noko av det mest attraktive ved nakenstranden er etter mitt syn at dei fungerer som fristader fra maktutøvning”. Vrøvl, nøgenbadestrande er grimme – i hvert fald indtil folk går hjem. Nudisme er historisk tæt forbundet med vitalisme, fascisme og vel også nordisk-arkitekttegnet modernisme-funktionalisme (læs fx Nikolaj Frobenius’ fremragende (selv)biografi om sig og sin frigjort-funktionalistiske far, Teori og praksis), og man behøver ikke, som jeg, at have set en med pigtråd omhegnet nøgenlejr i Kroatien for at fatte det. Men dér gik de rige og fede tyskere altså bag meterhøj pigtråd med habermasiansk herredømmefrit dinglende nosser og pudsede deres Mercedeser. Nøgenhed som ideologi har alt med magtudøvelse at gøre, og det er svært at forstå at en der henviser til Judith Butler og ønsker mere “skeiv teori” i en biografisk sammenhæng samtidig kan komme med sådan noget fis. Sjælen er kroppens fængsel, og intetsteds er kulturens nådesløse stilisering af det bløde kød mere usynligt ubarmhjertig end der hvor nøgenhed er normativt naturlig.

Jeg ved ikke om Norge og England er mindre frigjorte end Danmark, måske er vi i Danmark mere frigjorte fra frigjortheden? Jeg har som dansk intellektuel i hvert fald svært ved at spise Waltons tro på at nøgenbadning og offentliggørelse af det intime skulle være magt-undergravende. For mig at se udøver Walton netop magt når han bruger en fin skildring af sin egen biseksualitet som argument i en fremstilling om biografien. Jeg synes hans sammenkobling af tosprogethed og biseksualitet som beslægtede kommunikationsformer har noget for sig, og det er selvsagt dybt festligt at en af nynorskens tempeltjenere laver den kobling – men det er potentielt en slags (selv)biografisk magtudøvelse at argumentere på den måde. De der måtte mene noget andet end Walton, er snildt og på forhånd dømt ude som snerper, homofober og det der er værre: en benægtelse af det biseksuelle i tosprogethed synes at pege på en indebrændt seksualitet. Min pointe er ikke at der er noget i vejen med at Walton forfølger sine mål på denne måde. Jeg synes bare ikke at han samtidig kan påstå det ikke er magtudøvelse. Vi lever jo i en kultur hvor det at have en klart markeret seksualitet er noget mere comme il faut end det at være lukket om disse spørgsmål.

Walton er jo ellers, helt korrekt mener jeg, vældig skeptisk over for tanken om at seksualiteten skulle være privilegeret sted for indsigt i et menneske. Han parodierer dette synspunkt noget så festligt på denne måde: “Mennesket er seg sjølv berre når vi kan observere det med feil partnarar, helst mange om gongen, på feil plass, med feil klede eller utan klede eller med feil genstandar i éi eller fleira av dei aktuelle kroppsopningane”. Seksualitet ser han, som nævnt, snarere som en kommunikationsform, en særlig intens en af slagsen der altså også påkalder sig den seriøse biografs interesse, ikke mindst hvis man ser subjektet som noget der konstitueres i interaktion med verden – og det gør Walton: Det der i sidste ende får ham til at forsvare biografien, er netop at den, hvis den altså sættes fri af den moderne biografis mytologi, kan afdække, ja forklare sammenhængene mellem det et menneske er (eller snarere bliver), og det mennesket gør. Subjektet og dermed emnet for den ordentlige, modernistiske biografi er altså først og sidst en kollega, en medarbejder på Historien. Og med den grundholdning forstår jeg pludselig bedre at Walton, den ene gang jeg har set ham, på en konference i Alaska, bar en stor rød stjerne på sin t-shirt ...

Skaff deg eit liv! udgør kapitler i Waltons intellektuelle selvbiografi, kronologisk organiseret, sjovt nok. Fordi bogen altså er et opsamlingsalbum, er der en del gentagelser. Det kan man som læser sagtens tåle fordi Walton skriver så godt. Derimod kan man godt blive en smule træt af fortællerens holdning til det fortalte i de første artikler: biografien som vi kender den, er naiv og teori-løs, ikke mindst i Norge, men nu kommer jeg, Walton, (og Marianne Egelund) heldigvis og gør noget ved det. Den holdning, og den lidt tyndbenede afvisning af Freud, glider heldigvis ud i løbet af hans skrivende liv som medarbejder på historien. Mod slutningen prøver han sig ligefrem med de nævnte ønsker for biografien i et forsøg på at være opbyggelig.

Han kunne, synes jeg, have taget mere fat i noget han fremfører i begyndelsen. Umiddelbart efter første linje, “Dette er ei bok om biografigenren”, skriver han videre: “Biografien er strengt taget ikkje nogon sjanger. Han er eit tema eller ein fortejlestruktur innanfor den episke sjangren”. Det er jo provokerende – ikke mindst fordi biografien jo indlysende nok er en genre, hvis man er forlægger, boghandler, læser eller bibliotekar. Men det er ikke desto mindre rigtigt, og en pointe Walton kunne have forfulgt. Hvis den altdominerende romanbiografi er et skæringspunkt mellem et fortælleteknisk arrangement og en teori om subjektet, et skæringspunkt der så at sige ligger på tværs af skellet mellem fakta og fiktion, ja så spilder Walton måske sine anseelige kreative og intellektuelle færdigheder på at behandle den som først og fremmest en genre.

Måske er romanbiografien som genre udkrystalliseringen af en diskurs som vi med Edward Said kunne kalde biografientalisme. Vi kan jo prøve med et forvansket citat: “Biografientalisme er den institution, der anvendes til at tackle livet – ved at udtale sig om det, autorisere synspunkter på det, beskrive det, undervise i det, bosætte sig i det og herske over det. Biografientalisme er med andre ord en skriftlig metode til at dominere, omstrukturere og få magt over livet”.[1] En nylig udkommet samtalebog, Mikkel Bolt og Das Beckwerks I sammenbruddets tjeneste (2008), synes at underbygge denne tanke om en intim sammenhæng mellem kapitalisme og de gængse opfattelser af identitet.

Hvordan det nu end er med forholdet mellem biografien som genre og biografien som diskurs, så vil jeg hermed anbefale Skaff deg eit liv! Om biografi som en både klog, festlig og engageret blanding af intellektuel selvbiografi og biografi-biografi. Man kan grine ad den, skændes med den, være enig med den – og først og sidst blive klogere.

En detalje. Walton vil gerne have biograferne til at gå i biografen, altså lade sig inspirere af de narrative strukturer i film. Af en eller anden grund synes han det skal siges på dansk: “Send biograferne på biograf!”, skriver han med kursiver og udråbstegn. Men det er ikke dansk. I virkeligheden lyder det endnu bedre: Send biograferne i biografen! Om det så skulle hjælpe, kan man nok betvivle. Det kommer i hvert fald an på hvilke film biografen ser i biografen. Mon ikke Hollywood kunne være en af biografientalismens vigtigste institutioner? Og når vi nu er ved The Danish Connection, vil jeg lige komme med en uddybning (og det bliver altså alligevel et langt PS): Walton den Yngre revser sine steder den norske biografiske tradition ved at henvise til et højere reflektionsniveau i andre lande herunder det lille naboland i syd. Og det er rigtigt at fx Johnny Kondrup har gjort en stor og god indsats for at skrive biografiens og selvbiografiens historie i en dansk sammenhæng. Men jeg tror ikke Walton kender Kondrups arbejde særlig godt, for hos ham som hos hele den enormt indflydelsesrige tradition han tilhører – vi kan jo kalde den københavnerskolen – er det dannelsesromanen i sammenhæng med noget de undertiden har kaldt den biografisk-eksistentielle metode, der styrer. Walton skriver på s. 39 om en anden bog af samme københavnerskole, Kjeld Zeruneiths biografi om Johannes Ewald, hvor den digteriske kaospilots liv udlægges som et sammenhængende og meningsfuldt forløb: “Denne samanhengen har ikkje noka reell tyding utover Zeruneiths knapt fortrengde ønske om å skrive ein bildungsroman”. Dette er en noget uelskværdig bemærkning om en højt begavet mand store arbejde, men Walton har også ret: dogmerne om dannelse og individuation blander litteraturforskning med fiktion og nyreligiøst sværmeri. Den danske biografiske forskningstradition både Zeruneith og Kondrup tilhører, synes at forudsætte et dannelsesskema som biografen derefter finder bevis for i de analyserede tekster. Tankegodset er, især for Kondrups vedkommende, hentet hos Dilthey. Det er derfor også lidt upræcist når Walton entydigt knytter den modernistiske biografi til positivismen og dens ambition om årsagsforklaringer. I Dilthey-traditionen er de med deres ønske om forståelse i klar og gennemreflekteret opposition til positivismen. Men de er ikke desto mindre medarbejdere på biografientalismen der som diskurs er et komplekst sammenløb af ofte modsatrettede tendenser i 1800-tallets videnskabsteori.

Henrik Wivel fik i jubelåret for H.C. Andersen penge til at eftergøre HC’s rejse til Portugal med henblik på artikler og siden bogen Det jordiske paradis. Kulminationen i bogen indtræder da Wivel kan godtgøre at den ellers konsekvent hånddrevne Hans Christian gik på bordel på vejen hjem, uden dog at bestige den luder han havde valgt, og her kommer så Wivels forstående udlægning: “et smukt øjeblik, måske dybest set det mest poetiske i Andersens liv. Ikke hengivelse til, men indlevelse i et andet menneske”. Og det er jo så pointen at Andersens manglende hengivelse, i dette tilfælde komplet med tilhørende manglende sædudtømning, skabte skaberevnen – han betalte altså, han også. Jeg var målløs da jeg læste det, og bliver det nu igen: Med hvilken ubegribelig arrogance lægger ikke biograferne deres skabeloner ind over et levet livs dokumenterbare kaos af detaljer og kalder resultatet virkeligt og, glup, poetisk! “Poesi, hvor er mit brokbind?” fristes jeg til sige med Klaus Rifbjerg. Det poetiske øjeblik synes her at være det øjeblik hvor biografen triumferende får pengene til at passe og kan tømme sin egen begejstring ud i det man nøgternt set må kalde en slags selvbiografisk fiktion.