Jon Helt Haarder

Absolute Walton

Skaff deg eit liv

Midterstykket i den norsk-engelske litteraturforsker Stephen J. Waltons Skaff deg eit liv! Om biografi er en selvbiografi hvoraf det fremgår at Walton i et meget langt stræk af sit liv har kæmpet med en hårdnakket depression. Det fremgår også at han konstant er i tvivl om hvorvidt biografi som fænomen overhovedet er hans opmærksomhed værd. Alligevel er dette opsamlingsalbum for Waltons kritiske skriverier om biografi-genren sådan en glad tekst!

Skaff deg eit liv! er en samling af artikler skrevet i løbet af mere end 15 år. Veloplagt energisk og polemisk-ironisk, ikke helt ulig Terry Eagleton som han også henviser til, turer Walton rundt i sit emne. Han demonstrerer dermed i sin egen biografi om biografien flere af sine gennemgående pointer: vigtigheden af en tydelig fortællerstemme der klart markerer valg, fravalg og alternativer. Og i sammenhæng hermed: vigtigheden af en direkte markering af det selvbiografiske udgangspunkt og dermed mulige blinde vinkler for den biografiske skriven. Begge dele sigter imod en ideologikritisk de-naturalisering af den romanagtige biografi der styrer både på markedspladsen og i akademia.

Den biografiske myte

Walton vil gøre op med det han kalder den moderne biografi. Herved forstår han den romanagtigt konstruerede og psykoanalytisk inspirerede biografi der klart dominerer biografiens moderne historie. Ifølge Walton er denne type biografi i virkeligheden en myte karakteriseret ved på den ene side en positivistisk epistemologi, på den anden side et eksistentielt ressentiment, og på den tredje side en reaktionær politisk holdning. Den positivistiske epistemologi er trods genrens historiske bevægelse fra tilknappede til privatudkrængende biografier synlig i en gennemgående og klippefast tro på at et kronologisk arrangement af hændelser i et liv blotlægger ikke bare nogle årsagssammenhænge, men selve sandheden om et liv. Ressentimentet går på at denne sandhed i sidste ende får formlen: Han (det er oftest mænd der biograferes) betalte, dvs. han kom til at undgælde for sin storhed. Alle vi kleinbürgere for Vorherre kan i den moderne biografi godte os over at storhed står for fald. Dermed – og her er Walton vel allermest ideologikritisk-påståelig sådan i 70er-agtig forstand – slipper vi så for at gøre noget ved vores egne røvkedelige liv og det samfund de udspiller sig i.

Ifølge Walton er den modernistiske biografi ikke den eneste mulige. Han siger altså, med en fordrejning af Milan Kunderas ord om romanen i Romankunsten: “ja, man kan også forestille sig en anden udgave af den europæiske romans [læs: biografis] historie”. Walton henter nu ikke sine argumenter fra den alternative romanhistorie som romaner af fx Cervantes, Sterne og Diderot lod ane; romaner som i lyset af dels dannelsesromanen, dels den realistiske roman kom til at se ud som spøjse undtagelser fra hovedstrømmen eller parodier på rigtige og normale romaner. Disse romaner med deres udstrakte brug af den selvreferentialitet og selvrefleksivitet som Walton efterlyser for biografiens vedkommende, kunne ellers have støttet hans forehavende.

Nu må man ikke tro Skaff deg eit liv! er et manifest for en postmoderne fejring af verdens ubodelige tekstualitet. Walton fastholder næsten positivistisk at der er knaldhårde fakta derude, og at biografen er en videnskabsmand (det er oftest mænd der biograferer) som bare har at stille op med dokumentation, fodnoter og pålidelighed – sådan at andre kan gå deres fortolkninger efter. Især er det vigtigt at udpege det vi ikke ved, hullerne. Hvad Walton vil, er da Den Modernistiske Biografi. Efter mange kritiske og frugtbare svinkeærinder i en omfattende bunke tekster om biografi når han da på s. 323 frem til at kunne opsummere sine ønsker til en sådan biografi i otte-ni punkter der betoner ønsket om teoretisk metabevidsthed, tilbundsgående kendskab til den biograferedes fag, genreeksperimenter, andre greb end kronologien og queer-teori for resten af pengene.

Ind og ud med forfatteren

Jeg – men hov, lad mig i Waltons ånd lige præsentere mig inden jeg siger jeg. Min interesse for biografi er ret snævert knyttet til for det første den kunstneriske udnyttelse af hvad jeg kalder biografiske talehandlinger i alt fra reality-shows over performance til litteratur. Jeg mener her der er tale om en ganske udbredt -isme, performativ biografisme. Min anden biografiske interesse er forfatterens skæbne i litteraturteoriens historie, som man kan sammenfatte med formlen: Ind og ud med forfatteren. Først blev moderne litteraturteori grundlagt på viden om forfatteren (Sainte-Beuves biografiske metode fx). Kommet rundt om hjørnet og ind i det 20. århundrede, blev så en endnu mere moderne litteraturteori grundlagt på at uddrive selvsamme forfatter – og Sainte-Beuve og hans fladpandede metode, som man kan læse om hos Proust i Contre Sainte-Beuve. Til sidst smed man også subjektet ud når guillotinen nu var i gang (men det vender dog hele tiden tilbage med hovedet limet på igen, nu med falsk overskæg og et fancy navneskilt hvor der står fx implicit forfatter, modelforfatter eller agency). Jeg ved godt at i samme periode var det mange steder, og da ikke mindst i Danmark, fuldt ud muligt at køre en akademisk-litterær karriere på spørgsmål og svar vedrørende “Hvad mente egentlig Karen Blixen?” Og folk flest jo gik fra at læse litteratur til at læse om forfattere. Men ser vi på den særlige diskurs der på amerikansk kom til at hedde theory, passer ind-ud-formlen så nogenlunde. Og dermed kan vi vende tilbage til den sætning jeg var i gang med:

Jeg er enig med Walton i flere af hans centrale påstande (og det er ikke så sært som I kan se). Der er noget nærmest absurd i at tilkende vor tids fiktionsformel par excellence, den borgerlige roman, evnen til at fortælle Sandheden Om Mennesket Og Livet – hvis altså bare hovedpersonen har et navn man kan slå op i telefonbogen, og den forudsigelige handling kan hænges op på et sortiment af dokumenterbare sekvenser af hændelser. Jeg mener selvfølgelig – og det gør Walton også – at kronologien er vigtig. Som bekendt lever vi i tiden frem mod livets afslutning, og måske har den danske digter Søren Ulrik Thomsen ret i at der er en nær forbindelse mellem dette faktum og det digteriske arbejde frem mod værkets afslutning. Men derfra og så til påstanden, ja myten, om at man med en liste over et livs tildragelser i romanform nødvendigvis har sagt noget væsentligt om et menneske – der er dog et stykke. Lad os dog få nogle andre biografiske genrer end biografien frem! De er der jo, og deres historier er mindst ligeså ærværdige som romanbiografiens. I al beskedenhed har jeg selv i Portrættets moment. Forfatterportrættet hos Charles-Augustin Sainte-Beuve, P.L. Møller, Georg Brandes og Herman Bang (2003) skrevet lidt om en af dem. Det drejer sig om det litterære portræt, altså portrættet som kritisk genre, en genre der spillede en enorm rolle i 1800-tallets kritik – hvad vi har det med at glemme hvis romanbiografiens historie gøres til hovednummeret i de biografiske genrers historie.

Jeg er også enig i at biografi handler om magt. Det hedder på s. 270: “Det private, det vi ikkje har eller får innsyn i, fungerer alltid som arena for utøvning av makt”. Det gælder for biografien i al almindelighed, og da ikke mindst i vores freudianske modernitet, at biografen graver nogle detaljer op som hidtil ikke var offentligt kendte, for så med disse detaljer som præmis at komme med uafviselige påstande om den biograferede. I kunstneriske sammenhænge er dette magtspil endnu mere påfaldende. Faktisk mener jeg at det jeg kalder performativ biografisme, blandet andet er forsøg på med æstetiske midler at tilbageerobre det private. Ved at krænge hele tarmsystemet ud i værket, har kunstneren forhindret privatheden i at fungere som fortolkningsmæssig rekursbasis for tilskueren, ikke mindst den tilskuer der som anmelder eller forsker skal udlægge teksten og måske også livet for de andre. (I parentes bemærket: dette er særlig traumatiserende for de litterater mm. der en tid lang nidkært håndhævede deres fortolkningsmonopol ved at dømme den biografiske fortolkningssammenhæng ude på grund af apriorisk irrelevans). Den britiske dramatiker Alan Bennett er Waltons eksempel på en vellykket erobring af det private. Gennem en strategisk udnyttelse af oplysninger om sit eget, totalt mislykkede kærlighedsliv i sine selvbiografiske skriverier undgik Bennett at blive castet i det offentlige som en af biografiens yndlingstyper: Den grædende klovn, sjov på scenen, ynkelig derhjemme. Og han fandt så siden lykken som homoseksuel oven i hatten.

britta tegby frisk

JON HELT HAARDER  (f. 1963)

review