Et titanisk stykke arbejde. Det er tanken, der vokser inde i hovedet, mens man bladrer langsomt gennem bogen Criminally Queer: Homosexuality and Criminal Law in Scandinavia 1842-1999. Titanisk i geografisk vingefang – normalt strækker bøger om “Skandinavien” sig ikke ud over Danmark, Sverige og Norge med appendiks om Finland, men her er det hele med. Titanisk i lærdom – det er forskere med en dyb og original forståelse for området der har fået mulighed for at videregive deres generelle indtryk af forholdet mellem homoseksuelle og straffelovene. Titanisk i dybde – her får vi ikke de nemme forklaringer, men tværtimod overraskende, originale og ofte provokerende teser om homoseksualitetens transformationer gennem de sidste to århundreder.

Jens Rydström indleder bogens introduktion med en sammenstilling af historikeren Carroll Smith-Rosenbergs udtryk “a female world of love and ritual” med et nyt udtryk, “a male world of crime and violence”. Carroll Smith-Rosenberg fandt at før der var lesbiske i moderne forstand, kunne man spore rødderne til lesbisk historie i en kærlig og ritualiseret kvindeverden. Forfatterne til Criminally Queer viser os at bøssernes proto-historie ofte skal findes i en voldelig og kriminel mandeverden. Så er kortene lagt på bordet, for bogen beskæftiger sig hovedsageligt med mænd af den simple årsag at straffelovene hovedsageligt beskæftigede sig med mænd. Men det betyder ikke at kvinderne bliver ignoreret, men det kommer vi tilbage til. Rydström forklarer, hvorledes bogens titel tager udgangspunkt i Judith Butlers essay “Critically Queer”, hvor hun bl.a. problematiserer, hvordan socialt marginaliserede grupper kan overtage de ord og begreber, de magtfulde har tildelt dem. På omslaget af Criminally Queer citeres Butlers essay med de manende ord: “We no more create from nothing the political terms which come to represent our ’freedom’ than we are responsible for the terms that carry the pain of social injury”. Det minder os alt sammen om, hvor ofte vi løber til psykiaterne og lægerne for at redde os selv fra dommernes og moralisternes monologer, når vi f.eks. hævder, at vi er født sådan, eller at Freud selv sagde, at alle var biseksuelle.

Criminally Queer minder os fra starten om, at vi skal være opmærksomme på det element af kriminalitet der indtil for nylig lå i ethvert homoseksuelt forhold, og som vi stadig lever med arven af. Ligesom Australierne nedstammer fra deporterede forbrydere, er bøsserne en mærkværdig nation af kriminelles børn.

Kati Mustola og Jens Rydström beskriver i kapitel 1 hvorledes kvinder er blevet inkluderet eller ej i straffelovenes regulering af homoseksuel omgang. I Danmark, Norge og Island var der stort set ingen straffesager for kvinders seksuelle omgang med kvinder. Kommentarerne til Christian 5.s Danske Lov fra 1683 og dens aflægger Norske Lov fra 1687 definerede “omgang mod naturen” som res in re et effusio seminis (tingen i tingen og udgydning af sæd), og dette ekskluderede dermed kvinder. En håndfuld kvinder er dog alligevel blevet retsforfulgt for omgang mod naturen. I Sverige og Finland blev kvinder inkluderet i lovene mod omgang mod naturen, men antallet af sagerne kan slet ikke sammenlignes med antallet af sager mod mænd. Hvis kvinders seksuelle omgang med kvinder stort set blev usynliggjort af de gamle love, så sørgede det 19. århundredes sexologer for at kvinder blev medtaget i det moderne homoseksualitetsbegreb på lige fod med mænd. Mon ikke det i højere grad var en akademisk hang til symmetri i begrebet end en egentlig empirisk overensstemmelse mellem kvinders og mænds seksuelle omgang med deres eget køn?

Wilhelm von Rosen fortsætter i kapitel 2 med at føre os gennem de danske homoseksuelle mænds stridigheder med straffeloven. Von Rosens indlæg bærer præg af et langt livs beskæftigelse med emnet, og mellem linjerne er der tanker, som det er værd at lytte efter. Han minder os om, at vi ikke kan se homoseksualitetens historie som en offer/skurk-beretning uden at misforstå fortiden, og hvad der drev den. I von Rosens fortælling kommer vi hele vejen rundt om de videnskabelige teorier, der påvirkede lovgiverne og de politiske spil, der afgjorde udfaldene. I sin diskussion rejser von Rosen et meget afgørende spørgsmål, nemlig hvordan vi definerer de “homoseksuelle”, som optræder i klammerierne med straffeloven. Skal pæderasterne, sodomitterne og de pædofile med? “The answer lies”, bemærker von Rosen tørt, “somewhere in the concept of ’homosexuality’ as this generalization is presently constructed”. For hvad gør vi med de homoseksuelle prostitutionskunder, hvis handlinger siden er blevet afkriminaliseret, men som Don Kulick har vist os, så er “prostitutionskunde” ved at være en særskilt seksualitet og er stærkt på vej til at blive kriminaliseret i hele Skandinavien. Forhåbentlig kommer de ikke i samme kasse som de pædofile, hvor man ikke behøver at forholde sig til dem, når man skriver homoseksualitetens historie. Von Rosen minder os om, at vi ofte har en tendens til kun at ville se det i homoseksualitetens historie, som ligner os selv, eller rettere, som vi skærer til for at tvinge det til at ligne os selv. Men måske ville vi endda blive klogere på nutiden, hvis vi turde åbne det andet øje, og se de mindre pæne sider af de homoseksuelles forhistorie. Wilhelm von Rosens indlæg rejser mange afgørende spørgsmål for vores nuværende forståelse af homoseksuelles situation, hvoraf jeg kun har kunnet nævne et par stykker her.

Norge var både meget tidlig og meget sen til at afskaffe kriminaliseringen af homoseksuelle handlinger, som Martin Halsos viser os i kapitel 3. I 1902 indførtes i det almindelige forbud mod omgang mod naturen, at der kun skulle retsforfølges, når “det paakræves av almene hensyn”. Halsos viser at på trods af denne modificering var der stadig retsforfølgelser mod homoseksuelle. Halsos’ indlæg viser, hvordan videnskabelige påstande om homoseksualitets væsen og former var meget indflydelsesrige i debatterne om afkriminalisering i 1972. Man må dog i dag spørge sig selv, om det ikke i realiteten var partsindlæg snarere end desinteresseret forskning. Det er desuden interessant at følge, hvordan man i 1950’erne i hele Skandinavien mente, at man kunne forføres til homoseksualitet, mens man i løbet af 60’erne afviser det. Mon ikke vi i dag vil sige både/og? Halsos’ indlæg viser, hvor vigtig strategisk forskning har været for homoseksuelles skæbne i Skandinavien, og hvordan den altid foreliggende “seneste rapport” med “sandheden om homoseksualitet” har haft stor effekt.

En helt særlig hyldest skal den nye bog have for at indeholde et kapitel om Islands homohistorie af Thorgerdur Thorvaldsdóttir og et om Grønlands og Færøernes homo-historie af Jens Rydström. Dette er et uopdyrket område, som det må have været et enormt arbejde at få samlet materiale sammen om. Meget få har interesseret sig for dette som andet end en fodnote. I disse kapitler drejer fokus sig mere mod traditionel homo-historie, selvom kriminalitetsvinklen fastholdes. Det giver anledning til en vis genre-forvirring. Begge fortællinger understreger, hvordan Skandinavien har oplevet at holdninger til homoseksuelle kunne ændres nærmest over night. Indtil 1990’erne blev homoseksualitet slet ikke diskuteret i parlamentet i Island og en dyb tavshed lå over homoseksualitet generelt. Pludselig i 1990’erne ændrede det sig, og nu fester hele Reykjavik med i Islands udgave af Gay Pride, Hinsegin dagar. Helt så simpelt var det selvfølgelig ikke, men den mere udfoldede version kan man læse om i Thorvaldsdóttirs interessante kapitel.

Ligeledes har Jens Rydström skrevet et banebrydende kapitel om Færøerne og Grønland, som heller aldrig har fået beskrevet sin homo-historie før. Der har været store forskelle i de to lande, men også interessante ligheder, bl.a. i form af en udbredning af love vedr. homoseksualitet fra center (Danmark) til periferi (Grønland og Færøerne) og en manglende interesse for homoseksualitet, der bl.a. kunne opretholdes i kraft af et “queer exodus” til hovedsageligt København. Den seneste udvikling på Færøerne viser også, hvor hurtigt holdninger til homoseksuelle kan skifte, og hvordan afdramatiseringen af homoseksualitet har bredt sig til alle egne af Skandinavien. Det så man senest med indførelsen af anti-diskriminationsparagraffen, der beskytter homoseksuelle mod hate-speech. Selv i et samfund som det færøske, hvor traditionel kristen moral har så stor indflydelse på politikken, vandt den liberale holdning til homoseksuelle, til manges overraskelse. Det er hårdt arbejde at skrive homo-historie fra tabula rasa, så Thorvaldsdóttir og Rydström har været opfindsomme og arbejdsomme i deres jagt på kilder til deres spændende kapitler.

Det er også Jens Rydström, der har skrevet kapitlet om Sverige. Her demonstrerer han sin grundige viden om sex og jura, ved at tage turen fra de svenske middelalderlige love om straffen for at defamere en mand (dvs. erklære, at han blev taget af en anden mand), over den særlige svenske optagethed af “tidelag” (for resten af skandinaverne kan det oplyses at det svenske sprog, som det eneste af de germanske, bibeholdt dette særlige ord for sex med dyr), helt frem til integrationen af de homoseksuelle i “folkhemmet” i slutningen af det 20. århundrede. Rydström demonstrerer ligeledes sin hjemmevanthed i de teoretiske sider af homoseksualitetens historie bl.a. ved at forklare os, hvordan tidelag blev dekonstrueret samtidig med at den homoseksuelle blev konstrueret som socialt subjekt. Rydström opregner, hvorledes de svenske homoseksuelle siden legaliseringen i det ellers så sorte år 1944 har kunnet opregne en sejrsgang, der næppe har sin lige i hele verden. Muligvis er Sverige det land i verden, hvor homoseksuelle har den mest massive opbakning fra dommere, lovgivning, politikere og offentligt system.

Bogens anden redaktør Kati Mustola står for bogens sidste kapitel om Finland. Mustola minder os om, at Finland har en betragtelig mere “turbulent fortid” end de andre skandinaviske lande. Landets voldsomme skæbne under 2. verdenskrig og den efterfølgende moralske oprustning var hård mod de homoseksuelle. Mustolas kapitel er særligt interessant, fordi det tematiserer almindelige mænd og kvinders reaktioner på de repressive love. Vi hører om, hvordan de homoseksuelle mænd legede mus og kat med politiet, som kunne gå så langt som at “vise deres udstyr” på offentlige toiletter for at lokke bøsser i fælden. Ligeledes hører vi om, hvordan nogle fandt den farlige stemning spændende og tillokkende. Tidens repressive topografi, det overvågede offentlige toilet, gav helt særlige erotiske oplevelser.

Alt i alt er det syv kapitler proppet med spændende informationer og dybdeborende analyser og overvejelser. Det indblik, man får efter at have læst bogen, kan slet ikke beskrives uddybende i en anmeldelse. Bogen er en seriøs, akademisk udgivelse med et stort og udfoldet noteapparat, et fyldigt appendiks med de relevante love og overskuelige statistikker over homoseksuelles sammenstød med straffeloven. Bogen er forsynet med illustrationer, der viser de særegne mennesker vi har at gøre med.

Som det fremgår har denne anmelder svært ved at få armene ned. Dog er der visse problemer med værket. En anke man kan rette mod bogen er, at de enkelte kapitler sagtens kunne stå alene. Indledningen forklarer sigtet med bogen og dens emneafgrænsning, men forfatterne går derefter i nogen grad i hver deres retning, uden at mødes igen i en opsamlende konklusion. Bogen kunne være en konferencerapport, hvor de enkelte indlæg er sideordnede frem for integrerede.

Det skal også nævnes, at det ville have været spændende at høre mere om de homoseksuelles egen version af historien. Hvorledes oplevede de selv deres sammenstød med straffeloven? De korte indblik man får via Kati Mustolas kapitel om Finland antyder, at der er virkelig spændende historier at fortælle. Det oplevedes som nævnt tidligere ikke kun repressivt, i stedet har “the male world of violence and crime” været svært tiltrækkende for nogle. Ligeledes er det lidt uklart, hvad tidsperioden er – forsiden siger fra 1842 til 1999, men det er der ingen af bidragsyderne der holder sig indenfor. Og som et sidste suk, ærgrer man sig over, at andre queers end homoseksuelle er helt fraværende i en bog med ordet queer på forsiden. I denne sammenhæng bliver queer ensbetydende med homoseksuel, dog med den twist, at det netop er det queer eller grænseoverskridende aspekt af de homoseksuelle, som bogen fokuserer på. Teoretisk og metodisk er bogen også traditionel såvel som nyskabende. Fremstillingerne er fortløbende og kronologiske og der fokuseres meget på det politiske og organisatoriske plan, som i traditionel historie. Men det foucaultske perspektiv ligger mellem linjerne, og dekonstruktionen spøger i hjørnerne, og selve emnevalget adskiller den fra megen homo-historie, der ellers skrives idag. På den ene side er det behageligt at læse en teoretisk velfunderet bog, der ikke name-dropper smarte teorier og navne hele tiden. På den anden side kunne man godt ønske sig en mere eksplicit diskussion af, hvordan Foucault og queer theory, som nogle af forfatterne tydeligvis er inspireret af, kunne bidrage til at skrive en anden historie. Dette er i særdeleshed relevant, da nogle af bogens kapitler fremskriver den klassiske fortløbende og frigørelses-orienterede historie om homoseksuelle.

Bogen er et fremragende bidrag til studiet af homoseksualitet og homoseksuelle i Skandinavien, et stykke grundforskning uden sidestykke. For fremtiden kan homoseksualitet og kriminallovgivning i Skandinavien diskuteres på et faktuelt grundlag frem for at være baseret på gisninger. Bogen udgør et af de mest eminente bidrag til den historiske seksualitetsforskning i Skandinavien hvad angår den bredde og dybde, der demonstreres i de respektive kapitler. Ligeledes rejser de enkelte bidrag spørgsmål, såsom overvejelser over homoseksualitetens status og homoseksuelles situation, som Queer Norden kommer til at bakse med i fremtiden. Samtidig giver bogens temmelig traditionelle fremstillingsform og stærke fokus på frigørelse mulighed for, at en ung Zeus med sin tordenkile kan dekonstruere og kritisere disse titanere i en theomachi (kamp mellem guder), der rettelig kan handle om, hvorvidt man kan beskrive de homoseksuelles historie som en frigørelse fremfor en disciplinering eller normalisering.

Undertegnede har også haft fornøjelsen af at læse en anden antologi om homoseksuel historie her for nylig, nemlig A Gay History of Britain – Love and Sex Between Men Since the Middle Ages (2007) af Matt Cook et. al. Denne antologi, som varmt kan anbefales, repræsenterer et forsøg på en generel oversigt over homoseksuel historie i Storbritannien. Matt Cook og hans medforfattere kan nemlig opregne en ganske anden grusom og repressiv historie om forfølgelse, end Skandinavien nogen sinde har kunnet byde på. Fra henrettelser af sodomitter i hundredevis til Thatcher-tidens Section 28, der forbød offentlige myndigheder at fremme homoseksualitet. Samtidig har London og andre engelske storbyer altid kunnet fremvise en homo-kultur der i fest, farver og frivolitet overgik noget, man kunne finde i skandinaviske storbyer. I Skandinavien har myndighederne forsøgt ikke at gøre noget stort nummer ud af homoseksualitet, før i tiden for ikke at sprede den farlige viden om denne perversion, og i dag fordi de færreste skandinaver synes, at det er et stort problem. Denne statslige ligegyldighed overfor, hvordan folk lever deres (homo)seksuelle liv kan nu fejre store triumfer i hele Skandinavien, og selv nymoralismen, vi har set de seneste år, beskæftiger sig som regel ikke med homoseksuelle.

Criminally Queer hjælper os til at forstå den særlige skandinaviske homo-historie, for den viser os, at vi ikke bare er en underafdeling af New York eller Londons homohistorie. Ofte henviser homoseksuelle debattører til Stonewall Oprøret, når man skal forklare homoseksualitetens nyere historie, helt uden at vide, at på det tidspunkt havde man i dele af Skandinavien diskuteret diskrimination af homoseksuelle i 20 år.