Som feminist er det vigtigt at holde fast i det centrale princip:
at være kritisk over for alle ideer – også ens egne.
– Neelam Hussein
 

Bogen er hvid. Men titlen står med fede versaler på et lyseblåt mavebælte. Jeg kan ikke komme til at læse den, hvis jeg ikke fjerner det. Lyseblå får mig til at tænke på lyserød. Det er nok ikke tilfældigt, at bogen som objekt spiller på dén modsætning mellem de traditionelle drenge- og pigefarver. Jeg flår det lyseblå papir af. Spændt som var det gavepapir. For jeg er på forhånd ellevild med initiativet: En nyt, feministisk manifest, skrevet kollektivt af 22 unge kvinder og mænd, hetero-, bi-, homo- og transseksuelle til et bredt publikum. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hungrer efter et tilsvarende initiativ fra samme generation (født 1975-1985) på dansk – og at jeg sultent hilser den svenske Könskrig med den lovende undertitel Hur vi delas upp och hur vi hör ihop velkommen.

Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed at jeg, efter at have læst bogen, spekulerer over, om det er tilfældigt, at den er hvid? Måske er dens ydre hvidhed tænkt som et hvidt flag. Som noget neutralt i forhold til lyserød og lyseblå. Men hvid er ikke neutral i kønssammenhæng (uskyldsren som hvid (Sne-fucking-hvide), det hvide bryllup, etcetera). Og hvid er slet ikke neutral i racesammenhæng. Det slår mig kort sagt, at forholdet mellem køn og race overhovedet ikke er noget issue i Könskrig. Ifølge forordet er ambitionen intet mindre end at ”förändra världen!” Men man må lede forgæves efter så meget som et lille bitte vindue til global feminisme eller postkoloniale eller multikulturelle (nationalt/internationalt) problemstillinger.

Redaktørerne Elin Alvemark og Tove Leffler har til gengæld valgt at zoome ind på seksualitet i samtidens Sverige. Lefflers indledende opfordring ”Let’s talk about sex” bliver taget på ordet af størstedelen af Könskrigs skribenter. En ny seksualitetsdebat er helt sikkert også tiltrængt og spændende, både hvad angår ligestilling i heteroseksuelle relationer og mellem forskellige seksuelle orienteringer. Men ... siden forgængeren, som hed Fisseflok på dansk, er spørgsmålet om ”hur vi delas upp och hur vi hör ihop” blevet sværere og sværere at stille uden at medtænke, hvad ”vi” betyder. I og med strømninger som postkolonial feminisme, tredieverdens-feminisme, muslimsk feminisme og så videre er det blevet noget nær et uomgængeligt vilkår for ”os” vestlige feminister at reflektere over ”vores” egen (magt)position. Eller: Sådan ser jeg på det som dansk feminist, f. 1969. Og jeg havde nok forventet, at unge, svenske feminister havde lyst, mod og overskud til at medtænke deres eget udgangspunkt som borgere i et velnæret velfærdssamfund. Men det har de ikke. Eller det gør de i hvert fald ikke. Det er, som sagt, sex, de vil tale om. Og okay, hatten eller bh’en af for det.

”Hur fan ser en fin fitta ut?” spørger Sonja Schwarzenberger i sin skarpe, sarkastiske ”Knullar du lika jämställt som du prater?” og tilføjer ”För det är klart att jag vill ha en sån.” Jeg hæfter mig ved, at der spørges til, hvordan en fin fisse ser ud. Hvordan den ser ud udefra. Schwarzenberger beskriver det sådan, at hun ser på fissen udefra som et objekt – eller groft sagt en vare, der kan ændres eller byttes, hvis den ikke er fin nok eller fungerer optimalt, fx får vaginalorgasmer. Selvom hun er bevidst om, at dette blik på kønnet hæmmer hendes seksualitet, er hun fanget i det. Sådan som jeg læser Schwarzenberger, kritiserer hun samfundet for at få hende til at reproducere dette blik på sig selv. Det ser jeg faktisk som en rød tråd i den hvide bog: Som generationsportræt beskriver den, at de unge føler sig fanget i et (selv)undertrykkende blik på sig selv som objekter. Den selvovervågning er jo ren ”Fo-kåå”, som den transseksuelle Maja Karlsson fortæller, at alle læser på universitetet.

Könskrig udpeger ikke en ekstern patriark, som undertrykker kvinden udefra, men synliggør snarere, at kvinder – og mænd med – i høj grad ser på sig selv udefra. Den skildrer en længsel efter at blive et helt menneske og at kunne opleve sig selv og sin krop indefra. Eric Rosén hudfletter sin tendens til at tænke mandschauvinistisk – trods sin dårlige samvittighed over disse tanker – og slutter sin tekst med disse ord: ”Känslomässig tillgänglighet är en förutsättning för att komma bort från de impulser jag tränger bort. Raserar man de där murarna försvinner skulden, skammen och rädslan för att vara något slags svin och kanske kan jag då bli man nog att vara människa.”

I forordet skriver redaktørerne Elin Alvemark og Tove Leffler, at vejen til frihed handler om ”perspektiv. Hur man ser på saker. I den här boken vill vi visa att man kan se på andra människor och sig själv på fler sätt än de som dominerar vårt samhälle.” Kursiveringerne er mine. Igen er det syns-vinklen, jeg hæfter mig ved. Her er blikket brugt positivt, ændringen af blikket kan medføre frigørelse. Det er også det, Örjan Rodhe skriver om i ”At titta på dem – och andra sätt att förhålla sig till människor”: ”Den annorlunda blicken innebär en ny relation och en ny riktning.” Og ”Att se på någon eller att bli sedd. De innebär två helt olika positioner med olika möjligheter, men som – det är poängen – inte alltid behöver vara låsta, inte ens mellan samma personer i samma situation.” Måske handler frihed også om noget, der er svært at beskrive med blikretning og synsvinkel. Om noget i retning af det, Rosén kalder ”følelsesmæssig tilgængelighed.” Eller, som Rodhe antyder, noget i retning af at kombinere at se og at mærke: ”Att se sin roll i det patriarkala systemet är nödvändigt, men att kunna känna gemenskap och solidaritet med kvinnor kan bidra till feministisk kamp det med.” Den ”følelsesmæssige tilgængelighed” og det ”at kunne føle fællesskab” kan siges at have med empati at gøre. Jeg spekulerer på, om bogens samfundskritik ikke kun retter sig mod patriarkalske eller heteroseksuelle normer, men også mod konsumerismens tingsliggørelse af forhold samt, måske, mediesamfundets opvurdering af at se på og at blive set på.

Lefflers udsagn ”Sex er politik” er noget nær et motto for bogen. Jeg kommer til at tænke på et citat af Rosmarie Waldrop, hun skriver: ”(What could be more private than making love – but if you are not careful, and the couple is heterosexual, it may produce a citizen.)”. Det er ikke den eventuelle produktion af en borger, der fokuseres på som politisk i Könskrig, men selve kærlighedsakten. Hvad er undertrykkende, og hvad er frigørende? Schwarzenberger foreslår, at det svenske skolesystem yder undervisning i nydelse, et for så vidt udmærket realpolitisk forslag. Men man kan også spørge til, hvorvidt seksuel nydelse er en rettighed? Leffler pointerer, at når kvinder ikke vil lade sig servicere i sengen, så vil de nok heller ikke lade sig servicere andre steder. Jeg bemærker ordet ”servicere”. Det får mig til at tænke på prostitution, men det er måske fordi, det er lovligt at købe sex i Danmark. Hvis jeg har problemer med at blive serviceret i sengen, kan jeg med statens billigelse købe en mandlig prostituerets ydelser. Jeg forstår godt, at Leffler vil provokere med sit udsagn – og netop vise, at sex bliver opfattet som en service af nogen. Men jeg ved ikke, om man bekriger det ved selv at kræve service-ydelser – eller snarere ved at prøve at frigøre sig fra selve tanken om sex som service og nydelse som en ydelse. Det er også et spørgsmål, der ligger implicit i Könskrig, synes jeg.

De 22 bidrag spænder genremæssigt over alt fra digt og drama. Der gøres gestus til både fag- og skønlitteratur. Et godt redaktionelt greb er, at forfatternavnene ikke figurerer løbende, men først kobles sammen med titlerne i den afsluttende indholdsfortegnelse. Der opstår dermed en slags midlertidig anonymitet. Det gør én opmærksom på, at man almindeligvis medlæser forfatternavnet som en slags kønsangivelse. Den, der udnytter denne midlertidige anonymitet mest, er Daniel Möller, hvis novelle ”XXX” har en kvindelig jeg-fortæller: ”Pojkarna på gården brukade visa mig sina peniser. Jag övertalade – eller helt enkelt tvingade – dem att dra ned sina små kalsonger så att jag fick beundra den hårlösa pitten.” Igen handler det om blikket, her er det blot det kvindelige jeg, der har blikket og magten, hvilket novellen – på sin vis ret traditionelt – forbinder med seksuel nydelse. Nå, men tilbage til genremangfoldigheden: På tværs af de mange forskellige tekstformer er der en genkommende figur, nemlig bekendelsen og den selvbiografiske anekdote. Det giver mening, for så vidt som det netop er privatlivet og intimsfæren, som er på den politiske dagsorden. Men det skygger måske også for det udsyn, som jeg indledningsvis efterspurgte.

”Rätten att vara sexig handlar om rätten att definera sin egen kropp i relation till världen” står der med et stort opsat grafisk digt i midten af bogen. Jeg synes som sagt at Könskrig handler mere om krop end om verden. Det er så ikke Könskrigs skyld, at jeg er mere optaget af en samtidsfeminisme, som både forholder sig til køn og race/etnicitet. Men jeg vil gerne afslutte med at give to eksempler på, at man sagtens kan diskutere begge dele på en gang (oven i købet selvbiografisk):

Et eksempel:

I ”Absolute Exotic” (2005), der minder om en intermistisk musikvideo, danser og rapper den dansk-filippinske videokunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen iklædt et bastskørt og flankeret af to hvide juhu-mænd. Hun rapper om kærlighedssorg, eksotisme og racisme mellem forskellige etniske grupper i Danmark. Hun bruger igen og igen ”the n-word”. Hun, ”en halv asiat”, er nemlig for anden gang blevet ”dumpet, på grund af en pigeneger”, hvis ”røv er negerpumpet.” Jeg citerer fra hukommelsen:
 

Min ex har fundet en ny heks
brokkede sig, han fik for lidt sex
og den sorte lille fisse
fik vor parforhold i krise
rasta-hår og Bob Marley hat
har hun taget min plads, den mulat.

Typen som vil score farver
gule, sorte, brune larver.
en white trash boy etno fascist,
defineret omvendt racist
er træt af at være objekt
etnicitet gør mig suspekt.

Det er in at være neger
yt med asiate piger
det er faktisk temmelig mærkeligt
gik og troede jeg var noget særlig.

(...)
 

Eksempel to:

(Her skal jeg måske lige indlede med at sige, at det er Lefflers spørgsmål: ”Och varfor går jag igång på analsex?” som fik mig til at hive eksemplet frem.)

I romanen The Transformation (2007) springer Juliana Spahr ud som polygam i et heteroseksuelt forhold med to mænd. Fortælleren er hele vejen igennem et ”they”. ”They” bor på en ø, som er en tidligere amerikansk koloni. ”They” hører gang på gang et digt, som sammenligner kolonialisme med at blive kneppet i røven. Jeg lader Juliana Spahr få det sidste ord i anledning af Könskrig:

”they left the reading feeling angry at themselves for not standing up and saying that they hated colonialism but they thought getting fucked in the ass was a turn on. They justified their silence by telling themselves that another continental haole did not need to stand up and yet again harass a poet who had genealogical ties to the island from before the whaling ships arrived, that their role teaching in the complex was already an affront to poets who had genealogical ties to the island from before the whaling ships arrived and why keep adding to it, why keep playing the haole schoolteacher? They tried, in other words, like many others, to justify their inaction by arguing that race should trump sexuality. But really they did not stand up at the readings and say that they thought getting fucked in the ass was a turn on because they already felt like a pervert, not like a strident and political queer, and they were weak and a little ashamed, or perhaps it was embarrassed, and didn’t want to draw more attention to their perversion as a result.”