Som feminist er det vigtigt at holde fast i det centrale princip:
at være kritisk over for alle ideer – også ens egne.
– Neelam Hussein
 

Bogen er hvid. Men titlen står med fede versaler på et lyseblåt mavebælte. Jeg kan ikke komme til at læse den, hvis jeg ikke fjerner det. Lyseblå får mig til at tænke på lyserød. Det er nok ikke tilfældigt, at bogen som objekt spiller på dén modsætning mellem de traditionelle drenge- og pigefarver. Jeg flår det lyseblå papir af. Spændt som var det gavepapir. For jeg er på forhånd ellevild med initiativet: En nyt, feministisk manifest, skrevet kollektivt af 22 unge kvinder og mænd, hetero-, bi-, homo- og transseksuelle til et bredt publikum. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hungrer efter et tilsvarende initiativ fra samme generation (født 1975-1985) på dansk – og at jeg sultent hilser den svenske Könskrig med den lovende undertitel Hur vi delas upp och hur vi hör ihop velkommen.

Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed at jeg, efter at have læst bogen, spekulerer over, om det er tilfældigt, at den er hvid? Måske er dens ydre hvidhed tænkt som et hvidt flag. Som noget neutralt i forhold til lyserød og lyseblå. Men hvid er ikke neutral i kønssammenhæng (uskyldsren som hvid (Sne-fucking-hvide), det hvide bryllup, etcetera). Og hvid er slet ikke neutral i racesammenhæng. Det slår mig kort sagt, at forholdet mellem køn og race overhovedet ikke er noget issue i Könskrig. Ifølge forordet er ambitionen intet mindre end at ”förändra världen!” Men man må lede forgæves efter så meget som et lille bitte vindue til global feminisme eller postkoloniale eller multikulturelle (nationalt/internationalt) problemstillinger.

Redaktørerne Elin Alvemark og Tove Leffler har til gengæld valgt at zoome ind på seksualitet i samtidens Sverige. Lefflers indledende opfordring ”Let’s talk about sex” bliver taget på ordet af størstedelen af Könskrigs skribenter. En ny seksualitetsdebat er helt sikkert også tiltrængt og spændende, både hvad angår ligestilling i heteroseksuelle relationer og mellem forskellige seksuelle orienteringer. Men ... siden forgængeren, som hed Fisseflok på dansk, er spørgsmålet om ”hur vi delas upp och hur vi hör ihop” blevet sværere og sværere at stille uden at medtænke, hvad ”vi” betyder. I og med strømninger som postkolonial feminisme, tredieverdens-feminisme, muslimsk feminisme og så videre er det blevet noget nær et uomgængeligt vilkår for ”os” vestlige feminister at reflektere over ”vores” egen (magt)position. Eller: Sådan ser jeg på det som dansk feminist, f. 1969. Og jeg havde nok forventet, at unge, svenske feminister havde lyst, mod og overskud til at medtænke deres eget udgangspunkt som borgere i et velnæret velfærdssamfund. Men det har de ikke. Eller det gør de i hvert fald ikke. Det er, som sagt, sex, de vil tale om. Og okay, hatten eller bh’en af for det.

”Hur fan ser en fin fitta ut?” spørger Sonja Schwarzenberger i sin skarpe, sarkastiske ”Knullar du lika jämställt som du prater?” og tilføjer ”För det är klart att jag vill ha en sån.” Jeg hæfter mig ved, at der spørges til, hvordan en fin fisse ser ud. Hvordan den ser ud udefra. Schwarzenberger beskriver det sådan, at hun ser på fissen udefra som et objekt – eller groft sagt en vare, der kan ændres eller byttes, hvis den ikke er fin nok eller fungerer optimalt, fx får vaginalorgasmer. Selvom hun er bevidst om, at dette blik på kønnet hæmmer hendes seksualitet, er hun fanget i det. Sådan som jeg læser Schwarzenberger, kritiserer hun samfundet for at få hende til at reproducere dette blik på sig selv. Det ser jeg faktisk som en rød tråd i den hvide bog: Som generationsportræt beskriver den, at de unge føler sig fanget i et (selv)undertrykkende blik på sig selv som objekter. Den selvovervågning er jo ren ”Fo-kåå”, som den transseksuelle Maja Karlsson fortæller, at alle læser på universitetet.

Könskrig udpeger ikke en ekstern patriark, som undertrykker kvinden udefra, men synliggør snarere, at kvinder – og mænd med – i høj grad ser på sig selv udefra. Den skildrer en længsel efter at blive et helt menneske og at kunne opleve sig selv og sin krop indefra. Eric Rosén hudfletter sin tendens til at tænke mandschauvinistisk – trods sin dårlige samvittighed over disse tanker – og slutter sin tekst med disse ord: ”Känslomässig tillgänglighet är en förutsättning för att komma bort från de impulser jag tränger bort. Raserar man de där murarna försvinner skulden, skammen och rädslan för att vara något slags svin och kanske kan jag då bli man nog att vara människa.”

I forordet skriver redaktørerne Elin Alvemark og Tove Leffler, at vejen til frihed handler om ”perspektiv. Hur man ser på saker. I den här boken vill vi visa att man kan se på andra människor och sig själv på fler sätt än de som dominerar vårt samhälle.” Kursiveringerne er mine. Igen er det syns-vinklen, jeg hæfter mig ved. Her er blikket brugt positivt, ændringen af blikket kan medføre frigørelse. Det er også det, Örjan Rodhe skriver om i ”At titta på dem – och andra sätt att förhålla sig till människor”: ”Den annorlunda blicken innebär en ny relation och en ny riktning.” Og ”Att se på någon eller att bli sedd. De innebär två helt olika positioner med olika möjligheter, men som – det är poängen – inte alltid behöver vara låsta, inte ens mellan samma personer i samma situation.” Måske handler frihed også om noget, der er svært at beskrive med blikretning og synsvinkel. Om noget i retning af det, Rosén kalder ”følelsesmæssig tilgængelighed.” Eller, som Rodhe antyder, noget i retning af at kombinere at se og at mærke: ”Att se sin roll i det patriarkala systemet är nödvändigt, men att kunna känna gemenskap och solidaritet med kvinnor kan bidra till feministisk kamp det med.” Den ”følelsesmæssige tilgængelighed” og det ”at kunne føle fællesskab” kan siges at have med empati at gøre. Jeg spekulerer på, om bogens samfundskritik ikke kun retter sig mod patriarkalske eller heteroseksuelle normer, men også mod konsumerismens tingsliggørelse af forhold samt, måske, mediesamfundets opvurdering af at se på og at blive set på.