Men her ryger kæden af for Walton. Jeg er helt med på at udnyttelsen af det der førhen blev opfattet som privat eller indre, kan tjene strategiske formål, legitimt identitetsarbejde, imagepleje – eller simpelthen sikre ro og fred fordi man ingen hemmeligheder har længere. Faktisk er min egen påstand jo at dette er noget vi gør hele tiden selv, og at vi hele tiden iagttager sådanne identitetsarbejder i kulturen bredt, så vel som i smalle, kunstneriske former. Men på den baggrund at tilkende fx seksualiteten, kroppen, nøgenhed et autentisk subversivt potentiale, det er noget andet. Men sådan synes Walton at tænke. Han nævner således nøgenbadestranden i denne sammenhæng, som billede på brugen af seksualiteten i biografien og selvbiografien. Han mener den er et attraktivt sted, et fristed: “Noko av det mest attraktive ved nakenstranden er etter mitt syn at dei fungerer som fristader fra maktutøvning”. Vrøvl, nøgenbadestrande er grimme – i hvert fald indtil folk går hjem. Nudisme er historisk tæt forbundet med vitalisme, fascisme og vel også nordisk-arkitekttegnet modernisme-funktionalisme (læs fx Nikolaj Frobenius’ fremragende (selv)biografi om sig og sin frigjort-funktionalistiske far, Teori og praksis), og man behøver ikke, som jeg, at have set en med pigtråd omhegnet nøgenlejr i Kroatien for at fatte det. Men dér gik de rige og fede tyskere altså bag meterhøj pigtråd med habermasiansk herredømmefrit dinglende nosser og pudsede deres Mercedeser. Nøgenhed som ideologi har alt med magtudøvelse at gøre, og det er svært at forstå at en der henviser til Judith Butler og ønsker mere “skeiv teori” i en biografisk sammenhæng samtidig kan komme med sådan noget fis. Sjælen er kroppens fængsel, og intetsteds er kulturens nådesløse stilisering af det bløde kød mere usynligt ubarmhjertig end der hvor nøgenhed er normativt naturlig.

Jeg ved ikke om Norge og England er mindre frigjorte end Danmark, måske er vi i Danmark mere frigjorte fra frigjortheden? Jeg har som dansk intellektuel i hvert fald svært ved at spise Waltons tro på at nøgenbadning og offentliggørelse af det intime skulle være magt-undergravende. For mig at se udøver Walton netop magt når han bruger en fin skildring af sin egen biseksualitet som argument i en fremstilling om biografien. Jeg synes hans sammenkobling af tosprogethed og biseksualitet som beslægtede kommunikationsformer har noget for sig, og det er selvsagt dybt festligt at en af nynorskens tempeltjenere laver den kobling – men det er potentielt en slags (selv)biografisk magtudøvelse at argumentere på den måde. De der måtte mene noget andet end Walton, er snildt og på forhånd dømt ude som snerper, homofober og det der er værre: en benægtelse af det biseksuelle i tosprogethed synes at pege på en indebrændt seksualitet. Min pointe er ikke at der er noget i vejen med at Walton forfølger sine mål på denne måde. Jeg synes bare ikke at han samtidig kan påstå det ikke er magtudøvelse. Vi lever jo i en kultur hvor det at have en klart markeret seksualitet er noget mere comme il faut end det at være lukket om disse spørgsmål.

Walton er jo ellers, helt korrekt mener jeg, vældig skeptisk over for tanken om at seksualiteten skulle være privilegeret sted for indsigt i et menneske. Han parodierer dette synspunkt noget så festligt på denne måde: “Mennesket er seg sjølv berre når vi kan observere det med feil partnarar, helst mange om gongen, på feil plass, med feil klede eller utan klede eller med feil genstandar i éi eller fleira av dei aktuelle kroppsopningane”. Seksualitet ser han, som nævnt, snarere som en kommunikationsform, en særlig intens en af slagsen der altså også påkalder sig den seriøse biografs interesse, ikke mindst hvis man ser subjektet som noget der konstitueres i interaktion med verden – og det gør Walton: Det der i sidste ende får ham til at forsvare biografien, er netop at den, hvis den altså sættes fri af den moderne biografis mytologi, kan afdække, ja forklare sammenhængene mellem det et menneske er (eller snarere bliver), og det mennesket gør. Subjektet og dermed emnet for den ordentlige, modernistiske biografi er altså først og sidst en kollega, en medarbejder på Historien. Og med den grundholdning forstår jeg pludselig bedre at Walton, den ene gang jeg har set ham, på en konference i Alaska, bar en stor rød stjerne på sin t-shirt ...

Skaff deg eit liv! udgør kapitler i Waltons intellektuelle selvbiografi, kronologisk organiseret, sjovt nok. Fordi bogen altså er et opsamlingsalbum, er der en del gentagelser. Det kan man som læser sagtens tåle fordi Walton skriver så godt. Derimod kan man godt blive en smule træt af fortællerens holdning til det fortalte i de første artikler: biografien som vi kender den, er naiv og teori-løs, ikke mindst i Norge, men nu kommer jeg, Walton, (og Marianne Egelund) heldigvis og gør noget ved det. Den holdning, og den lidt tyndbenede afvisning af Freud, glider heldigvis ud i løbet af hans skrivende liv som medarbejder på historien. Mod slutningen prøver han sig ligefrem med de nævnte ønsker for biografien i et forsøg på at være opbyggelig.

Han kunne, synes jeg, have taget mere fat i noget han fremfører i begyndelsen. Umiddelbart efter første linje, “Dette er ei bok om biografigenren”, skriver han videre: “Biografien er strengt taget ikkje nogon sjanger. Han er eit tema eller ein fortejlestruktur innanfor den episke sjangren”. Det er jo provokerende – ikke mindst fordi biografien jo indlysende nok er en genre, hvis man er forlægger, boghandler, læser eller bibliotekar. Men det er ikke desto mindre rigtigt, og en pointe Walton kunne have forfulgt. Hvis den altdominerende romanbiografi er et skæringspunkt mellem et fortælleteknisk arrangement og en teori om subjektet, et skæringspunkt der så at sige ligger på tværs af skellet mellem fakta og fiktion, ja så spilder Walton måske sine anseelige kreative og intellektuelle færdigheder på at behandle den som først og fremmest en genre.

Måske er romanbiografien som genre udkrystalliseringen af en diskurs som vi med Edward Said kunne kalde biografientalisme. Vi kan jo prøve med et forvansket citat: “Biografientalisme er den institution, der anvendes til at tackle livet – ved at udtale sig om det, autorisere synspunkter på det, beskrive det, undervise i det, bosætte sig i det og herske over det. Biografientalisme er med andre ord en skriftlig metode til at dominere, omstrukturere og få magt over livet”.[1] En nylig udkommet samtalebog, Mikkel Bolt og Das Beckwerks I sammenbruddets tjeneste (2008), synes at underbygge denne tanke om en intim sammenhæng mellem kapitalisme og de gængse opfattelser af identitet.

Hvordan det nu end er med forholdet mellem biografien som genre og biografien som diskurs, så vil jeg hermed anbefale Skaff deg eit liv! Om biografi som en både klog, festlig og engageret blanding af intellektuel selvbiografi og biografi-biografi. Man kan grine ad den, skændes med den, være enig med den – og først og sidst blive klogere.

En detalje. Walton vil gerne have biograferne til at gå i biografen, altså lade sig inspirere af de narrative strukturer i film. Af en eller anden grund synes han det skal siges på dansk: “Send biograferne på biograf!”, skriver han med kursiver og udråbstegn. Men det er ikke dansk. I virkeligheden lyder det endnu bedre: Send biograferne i biografen! Om det så skulle hjælpe, kan man nok betvivle. Det kommer i hvert fald an på hvilke film biografen ser i biografen. Mon ikke Hollywood kunne være en af biografientalismens vigtigste institutioner? Og når vi nu er ved The Danish Connection, vil jeg lige komme med en uddybning (og det bliver altså alligevel et langt PS): Walton den Yngre revser sine steder den norske biografiske tradition ved at henvise til et højere reflektionsniveau i andre lande herunder det lille naboland i syd. Og det er rigtigt at fx Johnny Kondrup har gjort en stor og god indsats for at skrive biografiens og selvbiografiens historie i en dansk sammenhæng. Men jeg tror ikke Walton kender Kondrups arbejde særlig godt, for hos ham som hos hele den enormt indflydelsesrige tradition han tilhører – vi kan jo kalde den københavnerskolen – er det dannelsesromanen i sammenhæng med noget de undertiden har kaldt den biografisk-eksistentielle metode, der styrer. Walton skriver på s. 39 om en anden bog af samme københavnerskole, Kjeld Zeruneiths biografi om Johannes Ewald, hvor den digteriske kaospilots liv udlægges som et sammenhængende og meningsfuldt forløb: “Denne samanhengen har ikkje noka reell tyding utover Zeruneiths knapt fortrengde ønske om å skrive ein bildungsroman”. Dette er en noget uelskværdig bemærkning om en højt begavet mand store arbejde, men Walton har også ret: dogmerne om dannelse og individuation blander litteraturforskning med fiktion og nyreligiøst sværmeri. Den danske biografiske forskningstradition både Zeruneith og Kondrup tilhører, synes at forudsætte et dannelsesskema som biografen derefter finder bevis for i de analyserede tekster. Tankegodset er, især for Kondrups vedkommende, hentet hos Dilthey. Det er derfor også lidt upræcist når Walton entydigt knytter den modernistiske biografi til positivismen og dens ambition om årsagsforklaringer. I Dilthey-traditionen er de med deres ønske om forståelse i klar og gennemreflekteret opposition til positivismen. Men de er ikke desto mindre medarbejdere på biografientalismen der som diskurs er et komplekst sammenløb af ofte modsatrettede tendenser i 1800-tallets videnskabsteori.

Henrik Wivel fik i jubelåret for H.C. Andersen penge til at eftergøre HC’s rejse til Portugal med henblik på artikler og siden bogen Det jordiske paradis. Kulminationen i bogen indtræder da Wivel kan godtgøre at den ellers konsekvent hånddrevne Hans Christian gik på bordel på vejen hjem, uden dog at bestige den luder han havde valgt, og her kommer så Wivels forstående udlægning: “et smukt øjeblik, måske dybest set det mest poetiske i Andersens liv. Ikke hengivelse til, men indlevelse i et andet menneske”. Og det er jo så pointen at Andersens manglende hengivelse, i dette tilfælde komplet med tilhørende manglende sædudtømning, skabte skaberevnen – han betalte altså, han også. Jeg var målløs da jeg læste det, og bliver det nu igen: Med hvilken ubegribelig arrogance lægger ikke biograferne deres skabeloner ind over et levet livs dokumenterbare kaos af detaljer og kalder resultatet virkeligt og, glup, poetisk! “Poesi, hvor er mit brokbind?” fristes jeg til sige med Klaus Rifbjerg. Det poetiske øjeblik synes her at være det øjeblik hvor biografen triumferende får pengene til at passe og kan tømme sin egen begejstring ud i det man nøgternt set må kalde en slags selvbiografisk fiktion.