item4
#2
INFOBLOGARCHIVESEARCHLINKS

Seksualseparatisme som normalitets-kritik og angreb

Med KAKA og KRAN er der altså i gruppernes egen selvfremstilling tale om to kønsseparatistiske grupper, der begge samtidig opbryder og sætter spørgsmålstegn ved kategorien “kvinde”. KAKA dels ved at konkret at fremdrage lesbiskhed og kvindelig biseksualitet, dels ved at fremdrage sociale kategorier som seksualitet, klasse og køn som noget man er positioneret forskelligt i forhold til, også inden for gruppen. KRAN ved at tale om forestillingen om ét samlet kvindeligt fællesskab som udgrænsende og hierarkiserende (uden nærmere at definere hvordan), og ved at henvise til kategorien “kvinde” som indsnævrende. I begge tilfælde argumenteres der for kønsseparatisme som en konsekvens af eksisterende magtforhold, som inden for gruppernes eget arbejde er nemmere ikke at blive fanget af, når mænd strategisk udgrænses. Og at denne udgrænsning samtidig bliver en strategi til at undgå at blive presset ud i en kvindelig fællesfront uden mulighed for at tematisere og angribe andre forskelsstrukturer end køn. Der er med andre ord tale om en kønsseparatisme, der problematiserer tidligere feminismers begreb “kvinder” og “kvinders” særlige sociale interesser. Dette i lige så høj grad som at grupperne stiller spørgsmålstegn ved kønsblandede venstrefløjs-organiseringers evne til at arbejde anti-patriarkalsk og “kvinders” mulighed for at lave andet end at arbejde anti-patriarkalsk i sådanne sammenhænge. Men kønsseparatisme er ikke den eneste form for separatisme, der praktiseres i det københavnske venstrefløjslandskab.

c3KLAMifolketspark2007

 

Flyer for det ikke-separatistiske KLAM-arrangement

Siden 2003 har et såkaldt “sammenrend af venstreradikale, utilpassede og uappetitlige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transer” organiseret separatistiske alternativer til hvad man kalder den officielle Prides “knæfald for kapitalisme og andet lort”.[7] Først under navnet SKAM som en kritik af Pridens nationalistiske farvning og islamofobiske manifestationer. Senere under navnene TAM og KLAM med en anti-kommerciel og anti-kapitalistisk drejning, hvor Pridens brug af sponsorer og promovering af kommercielt drevne barer og klubber har været i fokus.[8] Sammenrendet, der i daglig tale kaldes KLAM har i forbindelse med Priden arrangeret såvel seksualseparatiske såvel som ikke-separatistiske events og angiver at have et rent strategisk og pragmatisk forhold til separatisme.[9] I sommeren 2007 stod KLAM således for et ikke-separatistisk arrangement i relation til rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. En manifestation, der satte fokus på begrænsningen af ikke-kommercielle alternative rum i byen i det hele taget. Samtidig arrangerede de en fest for alle andre end “bio-heteroseksuelle”, i betydningen folk, der både forstår sig selv som heteroseksuelle og ikke-transer. Altså for bøsser, bi’er, lesbiske og transer af alle slags.

Nogle træk går igen hvis man kigger på KLAM’s manifestationer. For det første er der tale om en alliance mellem seksuelle og kønslige afvigere, og det er med udgangspunkt heri at de separatistiske grænser trækkes, når de trækkes. For det andet at det er muligheden (dvs. de manglende muligheder) for at udøve sin begærsretning under de sociale og politiske begrænsninger, der sættes for alt andet end heterobegær i byrummet, der er i fokus. Herunder det der ses som et homomiljø, der fungerer på kapitalismens præmisser. For det tredje at tilgangen til separatisme er pragmatisk og lejlighedsvis: KLAM er ikke en fast organisering, men angiver selv at aktivistkredsen består af alt fra radikale lesbiske separatister med forkærlighed for det udenomsparlamentariske til medlemmer af det parlamentariske venstrefløjsparti Enhedslisten, foruden medlemmer af trash-drag-performancegruppen Dunst osv. For det fjerde at det klamme, det uspiselige og det utilpassede trækkes i fokus i sammenrendets manifestationer.

Hvad angår ikke mindst det sidste kan man dermed sige at KLAM-manifestationerne præges af en strategi, hvor offensiv afvigelse netop er et strategisk modspil til normalisering. Dette trækker på forskellige former for radikal queer-aktivisme fra 1980’erne og 1990’erne. På såvel den konfrontative æstetik i queer-manifestet (se nedenfor) som på radikalt lesbisk arbejde i København gennem 1990’erne, hvor eksplicit dyrkelse af afvigelsen som et angreb på normalitetskonstruktioner var i fokus, f.eks. direkte aktioner, som vendte “normaliteten” på hovedet. Og på f.eks. den bøsseseparatistiske 1970’er bevægelse Bøssernes Befrielsesfront, hvor kampen for plads til begær som et politisk tema spillede en fremtrædende rolle.

c1KLAM2004

c2KLAM2004CrusingspotfordamerLARGE

Til det separatistiske KLAM-arrangement ”Fuck

Centralt i KLAMs aktiviteter er netop at skabe alternative rum for udfoldelsen af ikke-heteroseksuelle begærspraktikker (f.eks. sex...). I den forbindelse argumenterer sammenrendet for at tage rum ved at holde seksualseparatistiske fester og at aktionere for H. C. Ørstedsparken som en park for seksuelle afvigere uden adgang for “far, mor og heterobarn”, som det hedder i en af KLAM’s erklæringer.[10] Samtidig med at man allierer sig med og stiller sig solidarisk med fristedsbevægelsen og med andre marginaliserede gruppers kamp for rum i byen, og her opererer ikke-separatistisk.

Separatismen og sociale kategorier og interesser

Ovenstående skal ikke tjene som en fuldgyldig oversigt over et nutidigt køns- og seksualpolitisk venstrefløjslandskab i og omkring København. For det første er der andre grupper og organiseringer, for det andet er ovenstående gennemgang i vid udstrækning baseret på nedslag i de pågældende gruppers selvitalesættelse på hjemmesider, i oplægsmanuskripter med videre. Italesættelser af denne art udgør naturligvis kun en begrænset del af disse gruppers politiske praktikker. Desuden besværliggøres en tegning af landskabet og dets aktiviteter af at en god del af de grupper, der er placeret på den radikale del af venstrefløjslandsskabet, benytter sig af eller stiller sig positivt over for udenomsparlamentariske og ikke-legalistiske metoder. Så nogle grupper skyder f.eks. op i forbindelse med konkrete aktioner, for aldrig siden at lade høre fra sig. Som de feminister, der ved en direkte aktion fik en pornofilm-kanal til at gå ned. Og som de feminister, der smed brosten gennem Enhedslistens ruder, da partiet stemte for en samlet lovpakke, der forbød lesbiske og enlige kvinder at blive insemineret i offentligt regi. Ikke desto mindre fremtræder de her udvalgte fire politiske organiseringers italesættelse af deres relation til separatisme som eksemplariske for forskellige måder at bruge eller distancere sig fra strategien på.[11] Ligesom der implicit er tale om forskellige måder at forholde sig til social kategorisering på som et udgangspunkt for politik. Endelig er der tale om forskellige forbindelse og inspirationskilder i forhold til tidligere separatistiske organiseringspraktikker.