Lefflers udsagn ”Sex er politik” er noget nær et motto for bogen. Jeg kommer til at tænke på et citat af Rosmarie Waldrop, hun skriver: ”(What could be more private than making love – but if you are not careful, and the couple is heterosexual, it may produce a citizen.)”. Det er ikke den eventuelle produktion af en borger, der fokuseres på som politisk i Könskrig, men selve kærlighedsakten. Hvad er undertrykkende, og hvad er frigørende? Schwarzenberger foreslår, at det svenske skolesystem yder undervisning i nydelse, et for så vidt udmærket realpolitisk forslag. Men man kan også spørge til, hvorvidt seksuel nydelse er en rettighed? Leffler pointerer, at når kvinder ikke vil lade sig servicere i sengen, så vil de nok heller ikke lade sig servicere andre steder. Jeg bemærker ordet ”servicere”. Det får mig til at tænke på prostitution, men det er måske fordi, det er lovligt at købe sex i Danmark. Hvis jeg har problemer med at blive serviceret i sengen, kan jeg med statens billigelse købe en mandlig prostituerets ydelser. Jeg forstår godt, at Leffler vil provokere med sit udsagn – og netop vise, at sex bliver opfattet som en service af nogen. Men jeg ved ikke, om man bekriger det ved selv at kræve service-ydelser – eller snarere ved at prøve at frigøre sig fra selve tanken om sex som service og nydelse som en ydelse. Det er også et spørgsmål, der ligger implicit i Könskrig, synes jeg.

De 22 bidrag spænder genremæssigt over alt fra digt og drama. Der gøres gestus til både fag- og skønlitteratur. Et godt redaktionelt greb er, at forfatternavnene ikke figurerer løbende, men først kobles sammen med titlerne i den afsluttende indholdsfortegnelse. Der opstår dermed en slags midlertidig anonymitet. Det gør én opmærksom på, at man almindeligvis medlæser forfatternavnet som en slags kønsangivelse. Den, der udnytter denne midlertidige anonymitet mest, er Daniel Möller, hvis novelle ”XXX” har en kvindelig jeg-fortæller: ”Pojkarna på gården brukade visa mig sina peniser. Jag övertalade – eller helt enkelt tvingade – dem att dra ned sina små kalsonger så att jag fick beundra den hårlösa pitten.” Igen handler det om blikket, her er det blot det kvindelige jeg, der har blikket og magten, hvilket novellen – på sin vis ret traditionelt – forbinder med seksuel nydelse. Nå, men tilbage til genremangfoldigheden: På tværs af de mange forskellige tekstformer er der en genkommende figur, nemlig bekendelsen og den selvbiografiske anekdote. Det giver mening, for så vidt som det netop er privatlivet og intimsfæren, som er på den politiske dagsorden. Men det skygger måske også for det udsyn, som jeg indledningsvis efterspurgte.

”Rätten att vara sexig handlar om rätten att definera sin egen kropp i relation till världen” står der med et stort opsat grafisk digt i midten af bogen. Jeg synes som sagt at Könskrig handler mere om krop end om verden. Det er så ikke Könskrigs skyld, at jeg er mere optaget af en samtidsfeminisme, som både forholder sig til køn og race/etnicitet. Men jeg vil gerne afslutte med at give to eksempler på, at man sagtens kan diskutere begge dele på en gang (oven i købet selvbiografisk):

Et eksempel:

I ”Absolute Exotic” (2005), der minder om en intermistisk musikvideo, danser og rapper den dansk-filippinske videokunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen iklædt et bastskørt og flankeret af to hvide juhu-mænd. Hun rapper om kærlighedssorg, eksotisme og racisme mellem forskellige etniske grupper i Danmark. Hun bruger igen og igen ”the n-word”. Hun, ”en halv asiat”, er nemlig for anden gang blevet ”dumpet, på grund af en pigeneger”, hvis ”røv er negerpumpet”:
 

Min ex har fundet en ny heks
brokkede sig, han fik for lidt sex
og den sorte lille fisse
fik vor parforhold i krise
rasta-hår og Bob Marley hat
har hun taget min plads, den mulat.

Typen som vil score farver
gule, sorte, brune larver.
en white trash boy etno fascist,
defineret omvendt racist
er træt af at være objekt
etnicitet gør mig suspekt.

Det er in at være neger
yt med asiate piger
det er faktisk temmelig mærkeligt
gik og troede jeg var noget særlig.

(...)
 

Eksempel to:

(Her skal jeg måske lige indlede med at sige, at det er Lefflers spørgsmål: ”Och varfor går jag igång på analsex?” som fik mig til at hive eksemplet frem.)

I romanen The Transformation (2007) springer Juliana Spahr ud som polygam i et heteroseksuelt forhold med to mænd. Fortælleren er hele vejen igennem et ”they”. ”They” bor på en ø, som er en tidligere amerikansk koloni. ”They” hører gang på gang et digt, som sammenligner kolonialisme med at blive kneppet i røven. Jeg lader Juliana Spahr få det sidste ord i anledning af Könskrig:

”they left the reading feeling angry at themselves for not standing up and saying that they hated colonialism but they thought getting fucked in the ass was a turn on. They justified their silence by telling themselves that another continental haole did not need to stand up and yet again harass a poet who had genealogical ties to the island from before the whaling ships arrived, that their role teaching in the complex was already an affront to poets who had genealogical ties to the island from before the whaling ships arrived and why keep adding to it, why keep playing the haole schoolteacher? They tried, in other words, like many others, to justify their inaction by arguing that race should trump sexuality. But really they did not stand up at the readings and say that they thought getting fucked in the ass was a turn on because they already felt like a pervert, not like a strident and political queer, and they were weak and a little ashamed, or perhaps it was embarrassed, and didn’t want to draw more attention to their perversion as a result.”