Nanna Johansson

Rikke Platz Cortsen: Provokerende kærester, armhuler og en lille smule AIDS. Trikster #4, 2010.

Grimheden

For det er en pointe i en del af disse værker, at vi mennesker opfører os ret grimt overfor hinanden. Vi overskrider gang på gang hinandens grænser og forventer urealistiske ting af vores medmennesker. Især kravet til kvinder om at være kønne og høflige bliver udfordret af disse kvindelige, svenske tegnere. For de færreste har lyst til at opføre sig pænt hele tiden. Nanna Johansson har simpelthen valgt at kalde sin bog Fulheten – grimheden. Hun undersøger mange former for grimhed og udstyrer blandt andet de ellers supernuttede My Little Ponies med store lem og vildt sprøjtende kropssekreter. På spørgsmålet om, hvilke inspirationskilder hun benytter sig af, svarer Johansson: ”Vrede er en stærk drivkraft for mig. Jeg ser noget, der er uretfærdigt, og bestemmer mig for at ”svare” på det. Men jeg kan også blive inspireret af ting, jeg synes er gode eller smukke. Anderledes kroppe for eksempel. Det tegner jeg tit”. Det, mange af disse tegnere udfordrer, er vores fælles begreber om skønhed og grimhed. Derfor er Fulheten et meget komplekst begreb, fordi den både kan henvise til den grimhed, vi bærer i os, og den ”institutionaliserede” grimhed, vi instinktivt bedømmer andre med. Æstetiske domme a la ”du er grim” eller ”den er pæn” bliver hele tiden undermineret og problematiseret i værkerne. En af mine personlige favoritter i Nanna Johanssons bog, der netop understreger det vilkårlige i bedømmelser af skønhed, er den skaldede mand, der med en slange i den ene hånd og en tamburin i den anden danser med ryggen til læseren nøgen, mens han tømmer tarmen på en avis. Denne vanvittige sammensætning er ledsaget af teksten ”Allt är ändå bara atomer”, og det gør man måske klogt i at huske, når man forholder sig til grimheden såvel som skønheden.

Fulheten (omslag)

Nanna Johansson

 

Men hvorfor dog?

Som dansker kan man ikke undgå at bemærke, at vi i Danmark slet ikke har samme bølge af vrede, glade og gale, feministiske, tegneserietegnere at vise frem. Og man kan undres over hvorfor.

Direkte adspurgt svarer Nanna Johansson: ”Jeg bilder mig ind, at samfundsklimaet ser lidt anderledes ud. Det kan være en fordom, jeg har, men jeg forestiller mig, at det er betydeligt sværere at være feminist (og antiracist!) i Danmark, sammenlignet med Sverige. Og så har Sverige nok en længere tradition for kvindelige serieskabere, som har banet vejen for os anden- og tredjebølge (feministiske) tegnere”. Liv Strömquist peger også på det generelle samfundsklima i Sverige som en forklaring: ”Jeg tror boomet af kvindelige serietegnere i Sverige har noget at gøre med tredjebølge- feminismen, som opstod i 1990erne. Den banede vejen for mange kvindelige serietegnere og endda også musikere, derfor har vi også mange kvindelige musikere i Sverige. For mig handlede det om, at jeg som teenager kom i kontakt med Riot Grrrl-bevægelsen fra USA med punk, Do It Yourself og feministiske band som fx. Bikini Kill. Da begyndte jeg at lave et feministisk fanzine.” At det generelle positive klima overfor feminisme i den svenske debat har betydning, er der nok ingen tvivl om. Desuden må man pege på, at Sveriges tegneserietegnerskole i Malmö nok også spiller en rolle, fordi kvinderne her møder andre som dem selv og kan udveksle erfaringer. Liv Strömquist understreger vigtigheden af at have forbilleder: ”Når man begynder, inspireres man også af hinanden. Selv blev jeg fx inspireret af Åsa Grenwall og Coco Moodysson, der begyndte nogle år inden mig.”. På skolen i Malmö har mange af de svenske kvinder mødt hinanden og dannet seriekollektiver, som fx tegneserietegner-kollektiverne ”Dotterbolaget” og ”Polly Darton”, hvor de udgiver antologier og hjælper hinanden med udgivelser og kreativ sparring.

Hvis man som svenskerne vil have en seriescene med feminint eller direkte feministisk islæt gælder det først og fremmest om at skabe et bedre klima i samfundsdebatten og skabe fællesskaber og platforme, hvor de kvindelige tegnere kan mødes. Og så kan det ikke siges tit nok, at det altid hjælper at grine. Humoren er en meget vigtig del af den svenske feminisme på tegneserieform, der sprudler og sprutter. Der er ingen, der siger, at feminisme pr. definition skal være et kedeligt og humorforladt projekt.

 

Kvindelige svenske serietegnere


Rikke Platz Cortsen: Provokerende kærester, armhuler og en lille smule AIDS. Trikster #4, 2010.