I Sverige gør de noget, som man ikke gør i Danmark. Kvinderne. De tegner tegneserier. I massevis. Og de udgiver dem glad og gerne med en stilmæssig variation, der kun kan imponere. Hver især har sin helt særegne og personlige stil, og som regel ligner det ikke noget, man har set før. Det tætteste, man kommer, er den amerikanske undergrundstegneseries kvindeserier som Tits and Clits og Wimmens Comix, der også eksperimenterede med barnlige streger og bevidst grimme eller ekspressivt udfordrende stilgreb. Den store stilmæssige variation til trods er der en del temaer, der går igen i serierne, hvoraf humor (det være sig grotesk, larmende, absurd eller falden-på-halen-komedie) og feminisme (som historisk projekt, politisk strategi og livsindstilling) er de mest fremtrædende.

En af de for tiden mest succesfulde, svenske, kvindelige tegneserietegnere er Liv Strömquist, der gjorde sig bemærket første gang med Hundra procent fett i 2006 og slog stærkt igennem med bogen Einsteins fru i 2008. I sidstnævnte tager hun en del store mænd fra historien under kærlig behandling og arrangerer blandt andet konkurrencen ”Historiens mest provokerende kærester”, der bliver vundet af Einstein skarpt forfulgt af billedkunstneren Pablo Picasso og den socialistiske alfader Karl Marx. Strömquist anvender her et greb, der er populært i feministiske kredse, hvor der fokuseres på kvinderne i verdenshistorien. I Strömquists tilfælde drejer det sig om en særlig opmærksomhed mod de kvinder, der stod ved siden af, eller som altovervejende hovedregel i skyggen af, deres berømte mænd. Sympatien ligger hos kvinderne, der må gå grueligt meget igennem for at tækkes historiens store mænd. Således udstilles Picasso i al sin ynkelighed, når han nægter at stå op, hvis ikke hans kæreste forsyner ham med teenagere at have sex med, og Marx bliver udråbt som hykler, når Strömquist tørt konstaterer, at hans væsentligste kontakt med proletariatet var, når han gik i seng med stuepigen. Selv anfører Strömquist, at hun får sin inspiration fra virkelige personer. ”Fx lavede jeg en serie om Stalins kone. Jeg blev inspireret af at tænke: ”Gad vide, hvordan det var, at være sammen med Stalin?” Så begyndte jeg at tegne det…”

Loka Kanarp er en anden svensk tegneserietegner, der arbejder med en omskrivning af historiebøgerne med hovedvægt på kvinderne. Hendes bog Pärlor och Patroner er en samling af 60 kvindeportrætter, der med en side til hver omhyggeligt fortæller om både ret ukendte kvinder og kvinder, der nærmest har opnået ikonstatus i den kollektive bevidsthed. Selv havde jeg aldrig hørt om Marina Raskova, der var en kvindelig sovjetisk pilot, som under 2. verdenskrig ledede et regiment kun for kvinder, der fløj bombetogter ind over Tyskland. Til gengæld kendte jeg udmærket Coco Chanel, men bare fordi man er kvinde, er man ikke en helt, og Kanarp fokuserer på, at Chanel ud over at skabe ”den lille sorte” også var anti-semit og nazisympatisør. Kvinderne skal fremhæves, så deres rolle i historien ikke bliver glemt eller underkendt. Projektet ikke kun at kanonisere visse kvinder, men også at fortælle de barske sandheder om historiens mere kendte damer.

En ting, man ikke kan undgå at bemærke, er de svenske kvinders markante stil. Hver enkelt anvender en meget personlig, ofte karikeret streg, der i enkelte tilfælde ledsages af krasse farver og personer, der er yderst uformelige. Således også hos Sara Granér, der lader gule bjørne med voldsomt store munde og ninja turtles befolke de enkeltbilled-tegninger, hun har samlet i bogen Det är bara lite AIDS. Samtalerne dyrene imellem er absurde og forholder sig ofte til det meningsløse i tilværelsen og alle de forestillinger, vi gør os om lykke og værdier i nutidssamfundet.

Som når en bjørn skriger uhæmmet ad kassedamen ”Men hvorfor i helvede skal jeg betale 17,90 for et produkt, der ikke indeholder noget som helst?!?” mens han svinger vildt omkring sig med en mælkekarton, hvorpå der står skrevet: ”ingen fedt, ingen kalorier og ingen tilsat sukker”.

Samme lidt bagvendte humor anvender Nina Hemmingsson, der tilsætter et stort skvæt tragisk komik i bogen Jag är din flickvän nu, hvor hun undersøger og udleverer kvinders selvhad, mænds dominerende adfærd og tilværelsens generelle tomhed. Hendes alter ego er en lille mørkhåret pige, der med tomme øjne betragter verden og gang på gang overrasker med sin aggressive, pågående seksualitet og enorme selvlede. Følelsen af ikke at passe ind og ulysten til at leve op til andres forestillinger om, hvordan kvinder bør opføre sig gennemsyrer Hemmingssons serier, når hun fortæller levende og engageret om en pigegruppe, hvis fælles omdrejningspunkt er hair metal gruppen Kiss, der udstyrer pigerne med selvtillid til at gå i cowboyjakker med rygmærke og være anderledes, og som deres store puddelfrisurer til trods bliver målet for teenagernes seksuelle interesse og altopslugende kærlighed.

Hemmingssons kvindelige hovedpersoner udmærker sig ved at gå på tværs af stereotype kønsforestillinger og udfordrer gang på gang heteronormative begreber om lykke og vejen til det perfekte liv. Som i den tegning hvor en mand præsenterer en blond yndighed med ordene ”Hej. Det her er min kone”, og den tiltalte kvinde svarer ved at pege på sine vildt strittende hår i armhulen: ”Ja. Og det her er min armhule”. Ved at lade sin karakter svare således understreger Hemmingsson det arbitrære i koner som statussymbol, og peger på de problemer, der opstår, når kommunikationen bryder sammen. Hun problematiserer samtidig en fordom om, at feminister er mandehadere, der bruger kropsbehåring til at skabe deres identitet. Kvindens svar på The Trophy Wife er blevet til en hidsigt strittende hårdusk.