Susanne Christensen

Freedom is Just Another Word for Nothing Left to Lose

Vi er som planter der gror, vi er som små kim i mørket, dybt i jorden, sovende i moders mave. Fødsel betyder nødvendigvis en bevægelse fra mørket og ud i lyset. Sådan virker også al erkendelse; noget rumsterer i sindets mørke gange, med ét tændes en lyspære og vi har fået en idé, vi forstår en sammenhæng, i et lysglimt går det op for os. For oppe er lyset, og vi vil ud af fængslet, ud i et større rum – lyst er ekspansion. It’s dawn, skiftet fra mørke til lys er en fin historie: Og der blev lys, og der blev fortælling. Skulle det fremtrængende lys møde modstand er historien endnu bedre. Dette er enkle historier, dette er historierne om frigørelse; bundet i mørket og så – endelig – fri i lyset, dansende. Vi kan næsten putte hvad som helst i disse kasser: jeg var en øgle, nu er jeg en gazelle! Jeg var i et skab, nu danser jeg i gaden med hovedet højt hævet, se min olieskinnende krop! Jeg var underlagt et ondskabsfuldt vælde af elitistiske, snobbede smagsdommere, deres hoveder rullede og nu er jeg fri!

 

Kønsforsker Wencke Mühleisen er en tydelig figur i det norske medielandskab, bl.a. med fast spalteplads i aviserne. Hun har erfaring fra performancekunsten (som hun selv har været udøver af) og kan nu betegnes som en af Norges mest markante køns- og medieforskere med en tydelig queerteoretisk inspiration. Mühleisen har ytret et specielt engagement i de nyfeministiske bevægelser som strømmede frem i kølvandet af antologien Fittstim (1999), og hun har strukket sine beskyttende vinger ud for at skærme denne lille revolutionær spire – frisk og fræk. Spiren har et navn – du, min datter, du hedder Medieret Nyfeminisme. Jeg er her og jeg ser dig vokse, jeg ser dig og jeg fortæller din historie til dem der ikke forstår, til dem der lever i mørket, til dem der foragter dig og vil dig ondt. Vi var lukket inde i det private, bastet og bundet, men vi sprængte os ud i friheden, vi vælter som små yndige grissebasser rundt i offentligheden, we are unchained. Vi stormer det symbolske, vi stormer ud af det underbevidste! Vi var det fortrængte, men nu står vi midt på pladsen midt i byen, nu falder murene, nu falder statuerne med de stramme, patriarkalske ansigter! Vi er som vand, vi er en bølge, vi er en bølge af … noget godt, vi er … demokratisering, ja, vi er.

At storme det symbolske er at storme centrum, eller rettere, det er at storme offentligheden, eller rettere, det er at storme medierne, storme ind i spotlyset, storme talkshowet. Vi vil ses, vi vil have et navn, vi vil have et ansigt, vi vil have Identitet. Manifest som en dorisk søjle, we are here. I samme bevægelse er vi avantgardister, vi er troopers of the subconscious, det vi slæber med os ind i spotlyset er … noget så ækelt at ingen har set det før, det er vores chokeffekt, argh! Abjekteffekt, argh! Abjekt + spectacle = Damien Hirst = Britney Spears.

Seksualiteten kan ikke holdes tilbage, siger Wencke Mühleisen, historien om den er historien om Medieret Nyfeminisme som skabte furore i medieoffentligheden i de sene 90ere og som ravede on i et tæppebombardament af sprælske antologier helt indtil kulminationen på norsk grund med samlingen Rosa Prosa – om jenter og kåthet (red. Roggen og Tornes, Gyldendal 2006). Rosa Prosa fik en hård medfart i de norske medier, flere kritikere mente at den sexpositive frigørelsesretorik både var masturbatorisk i sin selvcentrerethed og desuden lå helt i tråd med det kapitalspekulerende spectacle som den seksuelle frigørelse er kulmineret i. Pigerne kom selv galt afsted (og/eller blev negativt iscenesat), poserende med vådt tøj og plastikænder på hovedet for en større norsk tabloidavis.

fittstim

Fittstim er redigeret af Belinda

rosaprosacollage

Bidragsydere i Rosa Prosa poserer

I artiklen “Forakten for nyfeminismen” (Aftenposten 6. april, 2006) går Mühleisen ud mod kritikerne af Rosa Prosa (jeg er selv blandt disse, min anmeldelse “Nostalgisk frigørelsessimulakrum” stod på tryk i Morgenbladet 24. marts 2006); hun ser kritikken som et udtryk for en ældre generations trang til at tryne en nyere politisk agenda. Medieret Nyfeminisme er for radikal for de såkaldte gammelfeminister, tilsyneladende strejfer tanken hende på intet tidspunkt at visse af kritikerne kunne mene at Medieret Nyfeminisme snarere ikke er radikal nok. Kritikerne omtales som et “kobbel”, noget som mere end antyder at kritikerne alle står for de samme kritikpunkter. Kritikken opleves af Mühleisen som fjendtligsindet, den står for afvisning og foragt. Mühleisen forveksler mangel på entusiasme med mangel på interesse, kritikerne abdicerer – ifølge hende – intellektuelt og efterlader den medierede nyfeminismes Love Parade i et bjerg af affald spredt ud over gaden, en collage som aldrig blev læst, en revolution som blev tiet ihjel. Hun rykker ud med gode gamle udtryk som “skammekrog” og “kyskhedsløfte” – i hendes fortolkning anbefaler de såkaldte gammelfeminister en rungende tavshed, et mørkt tæppe af fortrængning, i stedet for Medieret Nyfeminisme, frisk og fræk, og alt hvad den har i sig af hjerteskærende, karnevalistisk sprut og glitter.

 

Wencke Mühleisen tager tråden op endnu en gang i antologien Meningen med sex – Noen kunstneriske, populærkulturelle og vitenskapelige undersøkelser (Pax 2007), en antologi hun har redigeret sammen med Christel Sverre. Allerede i titlen trykker problemet, hvordan navngive uden at undertrykke? I en ny verden må vi have ekstremt lange titler, titler som inkluderer absolut alt, titler som på demokratisk vis går i ét med tekstkroppen. Meningen med sex er så stor og uhåndtérlig at det næsten ikke er muligt at læse i den uden at hvile bogen på en bordflade. En del af årsagen er at bogen ikke bare er bog, men også udstillingsrum. På siderne udfolder den visuelle kultur sig i fri form, og hvis visuelle bidrag skal komme til sin ret så kræver det bl.a. god plads og glittet papir. Meningen med sex har i sit koncept indbygget det grænseoverskridende og hybride: bogen dækker de fleste litterære genrer og folder sig også ud på alle forståelige, skandinaviske sprog. I en spejlende bevægelse – som mimes både grafisk og visuelt på forsiden – transporteres alle tekstuelle bidrag også over i engelsk sprogdragt, back to back, butt to butt. Bogen er videre bygget ind i et socialt rum – eller snarere bygget ud fra et socialt rum, eftersom udgivelsen ligger i forlængelse af en seminarrække som Mühleisen og Sverre stod for mellem 2003 og 2005. Bogens bidrag stritter mere eller mindre potent i mange retninger; dygtige folk som den svenske poet og kønsforsker Hanna Hallgren, den norske billedkunstner Marit Victoria Wulff Andreassen, den norske forfatter og konceptkunstner Matias Faldbakken og den norsk-svenske kunstkritiker a la gonzo Tommy Olsson leverer sjældent uinteressante ting fra sig og gør det heller ikke denne gang, mens flere af de øvrige indslag fra yngre forfattere og diverse billedkunstnere og forskere ikke altid synes at forsvare deres plads.

Meningenmedsex

Bidragsyderne i Meningen med sex

I essayet “Begjærets demokratisering eller lystens avvikling? Om seksualisering i kultur og medier” strækker Mühleisen sig længere end før for at forstå kritikerne af Rosa Prosa. Her figurerer bogen i en parallellæsning med en anden – højkulturel, påstås det – antologi Perversioner: 12 noveller om avvikelser (red. Jäderling og Berg, Vertigo förlag, 2003). Med essayet efterlyser Mühleisen en aktiv og vital seksuel offentlighed (man skal vel mindst bære en burka for at være uenig) og klager over at man i Norge tilsyneladende anskuer seksualiseringen af massemedierne i et forfaldsperspektiv snarere end i et demokratiseringsperspektiv. Her møder hun så kritikerne af Rosa Prosa med en velkendt Freudian twist; vi er alle bonerte og frigide, vi responderer fordi Rosa Prosas “provokation” virker, vi vil tie skidtet væk, sende det tilbage under gulvtæppet. Men Mühleisen har det ikke let denne gang, modsat hvor let det var for hende at definere venner og fjender i artiklen i Aftenposten. Vi ser bl.a. hvordan hun kæmper i de to følgende citater:

Poenget her er at kritikk og eksperimentering ikke uten videre lar seg avgrense til kunstfeltet, høykulturen eller den kritiske offentligheten, i det middel- og mainstreamkulturen samt den kommersielle massekulturen henter inspirasjon fra kunst og kritikk – og omvendt. (s. 57)

Det ser ut til å være særdeles vanskelig å avgjøre hvorvidt seksualisering i medier og kultur bare innebærer en ny innskrivning av seksualiteten i konvensjonelle rammer eller om de faktisk innebærer forstyrrelser av konvensjonaliteten. (s. 60)

Vi er på den anden side af de sort-hvide mønstre her og kategoriforvirringen nærmer sig det totale. Men at hente lidt inspiration på gensidig basis, det er vel ikke så farligt? Selvom noget kunne tyde på at disse transaktioner næppe er så enkle, specielt ikke hvis landskabet tegnes op med intrikate inddelinger i ubegribelige niveauer af højkultur, middelkultur og populærkultur. Hvis jeg lytter koncentreret til Mühleisen så forekommer det mig at jeg kan høre hvilken basis hun bygger sit lille hus på – og opdagelsen forbløffer mig, for Mühleisen er jo medieforsker og ikke litterat: som i de indledende satiriske indslag i denne tekst antyder, så mener jeg at Mühleisen bygger sine tekstuelle bygningsværker på narrativet, fortællingen, og da specifikt på fortællingen om frigørelse, om den revolutionære, transgressive rejse fra mørket ud i lyset, here I am!

Lad mig blot afslutningsvis antyde et andet og mere komplekst metaforisk landskab, et landskab som i større grad baserer sig på punktet end på linien, eller på serier af punkter, et landskab murrende af implosioner og eksplosioner, af rekuperering og appropriation, af snurrende, sidestillede, pulserende maskiner. Mühleisen er selv ind på at noget har ændret sig i forhold til de kendte skel mellem privat og offentlig, men fra at tænke sig et jublende sammenbrud af alle mure som automatisk frisætter demokratiseringens milde vinde til at tænke sig et radikalt anderledes organiseret rum, post-privat-offentlig, er der nok et stykke vej.

Hvad hvis vore drømme fik sig et parallelt propagandamaskineri som stjæler og kopierer alt fra Freuds analyser af menneskesindet, en pumpende drømmefabrik? Om Freud nu havde ret eller ej, så fungerer maskinen fint i forhold til at opfange og forbruge den delikate drømme-sex-energi som kan ligne selve livet i os. Propagandamaskinen pumper en støjende billedstrøm ud, svaret på alle vore længsler, men i en støjende og døvende, passiviserende form. Overproduktionen af billeder er ingen – eller ikke bare – en frisættelse af det ubevidste, den er også (som Mühleisen også er inde på) en afvikling: implosion af Mening forårsager en overproduktion af billeder. Vi kan respondere på dette maskineri ved at efterligne det, vi kan begynde at producere det som maskinen beder os om at producere. Eller vi kan reagere med anoreksi, selvdestruktion, et frustreret og håbløst nej. Sidst, men ikke mindst – follow me on this one – så kan vi parasitere på parasitten, vi kan klippe figurer ud af billedstrømmen, vi kan bygge en maskine som spiser af maskinen. Jeg har aldrig foreslået tavshed, jeg har foreslået bevægelighed; denne opnået ved at skære sig løs fra forestillingen om frigørelse, en forestilling som er stivnet til et billede og som slet og ret ikke længere er operativ.

perversioner

susannechristensen

susanne christensen (f. 1969) er litteraturkritiker i Klassekampen og medredaktør i Vagant. Bor i Bergen, Norge.

debate